LEDER: Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sat miljøminister Troels Lund Poulsen til at finde på konkret politik, der kan hjælpe med at gøre Løkkes 10 drømme for Danmark til virkelighed. Er det mon ud fra en betragtning om, at Troels Lund Poulsen er den bedste mand til at tænke i den slags langsigtede politiske visioner? At han vil være en kapacitet, når visionerne skal sælges til offentligheden bagefter? Eller at han er den eneste minister, der er desperat nok til at tage imod et arbejde, der handler om at holde endeløse møder med Venstre-baglandet og høre dets mening, selvom det er givet på forhånd, at det er statsministeren, som skal bestemme, hvad der til slut skal stå i papirerne?
Vi gætter på det sidste. Som 34-årig historiestuderende har man ikke nogen attraktiv karriere at vende tilbage til, hvis det ikke lykkes en at bevare den politiske. Hvad gør man så, hvis man som ung politiker i fordums tid blev betegnet som et talent, men i dag må konstatere at man hverken som politisk ordfører eller som minister har evnet at gøre en positiv forskel for sit parti? Så agerer man stik-i-rend-dreng for chefen i håb om, at det kan forlænge ens politiske karriere, så man kan holde livet - eller mangel på samme - udenfor Slotsholmen på afstand.
Skatteminister Kristian Jensen fik efter eget udsagn tilbuddet først, men han gad simpelthen ikke. Han formulerer det pænere og siger, at han ikke har tid til det, men som bekendt har man altid tid til det, man gider at have tid til. For Kristians Jensens vedkommende er hans afvisning af tilbuddet derfor også et signal om, at han vil være sin egen mand og ikke vil fedtes for meget ind i statsministerens dagsorden op til næste valg.
Kristian Jensen vil ikke gå ned med Løkkes skib, hvis valget ender med tab af regeringsmagten. Så vil han stå frit, så han kan gå efter at blive kalif i stedet for kaliffen, uden at være unødigt belastet af dennes fiasko.
Vi gætter på det sidste. Som 34-årig historiestuderende har man ikke nogen attraktiv karriere at vende tilbage til, hvis det ikke lykkes en at bevare den politiske. Hvad gør man så, hvis man som ung politiker i fordums tid blev betegnet som et talent, men i dag må konstatere at man hverken som politisk ordfører eller som minister har evnet at gøre en positiv forskel for sit parti? Så agerer man stik-i-rend-dreng for chefen i håb om, at det kan forlænge ens politiske karriere, så man kan holde livet - eller mangel på samme - udenfor Slotsholmen på afstand.
Skatteminister Kristian Jensen fik efter eget udsagn tilbuddet først, men han gad simpelthen ikke. Han formulerer det pænere og siger, at han ikke har tid til det, men som bekendt har man altid tid til det, man gider at have tid til. For Kristians Jensens vedkommende er hans afvisning af tilbuddet derfor også et signal om, at han vil være sin egen mand og ikke vil fedtes for meget ind i statsministerens dagsorden op til næste valg.
Kristian Jensen vil ikke gå ned med Løkkes skib, hvis valget ender med tab af regeringsmagten. Så vil han stå frit, så han kan gå efter at blive kalif i stedet for kaliffen, uden at være unødigt belastet af dennes fiasko.
