Enhedslisten holder i denne uge årsmøde, og der skal tages stilling til mangt og meget. For der er meget der skal findes penge til og mange hensyn at tage. Der er store følelser på spil for de ægte røde tilhængere og medlemmer, når slaget skal slås for et meget bedre samfund uden politi og militær, når det hard core partiprogram skal diskuteres og den vigtige, vigtige diskussion af, om der skal være billeder eller ej på partiets valgmateriale skal tages.
I partiprogrammet står der: "Enhedslisten vil gennemføre en socialistisk revolution. Der skal indføres planøkonomi, den private ejendomsret er et problem, arbejderne skal overtage produktionsmidlerne, og ikke mindst skal politiet og militæret opløses." Det er sådanne formuleringer, de kan have en alvorlig diskussion om eksistensen af i deres partiprogram. Fuldstændig uden blusel tilslutter en større medlemsskare sig den ekstremt gennemgribende og totale socialistiske revolution, kan det vel udlægges. Med historien i baghovedet tænker jeg uvilkårligt, at disse mennesker udviser en ekstrem sikkerhed i deres egen tro på, at de har ret, at de kan ændre et helt samfund gennemgribende uden store ofre, og at de værst af alt mener, at anderledes tænkende nok skal lære at se glæden i visionen når først den er gennemført, upåagtet at de kun nyder opbakning fra fem procent af vælgerne.
For ellers kan man da ikke gå rundt og tro, at man skaber et samfund hvor vi alle er glade, vel?
Og billeddiskusionen. Når et billede bruges i kommunikative sammenhænge, så gør man det for at skabe følelser hos modtageren. Når man i valgmateriale benytter billeder gør man det blandt andet for, at få potentielle vælgere til at føle samhørighed med de opstillede på det menneskelige plan, for samhørighed er en del af forudsætningen for vælgerens valg i forhold til vigtige forhold i livet, når det kommer til alliancer uden for hjemmet. Dette vidunderlige virkemiddel, som de jo kunne bruge på deres egen enhedsliste-måde, måske lidt ak47-rifler og partisantørklæder til at booste de fede arbejder-beskæggede ansigter, diskuterer de seriøst at afstå fra brugen af, fordi »Vi skal kæmpe alle sammen for hinanden« som det formuleres af en EL'er.
I Enhedslisten er formen og intentionen meget vigtigere end virkningen og konsekvenserne. Man taler fra hjertet, fuldstændig uden filter, for så længe hjertet er på det rette sted, syntes alt tilladt. Eksempelvis fornuft, årsagskæde-analyser, økonomi, følelser og familiebånd ignoreres fuldstændig. Alle andre mennesker end ofrene og de rettroende har man kun had og hån til overs for.
Pengene har en meget interessant rolle i det enhedsliste-ideologiske univers. De hader jo penge, pengene skulle afskaffes, skidtet skal brændes som den asociale hån mod fællesskabet og sammenholdet det i virkeligheden er. Og dog går det hele jo op i penge for dem, eller hvad? Arvinger skal plukkes uden hensyn til, om arvestykket er et gods eller en virksomhed, som har været i familien i generationer. Husejere skal totalt plukkes for gevinsten ved salg, selvom de måske havde regnet med at kunne leve af pengene til deres dages ende. Folk der arbejder skal plukkes hvis de tjener mere end andre, ligegyldigt om de har mange børn, store tandlægeregninger eller en dyr hobby (uha), og derfor forsøger at indrette arbejdslivet, så de kan betale for herlighederne selv. Enhedslisten, der mener, at det ikke må handle om penge, er samtidig dem, som har mest travlt med, at sætte pris på andres fysiske og psykiske velbefindende, gennem deres offentlige fantasier om overgreb mod og tyveri fra sagesløse borgere.
Det aller værste er dog, at de ikke på helt grundlæggende områder respekterer anderledes tænkende, deres ønsker til liv og levned og deres ønsker til hvordan de ønsker at organisere sig kollektivt. Med landsmødet og partiprogrammets linier i baghovedet må det være klart, at vi taler om en form for disrespekt, der kun dårligt lader sig beskrive med ord.
