Som bekendt pønser Socialdemokraterne på at fremsætte et lovforslag om tvangsopløsning af virksomheder med under 40% kvinder i bestyrelserne. Der er allerede skrevet mange klummer om hvor forkert forslaget er, og argumenterne imod er mangfoldige. Jeg vil her ikke tærske langhalm på at staten ikke bør blande sig i unødigt i virksomhederne ledelse, ej heller på at det vil være en bjørnetjeneste at gøre ligestillingskampen. Jeg vil i stedet bruge denne korte klumme på at forklare hvorfor forslaget er uhensigtsmæssigt fra et rent matematisk synspunkt. Det lave antal medlemmer i en almindelig bestyrelse gør det nemlig ganske sandsynligt at ligefordelingskravet bliver overtrådt, hvis suppleringen af bestyrelsen virkelig giver lige vilkår til kønene.
Før vi kan komme videre, er vi nød til at fjerne den værste ulighed i forslaget. Hvis vi virkelig ønsker at ligestille, så må det anses for at være lige så uhensigtsmæssigt at mænd er underrepræsenteret som at kvinder er det. Vi bliver derfor nød til at ændre forslaget til at virksomheden skal tvangsopløses, hvis et køn er repræsenteret med under 40% i bestyrelsen. Uden denne ændring, skaber vi kun yderligere ulighed. Hvis den kære læser ikke kan acceptere denne ændring, så kan nedenstående beregninger ændres til kun at give de halve sandsynligheder for tvangsopløsning for det uændrede forslag.
Lad os nu forestille os en virksomhed, der er fuldstændig blind overfor køn; virksomheden vælger simpelthen de bedst kvalificerede personer til bestyrelsen, uafhængigt af hvordan kønnene ellers er repræsenterede i bestyrelsen. Det må siges at være topmålet af ligestilling mellem kønnene, da kønnet slet ikke spiller en rolle. Lad os ydermere gøre det nemmest muligt for virksomheden at opfylde ligefordelingskravet, ved at antage at det er lige sandsynligt at den mest kvalificerede kandidat er kvinde som mand. Hvad er nu sandsynligheden for at Socialdemokraterne vil kræve denne virksomhed tvangsopløst? Det afhænger selvfølgelig af bestyrelsens størrelse, så vi må hellere få nogle tal på bordet.
Lad os sige at virksomheden er middelstor, med en bestyrelse på otte medlemmer. Så opfylder den kun ligestillingskravet hvis der er præcis lige mange kvinder og mænd; hvis der kun er tre kvinder, er de kun repræsenteret med 37.5%. Da kvinder og mænd bliver valgt ind med samme sandsynlighed, er det ligetil at beregne sandsynligheden for at fordelingen ender med at være lige. Det er simpelthen antallet af måder vi kan vælge fire pladser ud af otte, delt med antallet af mulige bestyrelser. Det første er (8 choose 4) = 70, og det andet er 2^8 = 256, hvilket giver os en sandsynlighed for at undgå tvangsopløsning på under 28%. Med andre ord bliver virksomheden tvangsopløst med sandsynlighed 72%. Forslaget vil altså opløse næsten tre ud af fire af vores middelstore, ligestillingsvenlige virksomheder.
Jeg var selvfølgelig ondskabsfuld nok til at vælge det værst mulige antal pladser i bestyrelsen, hvis vi ser bort fra at det slet ikke vil være muligt med en tremandsbestyrelse. Lad os derfor gentage beregningen med Mærsk som eksempel. Mærsk har tolv pladser i sin bestyrelse, og vil derfor have lov til at have enten fem, seks eller syv kvinder i bestyrelsen. Antallet af lovlige bestyrelser er nu (12 choose 5) + (12 choose 6) + (12 choose 7) = 2508, og antallet af mulige bestyrelser er 2^12 = 4096. En ligestillingsvenlig Mærsk vil derfor overleve Socialdemokrater med en sandsynlighed der er lige godt 62%, og blive tvangsopløst med sandsynlighed lige knap 38%.
Nu tænker den kritiske læser nok at jeg har fundet de værste eksempler frem, men faktisk skal en virksomheds bestyrelse helt op på 60 medlemmer for at sandsynligheden for tilfældig tvangsopløsning kommer under 10%. Og her taler vi kun om at bestyrelsen er sammensat og holdt op mod kravet én gang. Hvis vores ligestillingsbevidste og kønsblinde virksomhed skal til at skifte ud i bestyrelsen, så er koen på isen igen. Kønsfordelingen kan nemlig nemt skride, selv ved vores tilfældige ansættelse. Rent matematisk vil enhver sådan tilfældig supplering af bestyrelsen, før eller siden, komme ud i en skæv fordeling, med tvangsopløsning til følge. Det eneste en virksomhed kan gøre, for ikke at blive tvangsopløst på grund af kønsdiskrimination, er at kønsdiskriminere. Man skulle næsten tro at Socialdemokraterne selv havde skruet den catch 22 sammen...
