Væsentlig tale af Vaclav Klaus

Følgende er efter min mening en statsmandstale af nærmest "profetisk" karakter, en tale som Vaclav Klaus holdt den 7

Kristian_Kragh

28/09/2012

Følgende er efter min mening en statsmandstale af nærmest "profetisk" karakter, en tale som Vaclav Klaus holdt den 7. sept. i år.

Der har tidligere været refereret til den her på 180 grader; men den fik kun ganske få stemmer den gang. Det kan måske skyldes talens længde; men måske også det, at den er på engelsk. Jeg har derfor tilladt mig at oversætte hele talen til dansk (bortset fra noter) og så lagt oversættelsen herud.

Denne tale burde have mange flere stemmer end den fik første gang. (Den engelske udgave er her).

Jeg ved ikke om teksten her er Vaclav Klaus talepapir eller om der er tale om en transkibering af hans faktisk afholdte tale; men teksten har tydeligvis form af talesprog.

 

--------------------------------------------------- Klaus:

Jeg havde en mulighed for at sige tidligere i denne uge, hvor glad jeg er og vi alle er for at være værter ved dette 'Mont Pelerin Society General Meeting' her i Prag. Jeg håber, I har nydt jeres ophold.

For mere end 20 år siden, to år efter kommunismens fald i dette land og denne del af verden havde vi her 'the MPS Regional Meeting', som nogle af jer deltog i.

På det tidspunkt var vi i de kritiske øjeblikke af vores radikale skift fra kommunisme til et frit samfund, som i mange henseender var baseret på ideer knyttet til The Mont Pelerin Society. Dette møde gav os vigtig moralsk støtte og hjalp os i vores anstrengelser med at blive fri af fortiden og bygge et frit samfund efter MPS-tankegang.

Siden da, er det lykkedes os at ændre landet substantielt i denne retning. Som De kan se, har den Tjekkiske Republik taget et synligt skridt fremad. Dog vil det ikke være passende at erklære sejr.

For nogle som mig, der efter kommunismens fald aktivt deltog i forberedelse og organisering af radikale politiske og økonomiske ændringer, er den verden vi lever i nu en skuffelse.

Vi lever i et meget mere socialistisk og etats-baseret samfund  end vi havde forestillet os dengang.

Efter den lovende begyndelse er vi på en række områder vendt tilbage til den æra, som vi var vant til at leve i førhen, og som vi havde forestillet os var forsvundet én gang for alle. Lad mig pointere, at jeg ikke tænker udelukkende på dette land; men på Europa og hele den vestlige verden.

For 20 år siden så det ud til, at lige for øjnene af os var et langtrækkende skift i gang på "undertrykkelse vs. frihed"- og "stat vs. marked"-akserne.

Det var en berettiget følelse. Det blev bekræftet af den kendsgerning, at vores fløjlsrevolution havde fundet sted på et tidspunkt i den enestående historiske æra med Ronald Reagan og Margaret Thatcher.

Takket være dem og i en verden med ideer, takket være Hayek, Friedman, Stigler og nogle få andre troede vi - i det mindste gennem en vis periode - at kapitalisme havde lykkedes med at forsvare sig selv mod global socialisme.

Folk som mig vidste, at disse personligheder var exceptionelle og unikke, men vi forventede ikke, at det, de havde opnået, ville blive glemt så hurtigt. Vi håbede fejlagtigt, at de ændringer, som havde fundet sted på det tidspunkt, var irreversible.

I dag har mange af os ikke længere denne fornemmelse; i hvert fald helt sikkert ikke jeg. Endnu en gang, næsten usynligt og i stilhed, er kapitalisme og frihed kommet til at stå svagere.

Min ven Pascal Salin, en tidligere MPS President, må have haft samme følelse, da han i sin formandstale i 1996 i Wien kom med følgende bemærkning: "Vi er ikke nutidens vindere". I 1996 syntes den kendsgerning, at vi var ved at tabe, ikke så indlysende for mig, som den gør i dag.

Systemet med politisk frihed og parlamentarisk demokrati blev etableret hurtigt, samtidig med at det tidligere autoritære, hvis ikke totalitære, politiske regime blev udskiftet; marked og privat ejerskab i stedet for planlægning begyndte af dominere økonomien, og gennemgribende liberalisering, deregulering og de-subsidiering blev gennemført.

Staten trådte radikalt tilbage i alle dens roller og det frie individ kom i forgrund.

Vores optimisme var baseret på den stærke tro på styrken i principperne om det frie samfund, det frie marked, ideerne om frihed såvel som vores mulighed for at promovere disse ideer. I dag, ved begyndelsen af det andet årti i det 21-ende århundrede, er vores følelser anderledes. Vi spørger os selv: Havde vi urimelige og uberettigede illusioner? Opfattede vi verden på en forkert måde? Var vi naive og fjollede? Var vores forventninger fejlagtige?

Disse spørgsmål fortjener seriøse svar. Det kunne være, at vi tog fejl og måske gjorde vi også det - ingen tvivl derom; men det var ikke fordi vi havde nogen illusioner vedrørende Vesten, specielt Vesteuropa eller EU.

Folk som jeg blev ikke vildledt af nogen som helst illusioner om en mulig konvergens mellem kapitalisme og socialisme, hvilket var meget populært i Vesten, begyndende i de tidlige 1960-ere - eller af drømme om mulige tredje veje. Vi forkastede disse uden nogen tøven.[1]

Vi så en del ting allerede dengang, og takket være vores liv under kommunismen så vi dem mere klart end nogle af vore venner i Vesten, inklusive dem, som delte samme politiske og ideologiske ideer, som os.

Lad mig starte med at indikere, hvad vi var opmærksomme på og bange for mht. fremtiden allerede i kommunist æraen.

Vi vidste, at socialisme, eller socialdemokratisme, eller "Soziale Marktwirtschaft" er her, er kommet for at blive og - pga. dens dynamik - vil den ekspandere.   Fra ændringerne i 1960-erne og 1970-erne, dvs. fra Rom-klubben og dens første rapporter, blev jeg bange for den grønne ideologi; i den så jeg et farligt alternativ til den traditionelle socialist-doktrin. Det var åbenbart, at dette var et andet radikalt forsøg på at ændre samfundet. Den påståede mangel på naturressourcer og den såkaldte populations-bombe var blot et påskud. På det tidspunkt var det ikke muligt at se 'Global Opvarmning"-doktrinen, den kom senere; ej heller styrken og farerne, der skjulte sig inde i den. [2]   Selv gennem vores liv under kommunismen, var folk som mig opmærksomme på venstreorienteringen hos de intellektuelle [3], idet vi fik chancen for ved selvsyn at se, at det var de intellektuelle - eller den overvejende majoritet blandt dem - der virkede som den drivende kraft bag kommunisme og doktriner tæt på kommunisme.

Autentiske repræsentanter fra arbejderklassen, dvs. Marx's proletariat, har aldrig været sande troende i forhold til kommunisme. Allerede på dette tidspunkt fulgte jeg med stor bekymring den "omfattende produktion af under-uddannede intellektuelle", som opstod i Vesten som et resultat af den voksende universitetsuddannelse til alle. En af dens implikationer var og er overfladiskheden i den offentlige diskurs, som har nået ekstraordinære dimensioner.

Intellektuelle er i udstrakt grad socialister fordi - som Hayed formulerer det - de er overbevist om, at socialisme er en "videnskab, anvendt på alle felter af menneskelig aktivitet", og takket være dette, så er den et system skabt "præcist til dem". "Intellektuelle føler, de er de mest værdifulde mennesker" [4] og det er derfor, at de ikke ønsker at blive evalueret af markedet, idet markedet ofte ikke deler deres høje selv-evaluering.

Socialisme (eller snarere kommunisme, som vi siger i dag) har fra starten været baseret på en apoteose (ophøjelse til gud) af videnskab og på et rodfæstet håb om, at videnskab vil løse alle eksisterende menneskelige og sociale problemer; det er derfor, at det ikke er nødvendigt af ændre systemet. Det er tilstrækkeligt blot at gøre det en smule mere oplyst. Vores kommunistiske erfaring fortæller os, at denne ide er absurd. For os syntes det, tilbage dengang, at Vesten troede på den samme fejlslutning.[Blødt skift]Vi troede ikke på den teknokratiske tænkning eller teknologiens og videnskabens guddommelighed (rightfulness) i f.m. organisering af samfundet. Jeg var ude af stand til at værdsætte Herman Kahn, Jay W. Forrester, Alvin Toffler (og fornyligt også Max Singer og hans bog “History of the Future”[5]) fordi jeg følte, at risikoen, der kommer af disse menneskers underestimering af et samfunds sociale eller systemiske karakteristika og deres uberettigede teknologiske optimisme, faktisk ikke afveg meget fra den marxistiske doktrin. I denne kontekst har jeg altid haft Aldous Huxley og hans uovertrufne ”Fagre nye verden” som advarende memento for øje. Vi lærte en masse fra Hayek’s artikel “The Use of Knowledge in Society”.[6] Mens socialistiske ideer (i Øst og også i Vest) godtog intet andet end videnskab og anden organiseret eller organiserbar læring som kundskab, så forstod vi – på linje med Hayek – at den mest vigtige kundskab var praktisk kundskab spredt ud i samfundet og som folk bruger i deres hverdagsliv; og ikke bare skriver bøger om det. Nutidens så fashionable omtale af "vidensøkonomi" er tom. Hvilken som helst økonomi i fortiden har været baseret på kundskab, det som betød noget var hvordan det lykkedes for folk at bruge den. Disse var de hovedproblemer, som jeg var opmærksom på; men der er forhold - som vi ser dem nu - som vi underestimerede eller ikke så. Jeg vil nævne nogle af dem.

