Hvad gør man i Vesten, når en hel befolkning vender ryggen mod et diktatorisk regime og skriger på demokratiske reformer, når regimet har været i stand til at sikre en vis portion fred i Mellemøsten i over 30 år og samtidig har sat en effektiv stopper for en usund islamisering af Mellemøstens folkerigeste samfund?
Ja, svaret er ikke lige til, men ikke desto mindre melder både USAs præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton samt EUs udenrigsministre ud, så diplomatisk, man nu kan, at det ikke er Vesten, der skal give mandat til Mellemøstlige regeringsledere, men at dette mandat til en hver tid skal gives af de enkelte lokalbefolkninger.
Som liberalist er jeg i tvivl og dybt splittet. Hvilket menneske kan retfærdiggøre Hosni Mubaraks tilstedeværelse, hans undertrykkelse af et helt folk og hans ustoppelige korruption og anti-demokrati? Det kan kun et menneske, som sætter udenrigspolitisk “sikkerhed” og Mellemøstlig stabilitet over krænkelser af menneskerettigheder, og hvem i al verden vil af sin frie vilje tale imod demokratiske reformer, retssikkerhed og kampen for menneskerettigheder?
På den anden side, hvem kan så acceptere en mulig ekstrem islamisering af Mellemøstens folkerigeste samfund? Kan vi som borgere i Danmark og i den frie verden tåle et nyt Nord-Korea? Et nyt Iran? Kan vi ikke som samfund blive nødt til at gå på kompromis med vores frihedsværdier og demokratiopfattelse, når disse værdier muligvis vil betyde skabelsen af et nyt islamistisk knudepunkt, hvori befolkningen ikke samles under værdier som ligestilling, demokratiske- og økonomiske reformer samt respekten for menneskerettigheder, men samles under hadet til et blasfemisk Vesten og ønsket Sharialovgivning?
Verden kan ikke altid ses i farverne sort og hvid. Liberalistisk eller kommunistisk. Nogle gange bliver man nødt til at stoppe op for at studere detaljerne i maleriet, finde nuancerne samt acceptere visse gråzoner i vores verdensbillede.
Som borger i en fri verden støtter jeg af principielle årsager enhver borgers kamp mod et uretfærdigt styre og enhver borgers kamp for retfærdighed. Men når regimet, visse borgere kæmper imod, til en vis grad kan hjælpe med at stabilisere en hel region, og en særdeles ustabil én af slagsen, så har vi en situation, hvor vi bliver nødt til at vægte maleriets nuancer på en ganske speciel vægt.
Jeg er slet ikke i stand til at foretage en udenrigspolitisk vurdering af det bedste ståsted rent politisk; skal man støtte folkets krav og tillade en mulig og ganske usund islamisering, eller skal man dæmpe kritikken og håbe på Mellemøstlig stabilitet?
Hvad jeg derimod kan sige er, at verden ikke kan ses som et sort-hvidt billede, hvor gråzoner ikke findes og hvor nuancer aldrig har eksisteret. Sort-hvide billeder er jo netop så specielle, fordi teknikken vender ryggen mod farverige variationer, kun fokuserer ensidigt og begrænser tolkningen af det udtrykte, og det er måske det vigtigste jeg kan bidrage med i denne Egypten-debat; at lade folk huske på, at rent sikkerhedspolitisk er Mellemøsten ikke sort-hvid, men en verden af farver i utallige nuancer.
