Man kan gå så frygtelig galt i byen. Og så ville man bare gøre det så godt. Min kone Lisbeth og jeg var i 1991 inviteret til Toropets – én af Ruslands tusindvis af småbyer. Langt fra alfarvej, men beliggende midt i det russiske kærneland. Let nok at finde – ligeud hele vejen, næsten da. Fra Skt. Petersborg vælger man i bil retningen mod syd, mod Kiev. Efter 500 km drejer man til venstre ind på Moskva-Riga vejen. Og efter nok en 200 km drejer man igen til venstre ad første asfalterede vej. Så kommer man efter en rum tid ind i Toropets. Der har den historiske kvalifikation, at den i Middelalderen har huset nordiske vikinger.
Efter mange timers kørsel ankom vi – lidt trætte og nussede. Modtagelse i viceborgmesterens privathjem, hvor en række af byens spidser var samlet. Det var jo ikke hverdagskost at få besøg fra udlandet. De havde ventet en rum tid. Ankomsttidspunktet var af oplagte grunde lidt svært at beregne, og mobiltelefoner var noget, der endnu hørte en uvis fremtid til.
Vi blev bænket omkring det for længst dækkede bord, dernæst pæne velkomstord, overstrømmende venlighed og glæde samt udveksling af gaver. Og her kommer jeg endelig til denne lille histories pointe. Med hensyn til gaver - lad være med at tænke i danske baner, når man er i udlandet. Traditionelle værtindegaver, der for os er udtryk for dansk hygge og derfor oplagte som f.eks. stearinlys og servietter er ikke lige sagen. Begge ting kan opfattes som et tilskud til familien i en mangelsituation, som ingen ønsker at blive mindet om - og da slet ikke fra vildtfremmede gæster.
Stearinlys har oven i købet en dobbelt signalværdi: De hører i en russisk sammenhæng primært til i kirken - der har de en ganske bestemt funktion. Men som gave antyder de desuden, at værten lider under mangel på lyskilder. Det samme med servietter – ville vi mon antyde, at værtsfolkene ikke havde noget til at tørre sig om munden med?
Da vi dernæst nævnte, at vi da godt kunne tænke os at skrive nogle artikler om besøget til danske medier, blev der meget stille omkring bordet. Mistænksomheden var til at skære i. Hvad kunne disse vildtfremmede vesterlændinge ikke finde på at skrive om deres by, som vore værter selvfølgelig godt vidste ikke materielt stod mål med Vesten? Der skulle en række tillidskabende foranstaltninger til, før den gode velkomststemning vendte tilbage. Men det lykkedes. Vort kendskab til russisk var i denne forbindelse ikke uden betydning.