Vi forstod sandsynligvis ikke fuldt ud de langtrækkende implikationer af 1960-erne. Denne "romantiske" æra var en periode med radikal fornægtelse af traditionelle værdier og sociale institutioner. Som resultat af det blev generationer født, der ikke forstår betydningen af vores borgerlige, kulturelle og etiske arv, og de er uden noget kompas til at guide deres færd. Vi underestimerede bestemte problematiske aspekter af et standard, formelt velfungerende demokratisk system, som manglede et underliggende sæt af dybere værdier. Vi så ikke styrken i det demagogiske demokrati-element, som tillader folk indenfor dette system at kræve "noget for intet". Vi forventede ikke, at den politiske proces vil lede os til at en beslutningstagen, hvor "synlige og koncentrerede goder", hvis pris er "usynlige og spredte omkostninger" foretrækkes. Dette er en af hovedårsagerne til den nuværende euro-amerikanske gældskrise. Allerede tilbage i tiden frygtede jeg det gradvise skift væk fra borgerrettigheder til menneskerettigheder, som havde fundet sted gennem nogen tid. Jeg frygtede "menneskerettigheds-ismens" ideologi men forudså ikke konsekvenserne af denne doktrin. Menneskerettigheds-isme er en ideologi, som intet har til fælles med praktiske problemer omkring individuel frihed og en fri politisk diskurs. Den handler om rettigheder. Klassisk liberale lægger ikke nok vægt på, at rettigheder, som fortolkes på denne måde modvirker frihed og rationelle samfundsmekanismer. Menneskerettigheder er faktisk en revolutionær fornægtelse af borgerrettigheder. De behøver ikke noget (stats-) borgerskab. Det er også derfor, at menneskerettigheds-isme er fortaler for destruktion af individuelle landes suverænitet, specielt i nutidens Europa. Positive menneskerettigheder bidrager også i høj grad til tidens politiske korrekthed med al dens destruktive kraft.[7] Sammenhængende med menneskerettigheds-isme og politisk korrekthed er den massive fremdrift i et andet alternativ eller substitut for demokrati, nemlig "juristokrati". Hver dag er vi vidner til, at politisk magt tages fra valgte politikere og skiftes over til ikke-valgte dommere [8]. "Moderne judiciel aktivisme er på mange måder udtryk for den gamle tro på, at demokrati bør holdes i ave af aristokrati" (p. 17), med andre ord at demokrati uden en vis "udvalgthed" (dvs. ikke-valgthed, un-electedness) ikke kan fungere godt i dette judicielle aristokrati. Det er også værd at erkende, at "hovedmetoden for, hvordan denne judicielle aktivisme bliver implementeret, er rettighedsvejen" (ibid); dog dette er ikke borgerrets-vejen, men menneskerettigheds-vejen. Alt dette er en del af illusionen om potentiel (og ønskelig) afskaffelse af politik, med andre ord demokrati. Juristokrati er et andet skridt i retning af et post-politisk samfund. Tilsvarende forventede jeg ikke den magtfulde position, som NGO'er (det er civile samfundsinstitutioner) ville opnå i vores lande og specielt i den overnationale verden, og hvor uforsonlig deres kamp med parlamentarisk demokrati ville blive. Det er en kamp, de vinder mere og mere efterhånden som tiden går [9]. Institutioner som NGO'er, som er produkter af organiserede grupper af mennesker, der på en apolitisk måde kæmper for fordele og privilegier, der rent ud sagt benægter den liberalisering af det menneskelige samfund, som er foregået gennem de seneste to århundreder. Jeg husker ikke, hvornår jeg først blev bekendt med udtalelsen, at disse institutioner repræsenterer en ny re-feudalisering af samfundet; men jeg anser den for at være en meget rammende udtalelse. Vi levede i en verden af undertrykt pressefrihed alt for længe, og det er derfor vi betragtede den ubegrænsede frihed for medier som den nødvendige forudsætning for et virkeligt frit samfund. Nu er vi ikke sikre på det. Formelt er der i den Tjekkiske Republik, såvel som i Vesten som helhed en absolut pressefrihed; men på samme tid en utrolig manipulation fra pressens side. Vores demokrati ændrede sig hurtigt til mediekrati, som er endnu et alternativ til demokrati eller snarere en af måderne til at ødelægge demokratiet [10] I en lukket kommunistisk verden, som vi opponerede imod pga. den tragiske erfaring med Sovjetunionens imperiale politik, dvs. da vi kommer fra "Moskva", fejlede vi derved, at vi ikke så faren ved det igangværende skift fra national og international til transnational og supranational i den nuværende verden [11]. På den tid fulgte vi ikke den europæiske integration særlig tæt, måske af forståelige grunde. Vi tenderede til kun at se dens liberaliserende aspekt fremfor den farlige supranationalisme, som ødelægger demokratiet og landenes suverænitet. Jeg forventede heller ikke sådan et svagt forsvar for kapitalismens ideer, det frie marked og minimalstaten. Jeg forestillede mig ikke, at kapitalisme og marked ville blive nærmest upassende, politisk ukorrekte ord, som en "stueren" samtidig politiker helst skulle undgå. Jeg troede, at noget sådant var blot en slags obligatorisk farvelade for den marxistiske eller kommunistiske doktrin. Først nu ser jeg den fulde dybde i hadet mod velstand og produktivt arbejde, først nu indser jeg den rolle, som menneskelig misundelse spiller såvel som den fuldstændig primitive tanke, at andre personers velstand frembringes ene og alene på bekostning af mig. Jeg forventede ikke, at offentlige goder, den synlige offentlige omfordelings hånd, skulle blive så populær, visdommen fra de salvede sammenlignet med visdommen fra resten af os. Som en økonom, der gennem årtier, faktisk fra midten af 1960'erne, omhyggeligt havde fulgt med i den vestlige økonomiske litteratur, forventede jeg ikke, at monetarismens ideer så hurtigt ville blive fordømt, at folk så hurtigt ville glemme at ordet regulering er blot et andet ord for planlægning, at socialpolitikken ikke ville afvige meget fra kommunisme, at folk ville glemme at enten eksisterer markedet eller også gør det ikke, idet det dannes spontant; at efter en kraftig fjernelse af tilskud og alle slags subsidier vil vi - vha. en ny re-subsidiering af økonomien - endnu en gang blive tvunget til at introducere dem, at sådanne fejl ville blive begået i økonomisk politik ifm.  etablering af monetære unioner etc. Vi forventede ikke, at folk ville være så uvillige til at tage ansvar for deres liv, at der ville blive sådan en frygt for frihed og at der ville være en sådan tillid til statens almagt.

