Den egyptiske befolkning, der kom ud i milliontal den 30. juni 2013 og væltede de religiøse fra magten fire dage senere, forårsagede at USAs administration gik glip af en kæmpe
mulighed.
De underminerede USAs plan om kraftigt at støtte politisk islam, som de har gået og drømt om siden firserne.
Analytikere er forvirrede over denne tvivlsomme konvergens da Amerika stadig lider under, og bekæmper terrorisme, som er skabt af den politiske islam.
Verden husker stadig hvad Amerika har gjort i Afghanistan og Irak.
Men USA har mistet sin indflydelse i Det Muslimske Broderskab indenfor landene
af det arabiske forår, især i Egypten, efter at det lykkedes at plukke frugterne af disse revolutioner. En særlig fil blev forberedt og blev tildelt John Carson (*) i et forsøg på at få USAs plan til at lykkes denne gang.
Planens øjensynlige formål var at tæmme det egyptiske og arabiske folk til at acceptere USAs rolle, og uden fjendskab mod Israels plan vedrørende det palæstinensiske spørgsmål. Dette i mod at muliggøre Det Muslimske Broderskabs gruppe styre i Egypten, og drage fordel af de islamiske bevægelser iver for at komme til magten.
Det Muslimske Broderskab slugte maddingen, for at styrke deres egen pragmatiske
kurs, mens naivt at tro, at den amerikanske venlighed var grundet opdagelsen af
islams fredfyldthed.
Inden da havde vi set, hvordan den amerikanske regering støttede Det Irakiske Islamiske Partis, (Muslimske Broderskabs) deltagelse i den politiske proces imod ønskerne fra den pan-arabiske gade, støtte indførelsen af det Syriske Muslimske Broderskab i oppositionsalliancen og danne et tæt bånd med Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i Tyrkiet, der er en afgrening af Det Muslimske Broderskab.
Planens kerne er meget mere vidtrækkende i sine konsekvenser, end hvad Mubaraks
regime var, som kostede den amerikanske regering dyrt at opnå den militære balance i regionen.
Og også i forhold til det som blev tilbudt af Mubaraks regime til fordel for USA og Israel , som blev nogle gange beskrevet som afpresning.
Denne ordning er også kompatibel med visionen om de islamiske strømninger, der modsætter sig den nationale identitet og nationalisme, og samtidig skubber landene mod en islamisk stat eller khalifat.
Denne plan vil ikke koste den amerikanske regering en masse andet end at overvåge begivenhederne i den arabiske region efter at være fanget i en kurv med én vision, og dermed kan de observere, hvad der vil ske, når man kæmper mod islamiske kræfter langs sekteriske, ideologiske og partipolitiske linjer i forfølgelsen af religiøse islamiske projekter der når den nationale dimension, endsige den endelige kamp mellem sunni lejren og den shiitiske lejr, der vil føre til afvikling og konsumption af magt i regionen, og som skal nå amerikansk dominans i regionen uden materielle omkostninger og besvær.
Der er intet tydeligere for planens forventede effekter, end hvad vi har set fra de alvorlige konsekvenser i Irak, og hvad vi ser ske i Syrien nu.
Derfor finder vi masser af tøven i beslutningsprocessen af den amerikanske administration efter 30. juni demonstrationerne i Egypten og efter afsætningen af præsident Mursi ved folkets hænder med hjælp fra hæren. Så meget tøven, at den amerikanske administration stadig tøver med at kalde de egyptiske begivenheder et militærkup eller en folkelig opstand.
Denne gang mistede den amerikanske administration muligheden for at lykkes med
sin plan, da den frygter konsekvenserne af en gentagelse af, begivenhederne i Egypten den 30. juni for resten af det arabiske forårs lande og muligvis i hele regionen.
(*) John Carson: begyndte at dukke efter den egyptiske revolution, på Præsident
Obamas højre side og er afhængig af frivillige for indsamling af information.
