Lad mig starte med det retoriske spørgsmål: Hvad har Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Anders Samuelsen tilfælles? Tænk over spørgsmålet et kort øjeblik, inden jeg giver dig mit svar.
Det umiddelbare svar er selvfølgelig, at de er partiformænd for partier, der i øjeblikket er de eneste i dansk politik, der tilsyneladende har krammet på vælgerne. Hvis der var valg nu, så ville alle tre partier nyde en god del succes, hvor især Villy og Anders kan kippe med flaget og råbe højt hurra på baggrund af et resultat, som ingen havde troet på tidligere. Det umiddelbare svar er kun et afledt svar af det, som mit retoriske spørgsmål skulle lede hen til, nemlig at succes i dansk politik i øjeblikket er ensbetydende med stram topstyring og et spørgsmål om at sikre gennemarbejdede politiske strategier, hvor der ikke er plads til menigmands partipolitiske holdninger. Netop den stramme topstyring har weekendens landsråd for SF og Liberal Alliance i den grad understøttet for netop de to partier. Lars Løkkes manglende fokus på langsigtet strategisk arbejde og stram topstyring er ved at køre Anders Foghs projekt i sænk, og spørgsmålet overfor Venstre er, om de overhovedet kan redde stumperne af partiet og vende tilbage til fordums tid, nu hvor den stramme topstyring er forsvundet til fordel for en mere jovial ledelsesstil og en involvering af baglandet. Venstre står i hvert fald overfor organisatoriske problemer, som kan betyde, at der måske er nye toner på vej i den borgerlige lejr. I øjeblikket ser det ud som om, at Anders Samuelsen er den eneste, der stramt kan styre sit politiske projekt – liberale skal åbenbart – og en lille smule paradoksalt – styres, før der kan ske noget stort!
Det giver jo i vid udstrækning også fin mening, at man kommer langt med topstyring, idet man sikrer, at ingen partisoldater melder individuelt ud. De individuelle udmeldinger var i stor stil en af fadæserne i Ny Alliances storhed og fald, hvor både Jørgen Poulsen og Lars Kolind excellerede i udmeldinger, der ikke var på linje med partiets ditto. Uanset hvor charmerende udmeldingerne virker, så er det problematisk, at medlemmer af et parti ikke overholder en strategisk partilinje. Det er jo nøjagtig ligesom i enhver anden organisation, at den enkelte medarbejder selvfølgelig ikke kan iscenesætte sin egen hverdag, men at han/hun skal indordne sig i forhold til den strategiske intention, som ledelsen af organisationen har lagt – kan den ansatte ikke det, så må organisationen jo tage afsked med den ansatte. Så på det plan giver det mening. Vi får nogle solide udmeldinger fra et parti, og alle udmeldingerne peger i samme retning. For målgruppen skulle det gerne give et billede af et parti i balance og et parti, hvor man ved, hvad de vil. Altså et parti uden ballade!
Selvom flere medier prøvede at skabe en konflikt på SFs landsråd, så lykkedes det faktisk ikke rigtigt. Der var enkelte, der påstod, at Ole Sohn havde lukket munden på nogle af partisoldaterne, og at ledelsen generelt havde afvist politiske indlæg, der ikke passede ind i partiets langsigtede strategi. Det er der selvfølgelig nogen, der synes er slemt, men i virkeligheden er det sikkert sundere for SF og et hvilket som helst andet parti at styre frem mod de strategiske mål ved at tysse de mest kritiske røster i partiet ihjel, fremfor at give de mest radikale græsrødder taletid på et landsmøde, som blev dækket af alle landets medier. Et lille fejltrin og tilliden til SFs nye strategi om at være et økonomisk troværdigt parti ville være ødelagt (Personligt tror jeg jo ikke på den med SFs økonomiske linje, der er de bare per se utroværdige).
Samme strategi har Pia K. haft i mange år, endda med ekskluderinger af partimedlemmer til følge. Igen kan vi kun konkludere, at det strategipolitisk sikkert er den klogeste måde at styre et parti, hvis målet er indflydelse og magt. Det er lang tid siden, at et parti har haft held med at slå på de ideologiske tønder og få indflydelse ved at lade parti være parti og lade individuelle udmeldelser fra partimedlemmer være en del af dagligdagen. Det er da en skam, at politik bliver strømlinet, men med så mange muligheder for at lade de personlige holdninger komme til orde, og så mange medier, der falder over hinanden for at dække eventuelle divergente holdninger i et parti, så er der bare behov for en stram styring, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger om at fremstå som et samlet og enigt parti.