Før vi kan komme videre, er vi nød til at fjerne den værste ulighed i forslaget. Hvis vi virkelig ønsker at ligestille, så må det anses for at være lige så uhensigtsmæssigt at mænd er underrepræsenteret som at kvinder er det. Vi bliver derfor nød til at ændre forslaget til at virksomheden skal tvangsopløses, hvis et køn er repræsenteret med under 40% i bestyrelsen. Uden denne ændring, skaber vi kun yderligere ulighed. Hvis den kære læser ikke kan acceptere denne ændring, så kan nedenstående beregninger ændres til kun at give de halve sandsynligheder for tvangsopløsning for det uændrede forslag.
Lad os nu forestille os en virksomhed, der er fuldstændig blind overfor køn; virksomheden vælger simpelthen de bedst kvalificerede personer til bestyrelsen, uafhængigt af hvordan kønnene ellers er repræsenterede i bestyrelsen. Det må siges at være topmålet af ligestilling mellem kønnene, da kønnet slet ikke spiller en rolle. Lad os ydermere gøre det nemmest muligt for virksomheden at opfylde ligefordelingskravet, ved at antage at det er lige sandsynligt at den mest kvalificerede kandidat er kvinde som mand. Hvad er nu sandsynligheden for at Socialdemokraterne vil kræve denne virksomhed tvangsopløst? Det afhænger selvfølgelig af bestyrelsens størrelse, så vi må hellere få nogle tal på bordet.
Lad os sige at virksomheden er middelstor, med en bestyrelse på otte medlemmer. Så opfylder den kun ligestillingskravet hvis der er præcis lige mange kvinder og mænd; hvis der kun er tre kvinder, er de kun repræsenteret med 37.5%. Da kvinder og mænd bliver valgt ind med samme sandsynlighed, er det ligetil at beregne sandsynligheden for at fordelingen ender med at være lige. Det er simpelthen antallet af måder vi kan vælge fire pladser ud af otte, delt med antallet af mulige bestyrelser. Det første er (8 choose 4) = 70, og det andet er 2^8 = 256, hvilket giver os en sandsynlighed for at undgå tvangsopløsning på under 28%. Med andre ord bliver virksomheden tvangsopløst med sandsynlighed 72%. Forslaget vil altså opløse næsten tre ud af fire af vores middelstore, ligestillingsvenlige virksomheder.
Jeg var selvfølgelig ondskabsfuld nok til at vælge det værst mulige antal pladser i bestyrelsen, hvis vi ser bort fra at det slet ikke vil være muligt med en tremandsbestyrelse. Lad os derfor gentage beregningen med Mærsk som eksempel. Mærsk har tolv pladser i sin bestyrelse, og vil derfor have lov til at have enten fem, seks eller syv kvinder i bestyrelsen. Antallet af lovlige bestyrelser er nu (12 choose 5) + (12 choose 6) + (12 choose 7) = 2508, og antallet af mulige bestyrelser er 2^12 = 4096. En ligestillingsvenlig Mærsk vil derfor overleve Socialdemokrater med en sandsynlighed der er lige godt 62%, og blive tvangsopløst med sandsynlighed lige knap 38%.
Nu tænker den kritiske læser nok at jeg har fundet de værste eksempler frem, men faktisk skal en virksomheds bestyrelse helt op på 60 medlemmer for at sandsynligheden for tilfældig tvangsopløsning kommer under 10%. Og her taler vi kun om at bestyrelsen er sammensat og holdt op mod kravet én gang. Hvis vores ligestillingsbevidste og kønsblinde virksomhed skal til at skifte ud i bestyrelsen, så er koen på isen igen. Kønsfordelingen kan nemlig nemt skride, selv ved vores tilfældige ansættelse. Rent matematisk vil enhver sådan tilfældig supplering af bestyrelsen, før eller siden, komme ud i en skæv fordeling, med tvangsopløsning til følge. Det eneste en virksomhed kan gøre, for ikke at blive tvangsopløst på grund af kønsdiskrimination, er at kønsdiskriminere. Man skulle næsten tro at Socialdemokraterne selv havde skruet den catch 22 sammen...
