Fisendaskeren, Glatnakken og Røvhullet.
Med baggrund i Redaktør Paul Hegedahls suveræne boganmeldelse bringes hermed i lettere omskrevet, måske også fordrejet og forhåbentligt sigende og humoristisk form en karakteristik af de embedsmandstyper jeg har mødt. De kan for stereotypiens og stiliseringens skyld opdeles i 3 typer.
Fisendaskeren er generelt kendetegnet ved at daske fisen videre, ”det er ikke mig, der har gjort noget forkert, sådan er systemet og reglerne bare”. Fisendaskeren er typisk den offentlige forvaltnings ansigt udadtil, dvs. frontlinjemedarbejderen. Positionen som fisendasker er i udgangspunktet en af de meget stabile positioner i samfundet. Fisendaskeren bliver hængende i sit job, fordi pensionen er god, og jobbet nogenlunde sikkert. Men, man finder da også ambitiøse medarbejdere her. Glatnakker og røvhuller har jævnligt en fortid som fisendaskere.
Glatnakken befinder sig midt i hierarkiet og er som oftest en forfremmet fisendasker eller måske en nyansat fedtspiller. En gang imellem rekrutteres en tørvetriller til en specialopgave i et offentligt nævn, råd eller udvalg og bliver derved til en glatnakke. Selvom glatnakken tjener overgennemsnitligt godt, er han altid parat til at overveje en ny mulighed for en endnu lunere taburet, men han forbliver som regel en glatnakke - visse meget succesfulde glatnakker bliver med tiden til røvhuller.
Glatnakker er ikke dem, som bestemmer - som f.eks. bosser og matadorer - men dem, som ganske enkelt får magten og tingene til at glide og måske lykkes. Glatnakkerne administrerer på højeste plan, ikke ved skranken, hvor vi som sagt finder fisendaskerne, men længere bagude fra kontormiljøets korridorer og den tætte borgerkontakt. Glatnakker fungerer i realiteten bedst i det skjulte. Borgerkontakt ansigt til ansigt er noget for dem med mellemlange videregående uddannelser. Ikke noget for en akademisk uddannet, som glatnakken almindeligvis er.
Glatnakker har en overtegnet mødekalender. Nogle steder sidder de så meget i møde, at det lykkes grupper af glatnakker først og fremmest at holde interne møder med hinanden, mens fisendaskerne tager sig af administrationen. Et møde afstedkommer som regel et behov for endnu et møde. Sådan kører det i det uendelige. Glatnakken netværker. Sikkert for at dele viden, eller måske snarere tilegne sig viden. Og måske demonstrere egen viden. Langt de fleste glatnakker ser vi ikke, de beskæftiger sig på forskellig vis med jura, økonomi, forvaltning og forvaltningsmetoder i det offentlige - enten som almindelige embedsmænd eller som eksperter. Her finder vi fuldmægtige, special- og chefkonsulenter, højt placerede embedsmænd, senioranalytikere, eksperter, spindoktorer, ambassadører, pressechefer og departementschefer.
Hvis en glatnakke begår fejl, så går det oftest ud over det røvhul, som sidder over glatnakken.
Røvhullet befinder sig øverst i det økonomisk-administrative hierarki. Den mest almindelige rekruttering sker fra glatnakkepositionen. Det er kulminationen på en lang og tålmodig sejtrækkerindsats. Derfor er det heller ikke let at give slip på den position igen. Man ser derfor af og til røvhuller, der bliver for længe i deres position.
Det er røvhullerne, der har magten. Det øverste – som ikke er ensbetydende med det største - røvhul i Danmark er statsministeren og øvrige i denne position er de andre ministre, borgmestre, rektorer på universiteter, fagforeningschefer eller den administrerende direktør i et helt eller delvist offentligt ejet selskab (de er jo de fleste organisationer i Danmark, der er det) eller i en stor eller mellemstor privat virksomhed.
Det, røvhullet skaber, er en forbedring af sine ideer og sin politik og omsætte denne i det der omtales som sikker drift og med gode resultater. De, der får denne karakteristik er pragmatiske, men normalt meget fokuserede, nærmest målrettede. De bestemmer, hvad der er gældende lov og i sidste instans har de fortolkningsretten. De afsøger grænserne og flytter dem måske også.
