I en tid, hvor en bramfri blogger med pseudonymet Bitterfissen Bethany får speltbrødet til at hæve forkert på Østerbro, og hvor der afsættes hundredevis af millioner til tvivlsomme afrikanske modtagere for at sende signaler om, hvor gode og ordentlige vi er, må man undre sig over bornetheden og iveret for at fremstå som (ikke nødvendigvis "være") Det Gode Menneske.
Hvad enten det så kommer til udtryk i ens skalten og valten med andres penge, eller offentlig opposition til en blogger, der sætter fingeren på det ømme punkt og hykleriet.
På 180grader.dk forlader en kolerisk kommentarmager foretagendet, og debatten drejer sig straks om, hvor upassende det er, at der findes indlæg af brugere, der skriver under pseudonym. Uha, det kan vi ikke have.
Men hattedamer af begge køn, "anstændige" borgerlige, socialliberale med radikal selvcensur :
Fuck jer og fuck jeres "tone"!
Nej, nu må vi be' om vores himmelblå! Hvad er det dog for et sprog?
Det skal jeg sige jer:
Ytringsfriheden og herunder kritikken af det bestående magthaveri, den fremherskende diskurs eller overfølsomme mimoser forklædt som religiøst praktiserende overlever kun, såfremt den kan få lov at være anonym.
Og det er ikke noget, jeg lige render rundt og finder på, fordi jeg har taget et almindeligt dansk efternavn som pseudonym her.
I 1960 skrev Judge Black i dommen i sagen Talley v. California:
Persecuted groups and sects… throughout history have been able to criticize oppressive practices and laws either anonymously or not at all.
Netop.
Jeg vil gentage, og jeg kommer til det igen:
Kritikken af anonyme debattører eller pseudonymbærende debattører i den offentlige debat fungerer udelukkende som mundkurv. Hvis nogen afviger for meget fra mainstream, kan man lukke munden på dem ved at true med at påføre fysisk, social eller økonomisk skade på dem.
Det kvæler debatten, og det er dødsensfarligt.
For at citere en favoritdebattør (der også bærer pseudonym):
Smukke ord er ikke altid sande - og sande ord er ikke altid smukke.
Deal with it.
