I kølvandet på Produktivitetskommissionens Analyserapport over Uddannelse og Innovation, har Uddannelses – og Forskningsministeriet omsider besluttet sig for at samle alle nøgletal over arbejdsløshed og løn på de enkelte studieretninger, og gøre dem tilgængelige i det nye digitale værktøj, "uddannelseszoom”.
Værktøjet har til formål at give studiesøgende overblik over, hvordan dimittenderne klarer sig på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Det sidste års tid, har man i større og større grad belyst det uhensigtsmæssige i at flere og flere unge i stor og stigende grad søger ind på videregående uddannelser, hvor dimittender oplever systematisk arbejdsløshed og lav løn.
Nøgletal omkring produktivitetsniveauet – afspejlet i løn og arbejdsløshedstal – har tidligere været tilgængelig for de studiesøgende. Forskellen på før og nu er minimal. Nu har man blot gjort tallene lettere tilgængelige og mere gennemskuelige.
Derfor undrer man sig over, hvorfor DSF modsiger sig dette værktøj. Yasmin Davali, formand for DSF, argumenterer for, at den øgede gennemskuelighed er et forsøg på at ”presse” de studerende til at vælge uddannelse afhængig af dimmitendledigheden og produktivitetsniveauet. Men er det så ubarmhjertigt, at øge gennemskueligheden til fordel for de studerende selv?
Produktivitetskommissionen har tidligere konkluderet på baggrund af arbejdsløshedsraterne, at selvom der er en stor forskel på arbejdsløshedstallene, har det ikke afspejlet sig i unges studievalg. Det har skyldtes stor dimittendledighed hos særlige faggrupper.
Vi taler ofte om, at der generelt har været en stor arbejdsløshed blandt humaniora relativt til andre faggrupper. Dette skyldes måske, at det også er humaniora der konsekvent har haft den største stigning i dimittender. Eksempelvis har uddannelsesgrupper som ”humanistisk pædagogik” haft en dimittendstigning med 530pct – og ligeledes har den omdiskuterede uddannelse, kunsthistorie, har haft en stigning på 294pct.
Det er ikke sandsynligt, at man får en ekstra ingeniør, kemiker eller medicinstuderende ved at reducere optaget på humaniora. Det er dog tænkeligt, at hvis man reducerer optaget på eksempelvis kunsthistorie – der har en dimittendledighed på over 10pct. – at man ville opleve, at den studiesøgende i stedet vælger traditionelle humaniora fag – som eksempelvis dansk eller historie – hvor at dimittendledigheden ikke er højere end blandt den gennemsnitlige akademiker.
Derfor tangerer Yasmins Davali’s bekymring til at være usolidarisk. Det er ikke synd, at man oplyser om dimittendledighed, produktivitet og lønvilkår, selvom det vil ændre studievalg – tværtimod. Det er synd at lade studiesøgende vælge med hjertet alene – og på et uoplyst grundlag – for at efterfølgende lade dem i stikken, når de skal stå ansigt til ansigt med et arbejdsmarked, hvor de ikke kan imødekomme efterspørgslen.