Med baggrund i Redaktør Paul Hegedahls suveræne boganmeldelse bringes hermed i lettere omskrevet, måske også fordrejet og forhåbentligt sigende og humoristisk form en karakteristik af de embedsmandstyper jeg har mødt. De kan for stereotypiens og stiliseringens skyld opdeles i 3 typer.
Fisendaskeren er generelt kendetegnet ved at daske fisen videre, ”det er ikke mig, der har gjort noget forkert, sådan er systemet og reglerne bare”. Fisendaskeren er typisk den offentlige forvaltnings ansigt udadtil, dvs. frontlinjemedarbejderen. Positionen som fisendasker er i udgangspunktet en af de meget stabile positioner i samfundet. Fisendaskeren bliver hængende i sit job, fordi pensionen er god, og jobbet nogenlunde sikkert. Men, man finder da også ambitiøse medarbejdere her. Glatnakker og røvhuller har jævnligt en fortid som fisendaskere.
Glatnakken befinder sig midt i hierarkiet og er som oftest en forfremmet fisendasker eller måske en nyansat fedtspiller. En gang imellem rekrutteres en tørvetriller til en specialopgave i et offentligt nævn, råd eller udvalg og bliver derved til en glatnakke. Selvom glatnakken tjener overgennemsnitligt godt, er han altid parat til at overveje en ny mulighed for en endnu lunere taburet, men han forbliver som regel en glatnakke - visse meget succesfulde glatnakker bliver med tiden til røvhuller.
Glatnakker er ikke dem, som bestemmer - som f.eks. bosser og matadorer - men dem, som ganske enkelt får magten og tingene til at glide og måske lykkes. Glatnakkerne administrerer på højeste plan, ikke ved skranken, hvor vi som sagt finder fisendaskerne, men længere bagude fra kontormiljøets korridorer og den tætte borgerkontakt. Glatnakker fungerer i realiteten bedst i det skjulte. Borgerkontakt ansigt til ansigt er noget for dem med mellemlange videregående uddannelser. Ikke noget for en akademisk uddannet, som glatnakken almindeligvis er.
Glatnakker har en overtegnet mødekalender. Nogle steder sidder de så meget i møde, at det lykkes grupper af glatnakker først og fremmest at holde interne møder med hinanden, mens fisendaskerne tager sig af administrationen. Et møde afstedkommer som regel et behov for endnu et møde. Sådan kører det i det uendelige. Glatnakken netværker. Sikkert for at dele viden, eller måske snarere tilegne sig viden. Og måske demonstrere egen viden. Langt de fleste glatnakker ser vi ikke, de beskæftiger sig på forskellig vis med jura, økonomi, forvaltning og forvaltningsmetoder i det offentlige - enten som almindelige embedsmænd eller som eksperter. Her finder vi fuldmægtige, special- og chefkonsulenter, højt placerede embedsmænd, senioranalytikere, eksperter, spindoktorer, ambassadører, pressechefer og departementschefer.
Hvis en glatnakke begår fejl, så går det oftest ud over det røvhul, som sidder over glatnakken.
Røvhullet befinder sig øverst i det økonomisk-administrative hierarki. Den mest almindelige rekruttering sker fra glatnakkepositionen. Det er kulminationen på en lang og tålmodig sejtrækkerindsats. Derfor er det heller ikke let at give slip på den position igen. Man ser derfor af og til røvhuller, der bliver for længe i deres position.
Det er røvhullerne, der har magten. Det øverste – som ikke er ensbetydende med det største - røvhul i Danmark er statsministeren og øvrige i denne position er de andre ministre, borgmestre, rektorer på universiteter, fagforeningschefer eller den administrerende direktør i et helt eller delvist offentligt ejet selskab (de er jo de fleste organisationer i Danmark, der er det) eller i en stor eller mellemstor privat virksomhed.
Det, røvhullet skaber, er en forbedring af sine ideer og sin politik og omsætte denne i det der omtales som sikker drift og med gode resultater. De, der får denne karakteristik er pragmatiske, men normalt meget fokuserede, nærmest målrettede. De bestemmer, hvad der er gældende lov og i sidste instans har de fortolkningsretten. De afsøger grænserne og flytter dem måske også.
