Ugen der gik

Øzlem var på banen igen med tørklæder, ligeså var Hotbuns med nye arbejdspladser sikkert inspireret af Hooters fra USA.

Der var også lige et par headlines der i sin helhed drejede sig om hvad staten gør ved forældre der ikke kan enes, hvad staten gør ved børnechecks og andre ydelser der fosser ud af riget.

Og nåh ja så fik vores alle sammen Statsminister lige et nyt statssponsoreret medlem af offentlige ydelser, der garanteret ikke planlægger at betale skat ”hjemme” hvor han hører til.

Jeg tilhører selv den hykleriske del af befolkningen, fordi jeg elsker kvinder i Hotpants og er egentlig ligeglad med tørklæder, begge dele er folks egen sag for mig, og så er jeg oven i købet lykkeligt langtidsgift med den samme kvinde, som jeg absolut ikke tvinger til noget som helst, fordi jeg har erfaret at uden tvang elsker hun mig endnu mere.

Jeg er også lidt Macho fordi jeg har i væsentlighed tjent de fleste penge, til gængæld har min kone og partner i væsentlighed taget sig af det meste derhjemme, og det har faktisk fungeret.

Hvis min kone havde valgt at tage Hotpants på når jeg kom hjem, ville det så absolut have stimuleret mine kønsdrifter, uanset hvad hun eller måtte have haft på uden for hjemmet inklusiv tørklæde.

Min pointe er at statens forargelse personifiseret ved hende der SU formanden, eller normer er mig så uendeligt ligegyldigt, friheden til at vælge er til gængæld vigtigt.

For de fornærmede kan jeg dog også nævne at jeg gør hvad jeg kan for at være tiltrækkende for min kone, hvilket hun er god til at retningsgive.

Ironien i min bog er når feminister som SU Formanden er forarget over det vidunderlige Hotbuns koncept der skaber arbejdspladser for dejlige piger, samtidigt med Øzlem prædker for slør og ingen brystholder, to modsætninger som staten bare burde holde sig fra at kaste skatteyderpenge efter.

Øzlem vil legalisere tørklæde, SU formanden vil rase mod hotpants, and I dont give a shit................ bortset fra mine skattepenge går til at holde disse individder i live.

Nu er vores alle sammen Chef HTS pludselig villig til at lade børnene og sig selv fotografere i et kærligt øjeblik, konstrueret til at bilde de Walistiske stakler ind at de er en familie.

DVS en omvendt Thorning i forold til hendes Danske liv, hvor familie, skatter og børn er bandlyst.

Mest imponerende er dog folkets trang til at omfavne enhver sølle skæbne, hvilket må give selv den mest skeptiske liberale kuldegysninger, nemlig de mindrebemidlede skæbner der involverer børn.

Nej her må det stoppe siger mange, og her må staten gribe ind.

Glem det man kan ikke lovgive udulighed, lad politiet klare dethvis de ikke har for travlt med at lave fartbøder.

Og dered gik en uge til

Kilde: