Trængte boligejere reddet af lav rente

Den historisk lave rente har holdt en hånd under ellers trængte boligejere i 2010

Ikke angivet Ikke angivet,

06/01/2011

Den historisk lave rente har holdt en hånd under ellers trængte boligejere i 2010. 

Selvom antallet af tvangsauktioner var rekordhøjt, lysnede det hen imod årets slutning, og alt i alt er det billigt sluppet i en krisetid, vurderer eksperter.

"De lave renter holder tvangsauktionerne nede, selvom ledigheden stiger. Det er blandt andet derfor, at der er historisk få tvangsauktioner i forhold til tidligere afkølingsperioder i dansk økonomi,” udtaler direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.

Hun påpeger, at mange boligejere har en økonomisk stødpude i form af friværdier og det faktum, at låntagere kreditvurderes ud fra, at de skal kunne betale ydelsen på et lån med fast rente.

Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen krediterer ligeledes lave renter for alt andet lige at have holdt den negative udvikling i kort snor.

”De rekordlave renter og den spirende stabiliseringstendens i huspriserne, som vi for øjeblikket ser, er formentlig en afgørende faktor bag det trods alt lave antal tvangsauktioner,” skriver han i en kommentar.

Det samme gør Lise Nytoft Bergmann, der er seniorøkonom i Realkredit Danmark:

”Det lave renteniveau kan være den faktor som gør, at økonomisk trængte boligejere er i stand til at holde skindet på næsen og tvangsauktionen fra døren.”

Renten bliver afgørende


I og med at arbejdsløsheden fortsat er høj og konkurserne bliver flere, er det da også renten, boligejerne skal sætte deres lid til i indeværende år. 

”De fortsat lave renter på boliglån giver trængte husholdninger en kærkommen håndsrækning, og et boligmarked, der kan byde på flere bolighandler, gør det muligt i højere grad at sælge boligen på det frie marked inden en eventuel tvangsauktion,” vurderer Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

Også chefanalytiker Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank ser et lille lys i mørket. Hun advarer ikke desto mindre om, at den svagt positive tendens vil vende, såfremt boligmarkedet ikke kommer op i omdrejninger:

”Det vil betyde, at sociale begivenheder som arbejdsløshed og skilsmisse i højere grad vil blive ledsaget af tvangsauktion, fordi boligen ikke umiddelbart kan sælges uden et markant nedslag,” skriver chefanalytikeren i sin kommentar til dagens tal.

Går svært år i møde

Eksperternes umiddelbare optimisme blegner således med udsigten til rentestigninger.

”Man bør være beredt på, at antallet af tvangsauktioner kan stige i 2011. Det kan for eksempel ske, hvis renterne stiger, og den økonomiske vækst ikke samtidig følger med," siger Realkreditrådets direktør Ane Arnth Jensen.

Skønt antallet af tvangsauktioner sidste år trods alt kunne have været højere, bliver 2011 altså næppe året, hvor boligejerne kan puste ud.

”Det er desværre ikke usandsynligt, at boligmarkedet går endnu et svært år i møde. Det er nemlig meget svært at få øje på elementer, der for alvor skal trække markedet op. Til gengæld er der skabt usikkerhed om flekslånenes skæbne samtidig med, at rentestigninger på et eller andet tidspunkt vil komme,” siger Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank.