Valgforskeren og de forkerte forudsigelser

"Barfod kan blive den nye Søvndal

Ikke angivet Ikke angivet,

15/01/2011

"Barfod kan blive den nye Søvndal." Sådan lyder det frejdigt fra valgforsker og professor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, der i Politiken citeres for at sige:

"Lur mig, om ikke [Barfod] springer ud som en veltalende politiker med lune, sådan som vi også så det med Villy Søvndal. Lars Barfoed har det i sig, og hvis det begynder at gå i den rigtige retning, vil han smide sin generthed og agere på selvstændig vis."

Ja, Johannes Andersen ser det endog som "meget realistisk", at den nye Konservative leder kan vende udviklingen for partiet, "og så vil Barfoed få det nemt og nærmest kunne gå på vandet."

Det er dog ikke første gang, at Johannes Andersen har haft store forhåbninger til en nyvalgt K-leder. Da den nu detroniserede Lene Espersen tog over efter Bendt Bendtsen, udløste det også rosenrøde prognoser fra den aalborgensiske valgforsker:

"Partiet vil inden for kort tid opnå en relativ tydelig fremgang i meningsmålingerne på 2-3 procentpoint, fordi partiet [med Lene Espersen som formand] vil fremstå mere dynamisk," udtalte han den 9. september 2008 til 24timer, hvor han især spåede de Konservative mange unge vælgere, "hvis Lene Espersen ikke kører for meget på 'lov og orden'."

Og blot fem dage efter, under overskriften "Fru 15 procent", lod Johannes Andersen i diverse lokalaviser forstå, at med valget af Lene Espersen var "banen kridtet op til en væsentlig fremgang" og fortsatte: "Især den hårde retspolitik og socialpolitikken har opbakning i baglandet." At det var selvsamme hårde retspolitik, han netop havde advaret Lene Espersen mod at føre, lod dog ikke til at påvirke valgforskeren.

Med så lysende fremtidsudsigter, kan det heller ikke undre, at Johannes Andersen til det sidste afviste, at Lene Espersen ville blive skiftet ud på denne side af valget. Så sent som i onsdags, dagen før en enig konservativ folketingsgruppe afsatte hende, tvivlede han således på, at netop dette ville ske. Af den simple grund, at der ikke var nogen oplagt efterløser:

"Brian Mikkelsen har den samme svaghed som Lene Espersen: Han er heller ikke god til at fange en stemning og vende den til noget positivt. Og Lars Barfoed er efter min mening heller ikke noget oplagt bud. For han har også en fortid med nogle sager, som han lynhurtigt ville blive konfronteret med, hvis han blev udpeget som ny leder."

At Lars Barfod på blot to dage er gået fra "ikke et oplagt bud" til "den nye Søvndal" er vel en bedrift i sig selv. Eller også er den sande bedrift, at Johannes Andersen på trods af sine åbenlyst manglende evner som politisk sandsiger stadig bliver taget alvorligt af danske journalister.

Kilde: