Væk med erhvervsstøtten - ned med erhvervsskatterne

LEDER: Ved at fjerne erhvervsstøtteordninger for 24 mia

Ole Birk Olesen,

04/08/2010

LEDER: Ved at fjerne erhvervsstøtteordninger for 24 mia. kr. kan man finansiere en sænkning af selskabsskatten fra 25 procent til 9 procent. Det har tænketanken CEPOS udregnet. Jamen, det er da bare om at komme i gang. Hvad venter det regerende VKO-flertal mon på?

Lave generelle erhvervsskatter er helt indlysende mere befordrende for den økonomiske vækst i Danmark end tilskud til bestemte industrier, som politikerne enten synes fortjener lidt hjælp, eller som de - med det moderne managementsprog, som nutidens folkevalgte benytter sig af - har udpeget som "fremtidens vækstmotorer".

Politikere har ingen som helst anelse om, hvilke virksomheder der med et skud offentlig støtte vil udvikle sig positivt og gøre Danmark til et velstående land. Oftest er deres beslutninger om, hvem der skal nyde godt af skattekroner, end ikke rodfæstet i et ønske om at skabe vækst, men handler alene om at skrabe stemmer sammen via alliancer med bestemte vælgergrupper, herunder dem der tror, at vore politikere kan redde landets økonomi ved at kaste om sig med skatteydernes penge, blot fordi det føles rigtigt.

Det siger sig selv, at ingen gør sig så stor umage med at investere klogt som den, der gør det med sine egne penge. En politiker med hånden nede i skatteydernes lommer er kun en sølle erstatning for den gennemsnitlige private investor. Derfor: Hænderne op, og skatterne ned. Også erhvervsskatterne.

Kilde: