Nogen er af den opfattelse, at valget er afgjort, bl.a. fordi den traditionelle 10-års holdbarhedsperiode for regeringer er overskredet. Hertil kommer, at meningsmålinger gennem lang tid har understøttet den teori. Tendensen har været forstærket af en enestående evne hos rød blok og deres støtter til dels at signalere enighed samt en evne til at holde lav profil på væsentlige politikområder i lange perioder.
Der er imidlertid ingen som helst grund til at drage den konklusion endnu, og de sidste par dage har med al ønskelig tydelighed illustreret, at valget langt fra er afgjort endnu.
For det første er der afgørende sprækker i enigheden mellem S-SF og henholdsvis de Radikale og Enhedslisten. En analyse i Berlingske den den 2/9 afslører, at der blandt 10 centrale emner muligvis (?) kan skabes enighed om de 2, nemlig en afskaffelse starthjælp og kontanthjælpsloft og etablering af en betalingsring omkring København.
På helt afgørende punkter kan der imidlertid ikke skabes enighed; De radikale har f.eks. gjort en fjernelse af 24-års reglen til et ultimativt krav for at deltage i regeringssamarbejdet, hvilket S-SF til gengæld står "urokkeligt" fast på - også selv om Villy vakler. De radikale og enhedslisten siger afgjort nej til boligpakken, mens S-SF garanterer dens gennemførelse. Enhedslisten siger nej til trepartsforhandlinger om øget arbejdstid o.s.v. o.s.v. Uenigheden er så stor, at selv med det mest udstrakte radikale vægelsind, er det utænkeligt at alle knaster kan fjernes.
For det andet er det langt om længe blevet meget synligt, at fagbevægelsens opbakning til Helle´s 12 minutter er mere end tvivlsom. Centrale dele af fagbevægelsens top (3F´s Poul Erik Skov Christensen) melder ud den ene dag, at den færdige plan ligger klar i skuffen, mens andre lige så centrale dele (LO´s Harald Børsting) dagen efter melder lige så klart ud, at der ingen plan er, og at der naturligvis er en pris at betale, hvis fagbevægelsen skal medvirke.
For det tredje bliver ministerkandidaterne fra S-SF nu langt om længe presset ud i dueller med de siddende ministre. Således har Villy Søvndal efter lang tids modstand modvilligt måtte accepteret at møde udenrigsminister Lene Espersen til en debat om udenrigspolitikken. Den debat vil afsløre dels hvor lidt Villy Søvndal ved, også på dette område, men mere alvorligt vil det afsløre, at en S-SF regering med Villy Søvndal som udenrigsminister og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag med stor sikkerhed vil spolere et årelangt nært forhold mellem Danmark og USA.
Næste skridt vil (forhåbentlig) være en tilsvarende debat mellem f.eks. finansminister Claus Hjort og Henrik Sass Larsen. Når en gammel og garvet finanshåndværker møder den uerfarne opkomling vil det på samme måde afsløres, hvor lidt substans der reelt er i S-SF´s økonomiske politik.
For det fjerde vil de overraskende mangle tvivlerne i valgkampens sidste fase hælde til det kendte, og det har allerede vist sig i flere meningsmålinger, at et flertal igen mener at Lars Løkke vil være den bedste statsminister til at lede landet gennem den økonomiske krise.
Og endeligt for det femte og måske mest afgørende, forventer de fleste, at vi i sidste fase af valgkampen vil få åbnet nogle af de personsager, som længe har ventet på en endelig afklaring. Det gælder ikke mindst Helle Thornings skattesag, som har fået lov til at ligge stille og uafklaret meget længe. Det er givet, at "nogen" ligger inde med den afgørelse fra SKAT, som Helle Thorning trods løfter om det modsatte aldrig offentliggjorde. Når den kommer frem i valgkampens sidste fase krakkelerer Helle Thornings troværdighed og dermed hele S-SF strategien.
Det er beklageligt, at personsager skal spille an afgørende rolle i en valgkamp, men når der som her er tale om en central politikers (dobbelt-) moral, så hverken kan det eller bør det være anderledes.
Mit bedste gæt er en VK mindretalsregering med støtte fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti - og måske endda med mulighed for et tættere samarbejde med de Radikale, når udsigten til yderligere 4 års ørkenvandring melder sig. For tag ikke fejl, blå blok vil også gerne samarbejde, men der skal som bekendt to til tango.
