Onsdagens storstilede centralbank-tiltag kan være udløst af nært forestående bankkrak.
Frygten for en dramatisk forværring af kreditkrisen i bankindustrien tvang i går verdens største centralbanker ud i en lynaktion, der skal sikre især europæiske banker lettere og frem for alt billigere adgang til kortfristede dollarlån.
Officielt er der ingen forklaring på, hvorfor centralbankerne lige valgte at gennemføre det storstilede tiltag onsdag, men ifølge Nordea går der rygter i finansmarkedene om, at Europa var ubehagelig tæt på et destruktivt bankkrak.
"Spekulationerne går mod en europæisk storbank, som ikke længere kunne få adgang til likviditet, og belært af fejlen om Lehman Brothers, så må det denne gang ikke ske pga. manglende adgang til likviditet," skriver Nordeas analytikerteam i morgenkommentar torsdag morgen.