Liberal Alliance fremstår om noget som et strømlinet parti, hvilket kan forklares i to tempi. Spørger man partiet selv, så skyldes det sikkert en entydig fokusering på liberal politik, hvorfor der kun kan være tilslutning blandt medlemmer omkring den politiske linje, som partiet fører. Partiet har i vid udstrækning haft en tiltrækning i forhold til liberalt tænkende politikere, hvorfor langt de fleste selvfølgelig er enig i den Samuelske linje. Det er bare sjovt, at Simon Emil tidligere har været antiliberal, mens han nu er politisk ordfører for et parti, der enstemmigt og højlydt er liberalt tænkende. Denne tilgang er endnu et pejlemærke for, at politik i dag ikke handler om personlige holdninger, men i stedet om personligheden blandet med en topstyret politisk linje. Det får mig til at konkludere, at en hvilken som helst personlighed, sidst manifesteret ved Kira Eggers indlemmelse i Fokus, kan indgå i et politisk spil bare han/hun har et navn og en vilje til at spille det topstyrede partipolitiske spil. Liberal Alliances manglende konflikter kan kun skyldes topstyring, og kommer de i vælten i forhold til det kommende valg, så vil vi se, om Anders Samuelsen har styr på sine tropper, og vi vil se, hvor liberalt projektet i virkeligheden er. Personligt anser jeg Liberal Alliance som en god og reel mulighed for at skabe en borgerlig regering ved det næste valg, og Anders og co. får i hvert fald min stemme, selvom jeg ikke bryder mig om topstyring indenfor et parti. Ikke desto mindre kan jeg sagtens se, at det er nødvendigt for at en klar strategisk linje kan køres i et parti med mange og divergerende holdninger. Det er netop den anden forklaring på, at de virker strømlinet, idet deres tilgang til foreningsarbejde kommer fra erhvervslivet, så vedstår de, at en klar strategisk linje er nødvendig – man bruger bare ordet strategi i stedet for topstyring.
Selv er jeg med i et parti, hvor topstyring ikke er på dagsordenen, men det betyder jo ikke, at man som partimedlem kan melde, hvad som helst ud. Problemerne kommer først, hvis man som parti eller partimedlem konsekvent bliver rodet ind i detailsager, så bliver risikoen for, at der er forskelle mellem medlem og parti større. Helt grundlæggende bør der ikke være holdningsforskelle fra parti til medlem, men når foreninger vokser og skifter strategi, så efterlader man gamle medlemmer i et limbo og tiltrækker nye, som måske ikke køber hele partiprogrammet. Dette forhold kæmper SF med i øjeblikket, og hvis de lykkedes med deres projekt, så skyldes det en stram topstyring og ikke andet. Mit parti har ikke dette luksusproblem – medlemmerne er ideologiske og detailsagerne er ikke-eksisterende, hvorfor topstyring ikke er nødvendigt. Tilmed har organiseringen af foreningen været med hensigt, at topstyring er svært, idet lokalforeningerne har direkte indflydelse i partistyrelsen. På den måde har baglandet en direkte indflydelse på ledelsen af partiet, hvilket i mange tilfælde vil underminere topstyringstiltag.
Politik er bare ikke som i gamle dage, og partier skal køres som organisationer. Det kræves ledelse og nogle gange topstyring. I dag er det Villy, Anders og Pia, i morgen er det måske Margrethe, Jeppe og Johanne (Det var en joke). Transformationen fra ideologisk til strategisk tænkende skal ske igennem ledelse og det vil sjældent have billigelse fra hele organisationen, hvilket i vid udstrækning kræver, at man som ledelse tør tage nogle kampe. De partier, der succesfuldt transformerer deres græsrødder ind i en strategisk tænkende organisation vil vinde på den lange bane. Anders Fogh gjorde det med succes igennem mange år. Kan Villy gøre det samme, og spiller Helle sin organisatoriske kort rigtigt, så har det borgerlige Danmark ikke en chance. Kampen om vælgerne og om Danmark skal vindes internt i partierne og ikke i politikken – sørgeligt men sandt.
