Man skal høre meget før ørene falder af. I aftenens udgave af 'Lykketoft og Ellemann' på TV2NEWS kom vores tidligere udenrigsminister Uffe Elleman Jensen med følgende sensationelle udtalelse:
"Der er grænser for, hvad man kan spørge vælgerne om i et repræsentativt demokrati ..."
Udtalelsen faldt i en samtale omkring de fallittruede sydeuropæiske lande, Tysklands rolle og euroens fremtid. Den iøvrigt helt fortrinlige Martin Krasnik spurgte ind til, om ikke den tyske befolkning skulle spørges direkte om, hvorvidt deres land skal blive ved med at holde hånden under de (inkompetente, min kommentar) truede lande Portugal, Spanien og Italien.
Udtalelsen, der faldt som spontant skidt fra en spædekalv og uden en anelse af ironi, men med dyb, dyb alvor, siger alt om den magtfuldkommenhed og arrogance, der gennemsyrer det europæiske politiske aristokrati. Selv om Uffe er emiritus, så dækker hans fortalelse (?) nemlig fuldstændig parnassets holdning. Kogt ind til det sørgelige suppeben. Vi vælgere er ganske enkelt for dumme. Ikke at denne opfattelse kommer som en overraskelse for mig. Historien taler for sig selv. Det sensationelle i udtalelsen er, at Uffe endelig sagde det offentligt.
Det kræver ikke videre omtanke at konkludere, at de europæiske demokratier er døende. Jeg har endnu ikke et link til udsendelsen, men mon ikke udtalelsen snart er at finde på youtube og i pressen!