"Una grande idea" må være italiensk for "Send mere støtte"

Den Europæiske Central Banks (ECB) direktør Mario Draghi har idag barslet med sin "grande idea" til løsning af krisen i Euro-landene: Han vil start...

_slettet_bruger_1212

07/09/2012

Den Europæiske Central Banks (ECB) direktør Mario Draghi har idag barslet med sin "grande idea" til løsning af krisen i Euro-landene: Han vil starte et program for støtteopkøb af statsobligationer i de nødlidende europæiske lande (Grækenland, Spanien, Italien, Irland, Portugal er de åbenlyse kandidater). Blot rygterne/forventningen førte allerede til markante fald i renterne på spanske statsobligationer ved deres auktion i starten af september.
ECB har erklæret at programmet bliver implementeret på en måde, der "steriliserer" markedet for effekter pga. en stigende pengemængde. Ideen bag det er at ECB vil undgå de inflationære tendenser i forbindelse med trykning og uddeling af store mængder af nye penge.

Mario Draghi har endda udtalt om programmet

... there would be no limits on the size of bond purchases.

Kilde: BBC.

1. Programmet er designet til at yde støtte til de økonomisk svage lande i EU, så hvor kommer denne støtte reelt fra?
2. Hvilke andre konsekvenser kan programmet forventes at have på de europæiske økonomier?

For at besvare disse spørgsmål må man se lidt på hvordan programmet er strikket sammen:
A. ECB opkøber statsobligationer.
B. ECB skal bruge penge til at finansiere punkt A, men må ikke blot trykke flere Euro til at betale, så
C. ECB udsteder deres egne obligationer med sikkerhed i ECBs midler og reserver.
D. Obligationerne fra punkt C sælges på markedet (tænkt primært i EU) i konkurrence med alle de øvrige (statslige) obligationer.

Konsekvensen af dette er at ECB er gået fra at alene trykke penge til at udstede obligationer med sikkerhed i ECBs reserver, som ifølge US Debt Clock.org inkluderer verdens 12. største beholdning af guld. Guld, som er garanteret ved at ECBs medlemslande har forpligtet sig til at yde den relevante støtte til ECB. Ifølge Wikipedia.org er det dog verdens største samlede guldreserver, men igen opnået ved at summere medlemslandenes individuelle beholdninger.
Med andre ord må det forventes at obligationerne udstedt af ECB denomineret i Euro vil være de sikreste obligationer i Euro-zonen. Det vil de være, for med ECB er investor sikret at få sine Euro igen - ECB kan jo bare trykke dem. I modsætning til fx. investorerne i de græske statsobligationer, som måtte tage nogle tab i forbindelse med restruktureringen af den græske statsgæld i foråret. Der mistede investorerne mellem 50 og 110 mia. Euro.

Følger man den traditionelle keynesianske skole inden for økonomi, så er svaret på spørgsmål 1 klart: Støtten kommer fra de "ansvarlige" europæiske økonomier (Finland, Tyskland, Holland og til dels Danmark), der nu igennem ECB tvinges til en meget upopulær "støttepakke". Min forventning er at alle de ansvarlige landes regeringer har erkendt at de aldrig ville opnå genvalg, hvis de selv gennemførte en sådan pakke i disse tider, men en sådan pakke gennemtvunget via ECB kan politikerne jo benægte at have støttet - desværre blev de så stemt ned af de andre landes repræsentanter.
Så udover regionsstøtten, sektorstøtten, landbrugsstøtten og de ca. 700 andre former for til støtte til den økonomisk impotente del af europa skal vi nu huske at nævne ECB-støtten til disse lande.

Under keynesianske antagelser er spørgsmål er lige så let at angive de relative konsekvenser på:
I: Renterne på de statslige obligationer i de svagest stillede lande vil falde.
II: For resten af Europa gælder at der nu findes et sikrere alternativ til statsobligationer udstedt af de ansvarlige landes regeringer: Nemlig obligationerne udstedt af ECB.
III: Så renterne på de ansvarlige landes statsobligationer kan forventes at stige. Hvor meget renterne vil stige i Finland, Tyskland og Holland (og dermed forventeligt også i Danmark) er et åbent spørgsmål. Men ECBs intervention vil mindske (eller helt fjerne) den eneste fordel som de ansvarlige lande (og Danmark) hidtil har haft af krisen: De lave renter.
IV De højere renter vil føre til lavere økonomisk aktivitet i den ansvarlige del af Europa, da investeringerne vil falde, og dermed højere arbejdsløshed - også i Danmark.

Med andre ord kan der for Danmark forventes et decideret "kick-stop".

Fra et liberalt synspunkt er ECBs program en overstatslig omfordeling af kapital inden for Europa vha. tvang. ECBs program vil flytte kapital ud af hænderne på de ansvarlige opsparende europæiske nationer for at kaste det i grams hos de overforbrugende europæiske nationer. Denne ikke-markedsbaserede omfordeling af ressourcer vil få konsekvenser for de ansvarlige landes økonomiske muligheder.
Med andre ord kan vi se frem til at (igen, igen) betale regningerne for overforbruget i udvalgte europæiske lande pga. vores ansvarlighed.

Jeg håber at din espresso, café solo, irish coffee eller græske kaffe smager dig, for den er så afgjort på vej til at smadre din økonomi. Værs'go at skylle efter.

Kilde: