Lovindgrebet, der afsluttede lærerkonflikten, er dybest set et indgreb mod faggrænser. Det skal være slut med, at lærerne selv, via fagforeningen, leder og fordeler arbejdet. Det bliver skolelederens opgave.
Urimelige faggrænser, for eksempel i sundhedssektoren, koster rigtig mange penge for det danske samfund, for eksempel:
En patient udskrives efter en blodprop. Da behandlingen skal fortsætte i hjemmet aktiveres praktiserende læge, lægesekretæren, hjemmesygeplejen og, i mange tilfælde, hjemmehjælpen. Flere instanser, der hver har ubrydelige – og hæmmende - faggrænser, involveres.
Lægen ordinerer og genordinerer den foreskrevne medicinske behandling med for eksempel blodfortyndende medicin. Den kræver en ugentlig blodprøve-kontrol hos den praktiserende læge, som gennemføres af en lægesekretær eller sygeplejerske, der udfylder et kort med dosis for næste uge.
Men lægens sygeplejerske/sekretær må ikke påfylde patientens medicinæske med den foreskrevne dosis, selv om det kunne gøres meget hurtigt og sikkert. Dette arbejde skal udføres af hjemmesygeplejersken! Det kræver besøg med bilkørsel, studier af medicinlister, eventuel telefonopringning og andet.
Denne omkostningstunge praksis skyldes alene hensynet til nogle faggrænser. Hvis patienten får hjælp af hjemmeplejen, må assistenten, selv om vedkommende sædvanligvis er kvalificeret, under ingen omstændigheder påfylde medicinæsken – af hensyn til eksisterende faggrænser.
Faggrænser, der er kostbare, upraktiske og urimelige, vogtes med stor omhu - som om det var religiøse forskrifter.
Politikerne får forhåbentlig øjnene op for, at der kan spares rigtig mange penge ved at bekæmpe urimelige faggrænser. Lærerne har lige mistet en faggrænse. Det bliver næppe sidste gang, det sker. Der bliver rigelig at tage fat på i sundhedssektoren.
