Danskerne har tilsyneladende ikke reageret negativt på, at Venstre i den seneste uge har været i kritisk søgelys og under et voldsomt politisk pres som følge af den dramatiske udvikling i den såkaldte skattesag, der skal kulegraves af en undersøgelseskommission.
Ifølge en dugfrisk meningsmåling fra Gallup ville Venstre med en opbakning fra 31 pct. af vælgerne blive landets suverænt største parti, hvis der var valg i dag, og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ville også kunne danne en ny borgerlig-liberal regering, hvis danskerne skulle til stemmeurnerne inden jul.