Tyrkisk filmhelt sparker til Israel

I Tyrkiet er der omkring 20

xxxxxx Ikke angivet,

09/12/2010

I Tyrkiet er der omkring 20.000 tyrkiske jøder ud af en befolkning på 70 millioner. Undersøgelser har vist, at 92 procent af befolkningen aldrig har mødt en jøde, og at 62 procent ikke ville bryde sig om at bo dør om dør med en.

Det store ukendskab gør det svært for folk at skille den jødiske stats politik fra jøder i almindelighed, og derfor bliver voldsom kritik af Israel nemt oversat til voldsom kritik af jøder. 


 Afgørende i den forbindelse er, hvordan Tyrkiets politiske ledere reagerer i forhold til Israel. Det mærkede redaktionschef Virna Banastey fra den jødiske avis Salom under Israels seneste krig i Gaza for knap to år siden og mens flotillesagen stod på i år.

- Under Gaza-operationen fik vi mange hademail, og der var antisemitiske budskaber og graffiti på murene. Men efter ’Mavi Marmara’-episoden var situationen en anden. Selv om der ikke var tyrkere involveret i Gaza, og selv om tyrkere blev dræbt på ’Mavi Marmara’, var der markant færre hademail.

Forskellen ligger i holdningen hos tyrkiske ledere. Efter ’Mavi Marmara’ understregede de, at tyrkiske jøder er tyrkiske medborgere og ikke israelere. Det er de begyndt at understrege ofte på det seneste, siger han.