Troels Lund Poulsen - et ondsindet, konspiratorisk karaktermord?

Hvad nu hvis det hele er løgn - alle anklagerne mod Troels Lund Poulsen? Manden har aldrig været min kop te, og jeg vil græde tørre tårer, hvis ha...

_slettet_bruger_5455

03/12/2011

Hvad nu hvis det hele er løgn - alle anklagerne mod Troels Lund Poulsen?

Manden har aldrig været min kop te, og jeg vil græde tørre tårer, hvis hans eventuelle muligheder for at blive statsminister skulle være blevet taget fra ham. Jeg har svært ved at se formatet, - som dog trods alt er større end Helle Thornings format.

Men alle anklagerne kunne være totalt forkerte, for man kan faktisk sagtens forestille sig en fundamental anderledes udlægning af handlingsforløbet:

Det berømte B.T. notat viser på særdeles belastende vis, hvorledes Stephen Kinnock bevæger sig på kanten af reglerne for skattepligt i Danmark. Fakta er overbevisende i en grad, at det i sig selv lægger et enormt pres på SKAT for at træde rigtigt.

Og dette notat florerer efter sigende rundt i miljøet, og mange mennesker kan have været i besiddelse af det, herunder den daværende skatteminister, Skatteministeriets departementschef + mange andre - men tilsyneladende ikke de mennesker i SKAT, som skulle træffe en afgørelse i sagen.

Hvis man kender til pressehåndtering, gør man SKAT en ualmindelig stor tjeneste ved at sikre, at hver en sten i sagen er vendt. Og det af B.T. udarbejdede notat kunne hurtigt blive en alvorlig trussel mod den afgørelse, som SKAT skulle træffe, hvis de måtte have overset noget. Og guderne skal vide, at nok ingen myndighed i Danmark er mere fejlbehæftet end netop SKAT.

Derfor er det ikke utænkeligt, at man som skatteminister kunne se en fordel i at opfordre SKAT til at gennemgå dokumentet med en tættekam for at sikre, at der ikke var noget som helst, man ikke havde forholdt sig til. Skatteministeren stod med den dobbelte interesse - på den ene side var der tale om en politisk modstander, på den anden side kunne han kun være interesseret i den renest mulige afgørelse, man kunne tænke sig, hvad enten den var for eller imod. Det ville nedsætte risikoen for, at sagen ville vende sig mod ham selv.

I det lys synes jeg egentlig, at det vil være en helt naturlig og legitim handling som skatteminister at sikre, at SKAT havde forholdt sig til notatet, så pressen ikke efterfølgende kunne komme med én eller flere detaljer og undergrave troværdigheden i SKATs afgørelse.

Men helt ærligt - handlingsforløbet udlægges naturligvis af Troels Lund Poulsens politiske modstandere ud fra det værst tænkelige forløb. Men der er flere udfaldsmuligheder, og ingen har bedt pressen om at rende efter S og SF's agenda. Tværtimod har vi som borgere krav på, at ethvert tænkeligt scenario bliver belyst, inklusive det der eventuelt ikke belaster Troels Lund Poulsen.

Som billedet nu er tegnet i offentligheden, ser man, hvis Troels Lund Poulsen da ikke er guilty as hell, omridset af det ondest mulige konspiratoriske træk, vi endnu har set fra venstrefløjen. Dér hvor de lykkes med at give deres modstandere en ond vilje, han måske reelt set aldrig har haft.

Vi forventer at pressen snart holder op med at løbe i røven på hinanden, men i stedet forsøger at tegne et mere nuanceret billede af den virkelighed, som endnu ikke kendes.

Kilde: