Der kommer altid et tidspunkt, hvor man skal vise hvad man har at byde på, og tilsyneladende er det altså lige nu for LA.
LA skal give en faktisk anvisning af hvordan politikken kan vælges anderledes, når forgængerne ligesom har slået bunden ud af kassen, hvis partiet skal bevare troværdigheden om på den anden side af valget.
Man kan vinde mange stemmer med humanistisk pølsesnak og fremmedangst, men skal politikken holde vand også på den anden side af valget, skal LA altså forholde sig til hvordan en liberal politik kan adressere nøjagtigt de problemer vi slås med i Danmark.
Det er meget godt med et partiprogram, men der findes ingen manual til virkeligheden. Det er simpelthen ikke godt nok blot at pege på, at det kan man læse i programmet - det er et svar, der passer til: Hvad går der i biffen i aften?
Vil man tage medansvar for ledelsen af et land, skal man have de grundlæggende svar på rede hånd.
Uanset hvem der kommer til magten, ligger der en rentebærende udgiftsbyrde og venter på den anden side af valget og det er en situation, der ifølge alle økonomiske udsyn kun vil blive værre over de næste rigtigt mange år, på grund af afhængigheden af økonomiske stimulanser og de massive overførselsindkomster, og den deraf følgende offentlige gældsstiftelse.
Hvordan vil LA vende skuden, når skibet er ladet med gæld, og kursen er sat mod halvtreds års fortsat gældsættelse?
Fordelingen af stemmer kan rykke lidt rundt med flertallet - der jo i Danmarks tilfælde, handler om at kunne tælle til 90 - udslaget af valget kan også rykke både op og ned i antallet af partier i Folketinget, og det vil også møblerere lidt rundt på fordelingen af taburetter...
Det er en utopi at forestille sig, at der hurtigt kan ske ske den helt store finanspolitiske variation, da den politiske virkelighed ligger og venter fra dag ét i den nye folketingssamling.
Vælgerne har allerede én gang peget på det friske nye pust. Det kom der jo som bekendt et par nye MF'er i de andre partier ud af.
Hvis Danmark skal forblive en vindernation skal landet omstilles til klogere jobs, bedre uddannelser og frem for alt - flittighed, arbejdsomhed og lønsomhed i et konkurrencedygtigt arbejdsmarked.
Dansk økonomi er skruet sammen med Keyenesianske økonomiske buffere - hvad enten man kan lide det eller ej. Den pengesstrøm virker rent faktisk - som et møllehjul om halsen når det går godt, og en redningskrans når det går skidt. En økonomi, der er skruet sammen til at understøtte forbruget og fastholde forbrugsevnen i status quo, men som altså også forhindrer at væksten hurtigt kan stige på konjunkturvendingerne, og fastfryser et meget højt skatteniveau.
Hvordan vil LA realisere en selvbærende liberal økonomisk politik, og samtidig skille Danmark af med velfærdspolitikken og de (vel?/)fungerende stabiliserende buffermekanismer i økonomien?
Den aktuelle vækstmotor - og det gælder for hele verden - er drevet af gæld, gæld og atter gæld.
Det er en velkendt konsekvens at prisen for et produkt vil stige når der er kapacitetsproblemer i forsyningen. Renterne skal altså i øjeblikke være lave, da likviditeten ellers ikke kommer i cirkulation. Risikoafdækningskravene og den faldende vækst vil på kort sigt drive renten i vejret, og derefter vil økonomien gå mod et deflationært minimum.
Med mindre man finder en velfungerende formel, der kan få de økonomiske kredsløb til at fungere på et højere gældsniveau. Initiativet er dermed videregivet til udviklingsøkonomierne, som i kraft af de lave produktionsomkostninger har sat det nye niveau for de økonomiske konkurrenceparametre.
Skal dansk erhvervsliv være konkurrencedygtigt på prisen, skal vi altså kunne konkurrere på 35-40 kr./t, og det er i dag ganske urealistisk.
Har LA mon et bud på, hvordan man kan hugge afhængigheden af de offentlige overførselsindkomster over, uden at sænke det erhvervsliv man gerne vil redde, og konkurserne vil sprede sig som en pest over det ganske land når betalingsevnen daler, hvis man faktisk vælger at føre en deflationær økonomisk politik?
LA skal give en faktisk anvisning af hvordan politikken kan vælges anderledes, når forgængerne ligesom har slået bunden ud af kassen, hvis partiet skal bevare troværdigheden om på den anden side af valget.
Man kan vinde mange stemmer med humanistisk pølsesnak og fremmedangst, men skal politikken holde vand også på den anden side af valget, skal LA altså forholde sig til hvordan en liberal politik kan adressere nøjagtigt de problemer vi slås med i Danmark.
Det er meget godt med et partiprogram, men der findes ingen manual til virkeligheden. Det er simpelthen ikke godt nok blot at pege på, at det kan man læse i programmet - det er et svar, der passer til: Hvad går der i biffen i aften?
Vil man tage medansvar for ledelsen af et land, skal man have de grundlæggende svar på rede hånd.
Uanset hvem der kommer til magten, ligger der en rentebærende udgiftsbyrde og venter på den anden side af valget og det er en situation, der ifølge alle økonomiske udsyn kun vil blive værre over de næste rigtigt mange år, på grund af afhængigheden af økonomiske stimulanser og de massive overførselsindkomster, og den deraf følgende offentlige gældsstiftelse.
Hvordan vil LA vende skuden, når skibet er ladet med gæld, og kursen er sat mod halvtreds års fortsat gældsættelse?
Fordelingen af stemmer kan rykke lidt rundt med flertallet - der jo i Danmarks tilfælde, handler om at kunne tælle til 90 - udslaget af valget kan også rykke både op og ned i antallet af partier i Folketinget, og det vil også møblerere lidt rundt på fordelingen af taburetter...
Det er en utopi at forestille sig, at der hurtigt kan ske ske den helt store finanspolitiske variation, da den politiske virkelighed ligger og venter fra dag ét i den nye folketingssamling.
Vælgerne har allerede én gang peget på det friske nye pust. Det kom der jo som bekendt et par nye MF'er i de andre partier ud af.
Hvis Danmark skal forblive en vindernation skal landet omstilles til klogere jobs, bedre uddannelser og frem for alt - flittighed, arbejdsomhed og lønsomhed i et konkurrencedygtigt arbejdsmarked.
Dansk økonomi er skruet sammen med Keyenesianske økonomiske buffere - hvad enten man kan lide det eller ej. Den pengesstrøm virker rent faktisk - som et møllehjul om halsen når det går godt, og en redningskrans når det går skidt. En økonomi, der er skruet sammen til at understøtte forbruget og fastholde forbrugsevnen i status quo, men som altså også forhindrer at væksten hurtigt kan stige på konjunkturvendingerne, og fastfryser et meget højt skatteniveau.
Hvordan vil LA realisere en selvbærende liberal økonomisk politik, og samtidig skille Danmark af med velfærdspolitikken og de (vel?/)fungerende stabiliserende buffermekanismer i økonomien?
Den aktuelle vækstmotor - og det gælder for hele verden - er drevet af gæld, gæld og atter gæld.
Det er en velkendt konsekvens at prisen for et produkt vil stige når der er kapacitetsproblemer i forsyningen. Renterne skal altså i øjeblikke være lave, da likviditeten ellers ikke kommer i cirkulation. Risikoafdækningskravene og den faldende vækst vil på kort sigt drive renten i vejret, og derefter vil økonomien gå mod et deflationært minimum.
Med mindre man finder en velfungerende formel, der kan få de økonomiske kredsløb til at fungere på et højere gældsniveau. Initiativet er dermed videregivet til udviklingsøkonomierne, som i kraft af de lave produktionsomkostninger har sat det nye niveau for de økonomiske konkurrenceparametre.
Skal dansk erhvervsliv være konkurrencedygtigt på prisen, skal vi altså kunne konkurrere på 35-40 kr./t, og det er i dag ganske urealistisk.
Har LA mon et bud på, hvordan man kan hugge afhængigheden af de offentlige overførselsindkomster over, uden at sænke det erhvervsliv man gerne vil redde, og konkurserne vil sprede sig som en pest over det ganske land når betalingsevnen daler, hvis man faktisk vælger at føre en deflationær økonomisk politik?