Det umiddelbare svar er selvfølgelig, at de er partiformænd for partier, der i øjeblikket er de eneste i dansk politik, der tilsyneladende har krammet på vælgerne. Hvis der var valg nu, så ville alle tre partier nyde en god del succes, hvor især Villy og Anders kan kippe med flaget og råbe højt hurra på baggrund af et resultat, som ingen havde troet på tidligere. Det umiddelbare svar er kun et afledt svar af det, som mit retoriske spørgsmål skulle lede hen til, nemlig at succes i dansk politik i øjeblikket er ensbetydende med stram topstyring og et spørgsmål om at sikre gennemarbejdede politiske strategier, hvor der ikke er plads til menigmands partipolitiske holdninger. Netop den stramme topstyring har weekendens landsråd for SF og Liberal Alliance i den grad understøttet for netop de to partier. Lars Løkkes manglende fokus på langsigtet strategisk arbejde og stram topstyring er ved at køre Anders Foghs projekt i sænk, og spørgsmålet overfor Venstre er, om de overhovedet kan redde stumperne af partiet og vende tilbage til fordums tid, nu hvor den stramme topstyring er forsvundet til fordel for en mere jovial ledelsesstil og en involvering af baglandet. Venstre står i hvert fald overfor organisatoriske problemer, som kan betyde, at der måske er nye toner på vej i den borgerlige lejr. I øjeblikket ser det ud som om, at Anders Samuelsen er den eneste, der stramt kan styre sit politiske projekt – liberale skal åbenbart – og en lille smule paradoksalt – styres, før der kan ske noget stort!
Det giver jo i vid udstrækning også fin mening, at man kommer langt med topstyring, idet man sikrer, at ingen partisoldater melder individuelt ud. De individuelle udmeldinger var i stor stil en af fadæserne i Ny Alliances storhed og fald, hvor både Jørgen Poulsen og Lars Kolind excellerede i udmeldinger, der ikke var på linje med partiets ditto. Uanset hvor charmerende udmeldingerne virker, så er det problematisk, at medlemmer af et parti ikke overholder en strategisk partilinje. Det er jo nøjagtig ligesom i enhver anden organisation, at den enkelte medarbejder selvfølgelig ikke kan iscenesætte sin egen hverdag, men at han/hun skal indordne sig i forhold til den strategiske intention, som ledelsen af organisationen har lagt – kan den ansatte ikke det, så må organisationen jo tage afsked med den ansatte. Så på det plan giver det mening. Vi får nogle solide udmeldinger fra et parti, og alle udmeldingerne peger i samme retning. For målgruppen skulle det gerne give et billede af et parti i balance og et parti, hvor man ved, hvad de vil. Altså et parti uden ballade!
Selvom flere medier prøvede at skabe en konflikt på SFs landsråd, så lykkedes det faktisk ikke rigtigt. Der var enkelte, der påstod, at Ole Sohn havde lukket munden på nogle af partisoldaterne, og at ledelsen generelt havde afvist politiske indlæg, der ikke passede ind i partiets langsigtede strategi. Det er der selvfølgelig nogen, der synes er slemt, men i virkeligheden er det sikkert sundere for SF og et hvilket som helst andet parti at styre frem mod de strategiske mål ved at tysse de mest kritiske røster i partiet ihjel, fremfor at give de mest radikale græsrødder taletid på et landsmøde, som blev dækket af alle landets medier. Et lille fejltrin og tilliden til SFs nye strategi om at være et økonomisk troværdigt parti ville være ødelagt (Personligt tror jeg jo ikke på den med SFs økonomiske linje, der er de bare per se utroværdige).
Samme strategi har Pia K. haft i mange år, endda med ekskluderinger af partimedlemmer til følge. Igen kan vi kun konkludere, at det strategipolitisk sikkert er den klogeste måde at styre et parti, hvis målet er indflydelse og magt. Det er lang tid siden, at et parti har haft held med at slå på de ideologiske tønder og få indflydelse ved at lade parti være parti og lade individuelle udmeldelser fra partimedlemmer være en del af dagligdagen. Det er da en skam, at politik bliver strømlinet, men med så mange muligheder for at lade de personlige holdninger komme til orde, og så mange medier, der falder over hinanden for at dække eventuelle divergente holdninger i et parti, så er der bare behov for en stram styring, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger om at fremstå som et samlet og enigt parti.
Liberal Alliance fremstår om noget som et strømlinet parti, hvilket kan forklares i to tempi. Spørger man partiet selv, så skyldes det sikkert en entydig fokusering på liberal politik, hvorfor der kun kan være tilslutning blandt medlemmer omkring den politiske linje, som partiet fører. Partiet har i vid udstrækning haft en tiltrækning i forhold til liberalt tænkende politikere, hvorfor langt de fleste selvfølgelig er enig i den Samuelske linje. Det er bare sjovt, at Simon Emil tidligere har været antiliberal, mens han nu er politisk ordfører for et parti, der enstemmigt og højlydt er liberalt tænkende. Denne tilgang er endnu et pejlemærke for, at politik i dag ikke handler om personlige holdninger, men i stedet om personligheden blandet med en topstyret politisk linje. Det får mig til at konkludere, at en hvilken som helst personlighed, sidst manifesteret ved Kira Eggers indlemmelse i Fokus, kan indgå i et politisk spil bare han/hun har et navn og en vilje til at spille det topstyrede partipolitiske spil. Liberal Alliances manglende konflikter kan kun skyldes topstyring, og kommer de i vælten i forhold til det kommende valg, så vil vi se, om Anders Samuelsen har styr på sine tropper, og vi vil se, hvor liberalt projektet i virkeligheden er. Personligt anser jeg Liberal Alliance som en god og reel mulighed for at skabe en borgerlig regering ved det næste valg, og Anders og co. får i hvert fald min stemme, selvom jeg ikke bryder mig om topstyring indenfor et parti. Ikke desto mindre kan jeg sagtens se, at det er nødvendigt for at en klar strategisk linje kan køres i et parti med mange og divergerende holdninger. Det er netop den anden forklaring på, at de virker strømlinet, idet deres tilgang til foreningsarbejde kommer fra erhvervslivet, så vedstår de, at en klar strategisk linje er nødvendig – man bruger bare ordet strategi i stedet for topstyring.
Selv er jeg med i et parti, hvor topstyring ikke er på dagsordenen, men det betyder jo ikke, at man som partimedlem kan melde, hvad som helst ud. Problemerne kommer først, hvis man som parti eller partimedlem konsekvent bliver rodet ind i detailsager, så bliver risikoen for, at der er forskelle mellem medlem og parti større. Helt grundlæggende bør der ikke være holdningsforskelle fra parti til medlem, men når foreninger vokser og skifter strategi, så efterlader man gamle medlemmer i et limbo og tiltrækker nye, som måske ikke køber hele partiprogrammet. Dette forhold kæmper SF med i øjeblikket, og hvis de lykkedes med deres projekt, så skyldes det en stram topstyring og ikke andet. Mit parti har ikke dette luksusproblem – medlemmerne er ideologiske og detailsagerne er ikke-eksisterende, hvorfor topstyring ikke er nødvendigt. Tilmed har organiseringen af foreningen været med hensigt, at topstyring er svært, idet lokalforeningerne har direkte indflydelse i partistyrelsen. På den måde har baglandet en direkte indflydelse på ledelsen af partiet, hvilket i mange tilfælde vil underminere topstyringstiltag.
Politik er bare ikke som i gamle dage, og partier skal køres som organisationer. Det kræves ledelse og nogle gange topstyring. I dag er det Villy, Anders og Pia, i morgen er det måske Margrethe, Jeppe og Johanne (Det var en joke). Transformationen fra ideologisk til strategisk tænkende skal ske igennem ledelse og det vil sjældent have billigelse fra hele organisationen, hvilket i vid udstrækning kræver, at man som ledelse tør tage nogle kampe. De partier, der succesfuldt transformerer deres græsrødder ind i en strategisk tænkende organisation vil vinde på den lange bane. Anders Fogh gjorde det med succes igennem mange år. Kan Villy gøre det samme, og spiller Helle sin organisatoriske kort rigtigt, så har det borgerlige Danmark ikke en chance. Kampen om vælgerne og om Danmark skal vindes internt i partierne og ikke i politikken – sørgeligt men sandt.
