I Danmark har venstrefløjen tendens til at bruge USA som skræmmebillede på det liberale samfund: Det gælder bare om at rage til sig og landet styres af griske og magtliderlige mænd (især under Bush).
Jeg er 21 år og har selv boet to år i USA og oplevet det på godt og ondt. Første år som 16 årig på High School hvor jeg følte noget af det stærkeste fællesskab i mit liv. Holdånden og stoltheden over den skole man var tilknyttet var helt unik og i mit tilfælde Fullerton High i Californien. Ligeledes var åbenheden, høfligheden og venligheden jeg oplevede generelt hos mennesker lamslående i forhold til hjemme i Danmark. Jeg kunne mærke at folk var mere tilknyttet hinanden derovre og satte ære i, at have et stærkt netværk som man selvfølgelig behandler godt.
De netværk var institutioner som: Familien der går op i at børnene klarer sig godt i skolen da man uden uddannelse ikke får meget rådighed i fremtiden. Man er afhængige af hinanden og står ligeledes til ansvar når det går et familiemedlem dårligt. Kirken kan amerikanere rigtig godt lide at have noget til fælles i. Denne samling af mennesker er der ikke kun for at prise Jesus men også for at pleje de relationer de har. Er man tilknyttet en kirke er der oftest indsamlinger og folk der stiller sig til hjælp hvis man skulle miste sit job el. lign. De passer på hinanden for det er hinanden de har til at passe på sig selv.
Det samme stærke fællesskab oplevede jeg, som tidligere nævnt; i skolen hvor man ikke er ”låst fast” i klasser med de samme mennesker år efter år men har hver time med nye mennesker. På den måde var det som at skolen, på 2700 elever, var en stor klasse og at ens netværk ikke var bestemt på forhånd af den klasse man tilfældigvis havner i. Her ligger fællesskabet i de institutioner der er på skolen hvor jeg bl.a. løb Cross Country på et hold, (vi var ”The Indians”) men også gennem de venner og bekendtskaber man gjorde sig hvor alle er tilknyttet på en eller anden måde ved at man kender en som kender en.
I 2010 efter HHX tog jeg tilbage til Californien for at få et sabbatår inden universitet. Der oplevede jeg at arbejde til 8 dollars i timen på Starbucks – en løn der ikke lyder af meget men med lave forbrugerpriser er balancen god nok til at man kan have et sted at bo og få mad at spise. Jeg startede, som mange andre på min alder jeg mødte, en lille privatvirksomhed op og tog 30 dollars i timen for at hjælpe folk med deres computerproblemer. Det udviklede sig til at jeg lavede et stykke arbejde for lokalavisen i Fullertons udgiver som tilbød mig en gratis annonce i avisen i stedet for kontanter, hvilket jeg takkede ja til.
Det førte til en mangedobling af indgående opkald vedrørende jobs hos private; mest den ældre del af befolkningen. I mellemtiden agerede jeg huspasser når folk tog udenbys og skulle have deres dyr passet og fik lidt lommepenge sådan. Jeg var også så heldig at kende et par byrådsmedlemmer igennem min far, som i øvrigt er amerikaner, hvem jeg fik lov at lave noget dataindtastning til 10 dollars i time for.
Jeg mødte senere, igennem venner fra min High School tid, en fyr der havde sit eget lille hjemmefirma hvor han installerede og solgte elektronik til private. Han havde dog ikke så meget styr på computere og havde heller ikke en bil, det havde jeg til gengæld så vi slog os sammen.
Nu er jeg hjemme i Danmark og læser på CBS. Jeg kommer ikke fra en akademikerfamilie og ville ikke have haft råd til at studere på et universitet af samme kaliber hvis det havde været i USA. Heldigvis har vi gratis uddannelse i Danmark og jeg er lykkelig over, at man ikke er begrænset af den baggrund man måtte have, men at alle kan vågne op hver dag med tanken om at alt kan lade sig gøre. Det er værdigt for et moderne samfund i mine øjne, men jeg hører tit fra mine venner (og i medierne) hvordan det er helt til grin at det i USA er gået så galt med priser for uddannelse og efterfølgende studiegæld så det kun er de rige der kan komme frem og alt det grundet den liberalistiske model de har.
