Under genopretningspakken, som den tidligere regering sammen med Radikale og Dansk Folkeparti stemte igennem, var der en lille skat der i daglig tale omtales som ”Multimedieskatten”. En skat der rammer, de personer der tager deres arbejdscomputer, mobil eller andet elektronisk udstyr med hjem efter arbejde. Noget flere og flere var begyndt på, da det gav en hvis form for fleksibilitet imellem ansat og arbejdsgiver, afdelingsleder eller chef. Forligspartierne syntes åbenbart ikke det var positivt at man havde mulighed for at arbejde derhjemme, eller blot være til rådighed for ens arbejdsgiver efter arbejde, da de som sagt indførte denne skat, der har været skyld i et fald på 18 % i antallet af hjemmearbejdspladser svarende til 53.000 styk. Skatten er så upopulær at det kun er 9 % der er positive eller meget positive overfor den ifølge
Epinion januar 2011.
Det danner jo et fantastisk grundlag for at afskaffe den. Og ganske ja, for i regeringens første finanslov for 2012 står der at den vil blive afskaffet, til stor glæde for erhvervslivet. Men glæden er
desværre kortvarig for den bliver, i bedste socialistisk stil, blot erstattet af en ny skat, eller rettere, en genindførelse af ”skat på fri mobiltelefoni”, der ligger på omtrent samme sats som multimedieskatten gør: 3000 kr. om året.
Typisk socialistisk vanetænkning. Danmark har brug for nytænkning, for hvis en ting ikke er i vækst er det i opløsning. Vi skal have fjernet alle særskatterne som fx Multimedieskat, iværksætterskat og pensionskat for de har en negativ effekt.
Man har valgt at beskatte usunde ting hårde for derved at få mindre af det, det virker også andre steder. Hvis man beskatter fleksibilitet opnår man mindre fleksibilitet, så er det sådanset
ligegyldigt om det hedder ”Multimedieskat”, eller ”Beskatning af fri mobiltelefoni”. En skat er en skat, og en politikkers vigtigste opgave bør være at sørger for at befolkningen bliver beskattet så lidt som muligt.
Carl Andersen
Chefredaktør Fair Forbud
Læs den også her
