Ung kandidat vil have hus til unge: Pengene vil han finde, når han er blevet valgt

Morten Nielsen fyldte 18 år i oktober

Ole Birk Olesen,

16/11/2009

Morten Nielsen fyldte 18 år i oktober. Her i november er han kandidat for de Radikale ved kommunalvalget i Holbæk, og det kan han sagtens, sin unge alder til trods - ungdommen er nemlig netop til hans fordel, mener Morten Nielsen.

"Jeg vil gerne arbejde for, at de unge bliver hørt, og at der kommer mere fokus på de unge i Holbæk. Der er jo noget kriminalitet, og det skal forebygges, så der ikke ryger flere og flere unge ind i det. Det mindste, man kan forlange, må være et sted til de unge, hvor de kan være i deres fritid, og hvor de kan hygge sig sammen og få et sammenhold i den her kommune," siger Morten Nielsen til 180Grader.dk.

Har I ikke både idrætshaller og ungdomsklubber i kommunen?
"Jo, ude i lokalområderne, men der er ikke ét stort sted, hvor de unge kan være om fredagen og efter skole. Det har der været, men det er blevet nedlagt."

Hvorfor blev det nedlagt?
"Jeg tror, det var fordi, der skulle spares nogen penge, og fordi der ikke var nok, som brugte det. Men det var måske også en forkert form for sted. Nu er jeg lige begyndt i gymnasiet, og der er ikke noget for folk på vores alder. Der er forskellige caféer, men der er ikke steder, hvor man kan være ung sammen med de unge. Så kunne man også tilknytte nogen SSP-konsulenter til stedet, som kunne stå for det og være der sammen med de unge, så de kunne snakke med dem og sørge for, at de ikke røg ud i kriminalitet. Lige nu sidder de unge oppe på stationen, og de laver ingenting, og så kommer der måske nogen rockere eller et eller andet forbi, og så begynder de at lave hærværk på stationen og lave kriminalitet."

Hvor skal pengene komme fra til det ungdomscenter med SSP-konsulenter og det hele?
"Det er jo lige spørgsmålet, for vi har en svær økonomisk situation, men jeg mener jo så, at det må være en investering i fremtiden, for hvis vi ikke gør noget nu, så laver de bare mere og mere hærværk, og så skal vi betale for at få det repareret igen."

Men pengene skal vel alligevel findes, selvom det er en investering?
"Jo, men nu har jeg ikke været i byrådet før, så jeg ved ikke, hvordan de forskellige penge er fordelt. Men det er noget, jeg vil begynde at kigge på, hvis jeg bliver valgt ind. De må kunne findes et eller andet sted, men jeg ved ikke nu hvor. Jeg er jo ikke på den måde inde i sagerne, fordi jeg ikke har været der før. Jeg ved ikke, hvordan de bruger de forskellige penge, men jeg vil arbejde på at finde ud af det, hvis jeg bliver valgt."

Har du nogensinde tænkt på, om du måske er for ung til at gå ind i politik?
"Nej, det synes jeg sådan set ikke. Valgretsalderen er jo 18 år, og der er jo en grund til, at man har sat den der. Og jeg har tænkt det igennem, også fordi jeg lige er begyndt på gymnasiet. Demokratiet skal jo også være repræsentativt."

Meningen med et demokrati er vel, at borgerne kan vælges ind og påvirke systemet med deres holdninger. Kan man ikke frygte, at du er så ung og modtagelig, at det i stedet bliver systemet, der påvirker dig med dets holdninger?
"Nu har jeg jo været medlem af partiet, siden jeg var 13-14 år, så jeg har fået dannet mig nogen gode holdninger. Og jeg går jo sammen med unge hver dag, så jeg ved, hvordan det er at være ung, også selvom jeg fremover måske skal bruge mange timer på byrådsarbejdet. Men selvfølgelig, jeg kan ikke afvise det, for jeg har jo ikke prøvet det før," siger Morten Nielsen til 180Grader.dk.

Kilde: