"Danmark har ikke råd til at miste grise og køer, hvis den danske velfærd skal opretholdes". Så dramatisk lød udmeldingen fra adm. direktør Søren Gade på Landbrug & Fødevarers Vækst 2012-konference i begyndelsen af september.
Og Gade fortsatte: "Vi skal have vedligeholdt vores råvaregrundlag, så vores fødevarevirksomheder får det mælk og kød, som der er brug for for at bibeholde væksten".
Landbrug & Fødevarers nyansatte direktør påstod, at med flere råvarer ville L&F kunne præstere en eksportfremgang på 30-40 procent. Men hvor skulle råvarerne komme fra?
Gade er stadig så meget politiker, at han ikke talte i klar tekst på dette punkt, men det var indlysende, hvem han stiklede til: de illoyale svineproducenter.
Forærer jobs væk
Hver time døgnet rundt kører de 1250 levende grise fra danske svinestalde over den dansk-tyske grænse. Det svarer til 30.000 dyr på en ganske almindelig hverdag, og denne årlige eksport af otte millioner (2011) danske svin koster masser af arbejdspladser i Danmark. Ikke bare på slagterierne, men også i hele følgeindustrien.
Denne hastigt stigende eksport har betydet en tilsvarende nedgang i råvarer på næsten 30 procent til danske slagterier, og er den direkte årsag til lukning af en stribe slagterier.
Senest måtte Danish Crowns svineslagteri i Esbjerg dreje nøglen om og sende 450 ansatte ud i kulden. Slagteriet havde eksisteret siden 1953 og var en sund og effektiv virksomhed, men Danish Crown lagde ikke skjul på, at nedgangen i råvarer var årsagen.
På slagterierne landet over er beskæftigelsen faldet fra 20.748 jobs i 2001 til 14.565 jobs i 2009 (seneste tal). En nedgang på 30 pct., som desværre fortsætter.
Svin eller velfærd
Selvfølgelig kan man stille et stort spørgsmålstegn ved Søren Gades dømmekraft, når han sætter lighedstegn mellem flere grise og køer og danskernes velfærd. Derimod vil enhver nok give ham ret i, at det er indlysende dumt at forære både eksportværdi og arbejdspladser til udlandet.
Desværre valgte Søren Gade det nemme svar på vækstkonferencen, da han skulle anvise vejen til 30 pct. flere råvarer. Han skød bolden over til politikerne med krav om nye lempelser.
Hvor ville det dog være forfriskende, om erhvervet valgte at rydde op i egen butik i stedet for at hyle op om flere støttekroner. Hvorfor skal svineproducenter være fritaget for at vise samfundssind?
Vær dog et mandfolk, Søren Gade, og sig det ligeud: danske svin skal slagtes i Danmark – alt andet er illoyalt og ødelæggende for velfærdssamfundet og for landbrugserhvervet. Det er jo det, du mener. Ikke sandt?