Det er også helt sandt at det er til grin og jeg har arbejdet med en pige der arbejdede fuldtid på Starbucks fra 5 om morgenen til middag og tog i skole om eftermiddagen. Hun bor hos sin mor da pengene hun tjener, går til betaling til det ”community college” hun går på – ”Community colleges” der ellers var ment som den ”normale” borgers alternativ til de dyre private universiteter. De koster nu en betydelig sum penge og mange kommer i økonomisk i klemme alligevel.
Sådan behøver et liberalistisk samfund ikke at være. Vi skal ikke nødvendigvis være ligesom USA.
Det kan godt lade sig gøre at beholde de nødvendige kerneydelser som sundhed og hjælp til handikappede samt pleje til de ældre, og derefter lade folk være mere afhængige af hinanden end af staten. Det er når vi bliver afhængige af hinanden at bånd imellem styrkes.
Jeg får også tit argumentet at det ville være latterligt at fjerne kontanthjælp da folk bare vil begå kriminalitet i stedet og at vi ville ende i Chicago tilstande – som det jo ses i USA.
Det folk glemmer, tror jeg er at USA består at 350 millioner mennesker hvor langt den største del af befolkningen er indvandrere. Det er ikke en samlet nation som sådan men består af utroligt mange forskellige interesser og slags mennesker. Nogle demoraliseret af tidligere tiders forbrydelser imod deres folk så som de sorte og slaveriet i USA, men også mexicanske flygtninge der kommer illegalt til landet fra en baggrund med fattigdom og kriminalitet i det narkokartel-styrede land.
Men den værste af alle beskyldninger jeg har hørt fra venstrefløjen i Danmark, (og i øvrigt den jeg hører oftest) er påstanden om den frie kapital der fører til grådighed og dræber næstekærligheden. ”Lige børn leger bedst.”
Jeg mener det er lige omvendt. Folk i Californien var, set med mine briller, tilbøjelige til at dele ud af deres eget, betale for maden når man er ude, give tjeneren lidt ekstra hvis han har gjort det godt, holde døren for en når man går bag dem, sige hej til hinanden på gaden og ikke mindst lave frivilligt arbejde. De fællesnævnere synes jeg er sværere at placere på os danskere hvor næstekærligheden er systematiseret.
Jeg mener også at børn leger bedst hvis de ikke er tvunget lige. At tvinge mennesker til kun at kunne beholde et begrænset antal midler til at udleve deres drømme fordi folk der ikke kan selv skal have dem, tror jeg virker demoraliserende og i stedet for at give muligheden til at kunne inspirere hinanden ser man sig sure på hinanden og ”de rige svin” i stedet. Det virker i Danmark som om at hvis man ikke kan få sig et arbejde i Netto, kan man ikke tage sig af sig selv og bliver derfor nødt til at få hjælp af staten i stedet for at lede af nye veje.
Kapitalismen er hvad man gør den til. Der vil altid være frivilligt arbejde og organisationer man kan støtte for at hjælpe andre. Næstekærlighed bør ikke være et statsanliggende. Som forbruger har man også et ansvar for hvilken kapital man støtter. ”Target”, et supermarked derovre, giver 5 % af deres omsætning til støtte og udvikling af lokale projekter – så kan man jo vælge at handle dér. Man kan ikke erklære sig for næstekærlig ved at sætte et kryds hos nogle der tager noget fra nogle andre og giver det til nogle tredje. Når næstekærligheden får et ansigt på og bliver personlig igen kommer taknemmeligheden og glæden tilbage i samfundet.
Lad os komme hinanden ved.
