Jeg er liberalist.
Det faktum er min base i politik. Det guider min stillingtagen til alle de sager, jeg møder i det politiske liv, og det sikrer, at jeg har en konsistens i mine holdninger og ytringer på tværs af emner.
Nu kan man jo ikke forlange af andre politikere at de bekender sig til liberalismen.
Politik er kamppladsen, hvor forskellige ideologier mødes. Man kan dog forlange, at den enkelte politiker har holdninger, som er konsistente på tværs af emner, og alle politikere på borgen vil da også påstå, at de har netop det.
Men er der virkelig konsistens i den politik, der diskuteres på borgen i disse tider?
Der er to helt grundlæggende dimensioner, der bliver brugt som fundamentet for statslig indblanding af velfærdstatens politikere:
Eksternalitet – Hvis noget er dårligt for samfundet bør det pålægges en skat eller afgift, så vi får mindre af det (eks forurenings effekt på miljøet og rygnings effekt på sundhedsomkostningerne).
Hvis det derimod er positivt for samfundet, bør det subsidieres, så vi får noget mere af det (eks uddannelse, vindmøller, kultur).
Individbeskyttelse – Hvis noget er dårligt for individet, bør det igen pålægges skat, afgift eller forbud (rygning, narko, sikkerhedssele, lejelov).
Hvis det er positivt for individet, skal det igen subsidieres (tilskud til tandlægebesøg, allergimedicin, oplysningskampagner).
9 ud af 10 danske politikere vil, hvis de bliver spurgt, sige, at ovenstående er gode retningslinjer for udarbejdelse af politik.
Problemet med de politikere, der støtter sig op af disse dimensioner, er, at de ikke gør det konsistent.
Lad os tage opbakningen til efterlønnen som er stærkest i de partier, der netop bruger disse dimensioner til at forsvare en stadig mere omfattende offentlig sektor og stærkere stat.
De argumenterer for, at efterlønnen er nødvendig, fordi det er en støtteordning til mennesker, der bliver nedslidt i deres jobs.
Det giver måske mening for den almindelig populist, men sætter man nedslidning i jobs ind på de to dimensioner, kan man se, at nedslidning både har negative eksternaliteter for samfundet og er negativt for individet.
Baseret på den analyse bør en velfærdsstatspolitiker ikke bare gå ind for en afskaffelse af efterlønnen, de bør lave den om til en afgift på de grupper, der bruger efterlønnen, både for samfundets skyld og for individernes skyld.
Man kan ikke have konsistente politiske holdninger og på en og samme tid gå ind for gratis uddannelse, afgifter på cigaretter og efterlønnen.
Når nogle politikere alligevel kan gå ind for alle tre ting, er det selvfølgelig fordi, de ikke baserer deres politik på ideologi eller holdninger, men udelukkende på deres egen interesse for at blive valgt.
Politik er afskyeligt, når det ikke er baseret på holdninger, og alle vælgere, uanset politisk overbevisning, bør stille sig selv det simple spørgsmål:
Har den kandidat, jeg hjælper i Folketinget en fast politisk overbevisning, eller er kandidaten endnu en populistisk pamper, hvis holdninger svinger i takt med sidste meningsmåling?