Hvorfor har vi som MPS-medlemmer tilladt dette at ske?

Jeg tror ikke, vi har fejlet analytisk. Der er andre årsager. Der er bestemt hensynsløshed, om ikke dovenskab i vores tænkning og adfærd. Der er utilstrækkelig personligt mod involveret, frygt for at stå alene med sine meninger. Vi har endda fejlet på den måde, at vi ikke er blevet hørt højt nok, at vi ikke længere aktivt promoverer frihed, at vi ikke længere har nogen Milton Friedman blandt os. Selvom det er vigtigt at vi adresserer hinanden ved møder som dette, så er jeg bange for, at vi ikke bliver hørt uden for denne kreds. Vi er glade for at vi publicerer hinandens artikler  i vores egne journaler og nyhedsbreve; men vi har svært ved at komme i "andre" journaler - journaler for "de andre". Selvom ideer promoverer sig selv, så sker det kun i det meget lange løb, og det er måske allerede for sent.

Tilsvarende må vi indrømme, at vi ikke producerer seriøse empiriske, beskrivende, positive socioøkonomiske analyser. Det fremherskende er brudstykker af partielle analyser og overfladiske normative ideologiske skrifter. Det som mangler er ufravigelige (non-deklaratoriske) tekster, en dyb "anatomi" af den nuværende situation.

Det ville glæde mig, hvis jeg tager fejl. Det ville glæde mig, hvis det viste sig at kapitalismen var så robust, at der ville blive rettet op på al dette. Selvom det vil ske til sidst, vil det sikkert ikke ske spontant. Hayek argumenterede korrekt, at "frihed kan ikke vare ved med mindre hver generation gen-bekræfter og igen lægger vægt på dens værdi". Nu er det vores tur. Vores generation og vores børns generation må gøre det. Og vi skulle begynde med at gøre det, før det er for sent.

Václav Klaus, Mont Pelerin Society General Meeting, Prague Castle, Prague, September 7, 2012.

Oversættelse fra engelsk til dansk: Kristian Kragh.

Kilde: