Debatten om våbenkontrol, som alle debatter med venstrefløjen, kan reduceres til spørgsmålet om, hvor vidt vi er individer, der træffer vore egne beslutninger, eller en stor grå social masse, der hjælpeløst responderer på stimuli. Dræber folk med pistoler, eller dræber tilgængeligheden af våben folk? Dræber dårlige spisevaner, eller dræber tilgængeligheden af junk food folk?
For venstrefløjen har denne skelnen ingen betydning. Hvis en ting er tilgængelig, så er den også årsagen til problemet. Individet kan ikke holdes ansvarligt for at skyde nogen, hvis der findes skydevåben til salg. Individer spiller ingen rolle, da de ikke er moralske aktører, men kun medlemmer af en hob der responderer på stimuli.
Man bebrejder ikke en hund for at overspise. Man bebrejder ejeren af hunden for at overfordre hunden. Man kan straffe hunden, men straffen er træning. Ikke en autentisk erkendelse af ansvar på hundens vegne. Og den måde man tænker om en hund, er den måde venstrefløjen tænker om os. Når man ikke opfører sig ordentligt, kigger venstrefløjen sig omkring efter ens ejer.
Den venstreorienterede kult tror, at den er engageret i et stort apokalyptisk slag mod selskaber og industrialister om ejerskabet af de utænkende masser. Venstrefløjens følgesvende ser dem selv som individer, der er blevet ”frigjorte” til at tænke for dem selv. De træffer valg. Vi på den anden side, er blot medlemmer af de utænkende masser. Man er ikke en virkelig person, men responderer på agendaer fra selskabernes herredømme. Hvis man spiser for meget, er det fordi selskaberne får folk til at spise for meget. Hvis man dræber, er det fordi, at selskaberne opfordrer folk til at købe skydevåben. Man er ikke et individ. Man er et socialt problem.
Individuel adfærd er et symptom på et socialt problem. Identificer det sociale problem, og man afhjælper adfærden. Individet er ingenting. Masserne er alt. Styr masserne og man styrer individet.
Dette var venstrefløjens tilgang til dette valg. I stedet for at appellere til individuelle interesser, gik de efter identitetsgrupperne. Venstrefløjen målsatte sig uoplyste vælgere, og brugte adfærdsvidenskab til at finde ud af måder, hvor på de kunne manipulere folk. Højrefløjen behandlede vælgerne som mennesker. Venstrefløjen behandlede vælgerne som laboratorieaber. Og tilgangen med laboratorieaben hyldes triumferende af venstrefløjen som bevis på, at venstrefløjene er mere intelligent end højrefløjen. Og hvilket bedre bevis på intelligens findes der, end at behandle halvdelen af befolkningen som knapper af utænkende responser, som man kan trykke på, for at få dem til at gøre, hvad man ønsker.
Ville man lade en laboratorieabe eje et skydevåben? Nixen. Ville man lade den selv vælge, hvad den skal spise? Kun som et eksperiment. Ville man lade aben stemme for love i et referendum? Ikke med mindre aben er trænet til at trykke på den rigtige knap. Ville man lade aben køre en bil? Nixen. Måske en cykel. Og hvis aben skulle rejse langt, ville man tilskynde den til at tage offentlig trafik. Har aben ytringsfrihed? Kun indtil den begynder at irritere en.
Man vil fratage de fleste af abens bananer, som man selv er for doven til at hente, fordi man har vigtigere ting at tage sig til end at skaffe bananer. Man træner aber til at skaffe bananer for sig. Dette er hvordan venstrefløjens oplyste eliter, ser på de arbejdere, som de beskatter; som aber de har trænet i deres skoler, og som de har skabt arbejde for med deres stimulisplaner. Og det mindste aberne i den forbindelse kan gøre, er at betale deres skatter, for aberne opbyggede alt dette. Det gjorde de.
Man planlægger at tage sig af abens medicinske udgifter. I det mindste indtil de bliver for høje, og udstyrer den med gratis prævention. Man træner den til at blive den mest intelligente mest velopdragne abe, den kan blive. Og når aben bliver for syg, vil man være nødt til medfølende at aflive den, så den ikke spreder sygdomme, og gør omgivelserne deprimerede med sin elendighed.
Og hvad er der i vejen med det? Mennesker er jo blot udviklede aber. Det er jo ikke sådan, at man er ond overfor aben. Man er engageret i hvad, man gavmildt kan opfatte som et symbiotisk forhold til aben. Hvis aben er klog, vil den måske opfatte dig som en parasit. Men du har en hel masse ammunition på lager i tilfælde af at der skulle opstå et scenario som Abernes Planet.
Hvis man antager, at der er lige så megen substantiel forskel på eliten og den almindelige mand, som der er mellem et menneske og en abe, så er der ikke noget særligt upassende i en sådan adfærd. Vi hyrder dyr. Venstrefløjen hyrder folk. Det menneskelige væsen er en besætning i det venstreorienterede landbrug.
Nazisterne mente, at de var herreracen, da de var genetisk overlegne. Venstreorienterede mener, at de er herreracen, grundet venstrefløjens overlegne empati og intelligens. Der findes et åbenlyst paradoks i at tro, at man mener at have ret til at slavegøre og slå folk ihjel, fordi man er mere omsorgsfuld, men dette standsede ikke millioner af mennesker i at deltage i revolutioner, der førte til et århundrede af blodsudgydelse, i de bevægelsers navn der bekymrede sig mere.
Den definerende amerikanske kode er frihed. Den definerende venstreorienterede kode er medfølelse. Konservative har forsøgt at møde dette ved at definere frihed som medfølelse, som George W. Bush gjorde det. Venstreorienterede møder dette ved at definere medfølelse som frigørende.
På den ene side står individet med sine rettigheder og pligter. På den anden side står det ubønhørlige statsmaskineri af højeste medfølelse. Og aldrig skal disse to mødes.
Venstreorienteret medfølelse er ikke de ligestilledes medfølelse. Den er en revolutionær ynk, der blot bruger empati som næring til forargelse. Det er den slags medfølelse, der praktiseres af folk, der kan lide at være vrede, og som foregiver, at deres vrede gør dem til bedre mennesker. Det er den slags medfølelse, der som gift æder sig ind i benet af samfundet, mens de oppuster deres egoer med deres egen vidunderlighed.
Medfølelse af den slags er næring til vrede. Den er had mod folk maskeret som kærlighed. Og dette had er en lidenskab for magt maskeret som vrede, der igen klædes ud som dyb kærlighed til andre og empati for alle levende skabninger. Fjern masken af medfølelse, og alt hvad man vil finde neden under, er en forfærdelig trang til magt. Og den eneste måde virkeligt at retfærdiggøre den slags totale magt påberåbt sig af sådanne lyster, er at reducere folk, man gerne ville regere over, til status af ikke-personer.
Sammenstødet der i fremtiden vil definere Amerika, er sammenstødet mellem staten og individet, mellem uorganiseret frihed og organiseret medfølelse, mellem et selviscenesat eksperiment i selvstyre og et eksperiment udøvet af trænede eksperter på befolkningen af laboratorieaber. Og den definerende ide af denne konflikt er tilregnelighed.
For at forstå venstrefløjens position på næsten ethvert område kan man forestille sig det tyvende århundredes Amerika og derefter fjerne ansvarlighed. Antag at individet er hjælpeløst og dumt, har liden styring med sin egen adfærd, og kun responderer på stimuli og funktioner i en rent reagerende kapacitet. Brug derefter disse data til at komme med svar på alt fra børn der bliver fede, til en fodboldspiller der skyder sin kone, til terrorister der affyrer raketter mod Israel. Det eneste mulige svar på regerende adfærd er at finde den ting, der bliver reageret mod og fordømme den.
Hvis man ønsker at fingere et medlemskab af venstrefløjen på et hvilket som helst område, og i en hvilken som helst sammenhæng, skal man mestre denne frase: ”Men vi må se på de grundlæggende årsager, for at se hvem der har det virkelige ansvar”. Tillykke, du kan nu bevæge dig alle steder fra Caracas til Bruxelles til Berkeley.
Søgen efter grundlæggende årsager handler om en evig søgen efter ansvarlighed investeret i systemer frem for mennesker. Denne søgen ender altid med systemer og ideologier frem for mennesker, fordi den retfærdiggør ødelæggelsen af disse systemer og ideologier. Og ødelæggelsen af disse systemer og ideologier tillader dem at blive erstattet af deres progressive erstatninger.
Det endelige fejlslag af ansvarlighed på venstrefløjen handler om fejlslag af moralsk organisation, mens det for højrefløjen handler om fejlslag af personlig karakter. Højrefløjen spørger: ”Hvorfor dræber du?” Venstrefløjen spørger: ”Hvem gav ham en pistol?”, ”Hvem gav ikke ham et arbejde” og ”Hvem negligerede hans selvværd”.
Frihed går hånd i hånd med personlig moralsk organisation fra individet og hos individet. Organiseret medfølelse kræver dog den moralske organisation fra samfundet som hele. Et skyderi er ikke et fejlslag af karakter af personen alene, eller endog hans familie og sociale omgangskreds. Det er det totale fejlslag af hele samfundet og måske endog hele verden, for ikke i tilstrækkelig grad at have organiseret moralsk organisation, der ville have gjort en sådan kriminel handling umulig. Intet menneske er en ø. Ethvert menneske er en trafikprop.
Social ansvarlighed i den størrelsesorden kræver annullering af det at være en person og personlig ansvarlighed, på samme måde som den moralske organisering som dette kræver, handler om at fjerne det frie valg hos individet, for at sikre et ægte moralsk samfund. Når medfølelse og moral er kollektiv, er alle og ingen moralsk og medfølende på samme tid. Og dette er velfærdsstatens samfund, hvor medfølelse administreres af et lønnet bureaukrati.
Valg er, hvad der gør os til moralske skabninger, og kollektiv medfølelse efterlader os mindre menneskelige. Det kollektive samfund af massebevægelser og massebeslutninger efterlader os kun lidt bedre end laboratorieaber, der prøver at skrive Shakespeare uden at forstå sproget, betydningen af ideer, eller noget andet end den blotte følelse af vore fingre der rammer tasterne på tastaturet.
Det er det samfund, som venstrefløjen skaber. Et sted fyldt med lige så mange sociale problemer, som der findes mennesker, med alle værende en laboratorieabe, bortset fra eksperterne der styrer eksperimenterne, og hvor ingen har nogen rettigheder, da frihed er systemets fjende, vis moralske kode stammer fra skabelsen af et perfekt samfund, ved at erstatte individet med massen. Det er et samfund, hvor der ikke findes nogen ansvarlighed, kun vedholdende tvang. Det er et samfund, hvor man er et socialt problem, og hver der findes højt lønnede eksperter, der arbejder dag og nat på at prøve at finde ud af, hvordan de løser dig.
