Med den seneste kommentar om tobakkens evige position i skærsilden, der så vi med Camilla Hersoms kommentar en fralæggelse af viljen til kritisk indsigt. Et retorisk lavpunkt som desværre ikke forekommer undtagelsesvist i dansk politik. De radikales ungdom svarede igen, ved at håbe på at kunne gemme Hersom væk ’bag et forhæng’. Dog synes det mere interessant at fjerne forhænget fra hendes seneste kommentar, for at se hvad der gemmer sig bag retorikken.
Ja hvorfor ikke lige tage den bare én gang til? Debatten, eller rettere diskursen om tobakken. Det synes aldrig at få en ende. Ikke fordi dette er en dårlig ting. Derfor vil jeg tillade mig at kommentere på noget særligt som jeg bemærkede i en lille diskret artikel i en fordums udgave af Berlingske. Her spottede jeg efter min mening et skred eller en udvikling som jeg endnu ikke har set fra en politiker på Christiansborg.
Det var Radikales sundhedsordfører Camilla Hersom der med stor selvtillid kunne skubbe brystkassen frem og sige tingene lige ud: ”Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint. Og jeg er overbevist om, at hvis cigaretten blev opfundet i dag, så ville den være forbudt.” – Camilla Hersom svarede netop på hvorvidt man skulle forbyde tobakken eller ej.
Vi andre ser måbende til – hvilken indsigt. Tænk sig engang, hvis tobakken blev opfundet i dag, så ville den blive klassificeret som ulovlig. Der er god logik i Camilla Hersoms argument; det samme er jo ofte blevet sagt om alkohol, som det perfekte svar imod hvorfor eksempelvis tjald ikke kan gøres lovligt. For en ægte frisindet dansker med hang til en fed i ny og næ kan jo ikke se logikken i, at alkohol frit kan indtages i det offentlige rum, hvorimod det fredelige og beroligende rusmiddel skal forkastes som værende et forbryderisk engagement. I den forbindelse har de konservative kræfter altid haft en ‘sæt- og matchbold’ at blæse efter sin modstander: ”Ja ja kære ven – men havde alkoholen blevet opfundet i dag, så ville den jo også være ulovlig!” Mundlam har mangen stabe været efter sådan et kontrastød.
Vi er nemlig så heldige at i dag ved vi bedre – og denne viden er ikke forbigået den ellers kvikke og belærte Camilla Hersom. Med en uddannelse hovedsagelig inden for økonomi, så kommer det følgelig ikke bag på nogen at hendes argument er kalkuleret ud fra et utilitaristisk synspunkt. Altså, der må være en række gode og dårlige ting ved tobakken, og sammenlægges disse så bliver slutproduktet negativt. Ergo, tobakken bør forbydes. Man kan vel som sidekommentar undre sig over hvorfor Camilla Hersom ikke bemærker det vigtige grundlag i utilitarismens imperativ, nemlig den personlige frihed som aldrig må krænkes. En unægtelig vigtig brik i forståelsen af netop én af utilitarismens faddere John Stuart Mill. Mon Camilla Hersom helt undgik Mills værk Om friheden (On Liberty), da hun studerede i Cambridge? Eller måske var hun blot ikke enig i, at den personlige frihed skal værnes om, så længe den ikke anlægges på bekostning af andre?
Nuvel, jeg antager ikke at Camilla Hersom har ugennemtænkte argumenter. Det virker hun for clever til. Så der kan næppe være noget at hente i at indlede et personligt angreb på hendes kommentar. Det er derimod langt mere interessant at kommentere på hvorfor vi mener at finde et verificerende argument om forbud mod tobakken, såfremt den blev opfundet i vores tid. Det forekommer mig omsonst at man godtager denne konklusion uden kritisk opsyn. Ved vi virkelig bedre i dag, eller er vi omtåget og ført bag lyset af nogle kulturelle fejlslutninger om hvad vi kan tillade os at forbyde vores medmennesker?
Det forholder sig således at livet skal leves. Der er ingen vej uden om – og der er ingen opskrift. Du fødes med en tom tavle som livet ridser sine hieroglyffer i. Det har altid været sådan, og det vil forhåbentlig altid være sålunde. Lille lyst finder vi alle i et liv der på forhånd er projekteret. Det er netop denne planlægning af livet – af andres liv – at ovenstående argument grunder i. Med andre ord så fastholdes det oftere og oftere at man på bedste paternalistiske vis kan forelægge livets gode og dårlige sider. Med en tro på, at det politiske flertal i denne forbindelse kan fremstå som det overordnede upartiske videns-mekka, der med sin magiske indsigt bekvemt kan fremsende dit livs projektplan, som vi alle belejligt kunne modtage ved fødsel. Måske vi en dag som 14-årige ikke længere skal konfirmere troen på Jesus Kristus, men rettere medgive i livets fornemmeste projektering, hvor afsender med nød og næppe formår at fremtvinge et sparsomt: Med venlig hilsen, Danmark.
Velbekomme! Man kan jo næsten ikke vente til at modtage denne ontologi på livet. Tænk sig engang. En liste over gode ting og en liste over dårlige ting. Hvilken liste er mon længst?
I skrivende stund er politikere ved at udbygge dette kompendium om de dårlige sider af livet. Nogle gange skrives disse poster ind i lovgivningen, andre gange finder skriften alternative hvilesteder som eksempelvis vejledning, retningslinjer eller tilsvarende bureaukratiske initiativer. Man kan spørge sig selv hvornår man finder ud af at eliteidræt skal forbydes fordi det er sundhedsskadeligt for led og lemmer – og måske vi snart må lade bilen stå, da offentlig trafik er langt mere sikkert? Kan det tænkes at forbyde tatoveringer, for det hævdes jo at lønsomme jobs er svære at erhverve sig med synligt blæk på hud. Skal disse ting snart forbydes ved lov? Højest sandsynligt ikke – men det kommer vel en dag? “Nok megen modgang du os har givet, men du barmhjertige herre fejler næppe på sigt”, kan vi høre politikerne på Christiansborg messe i kor.
Camilla Hersoms argument er anlagt på en særlig logik som altid har været herskende. Det er samfundets dialektik der ligger til grunds. Denne tankestreng fungerer for de fleste som dommer over hvad vi kategoriserer som værende korrekte eller ukorrekte handlinger. Dog har vi (heldigvis vil nogle mene) i vores tid erfaret at en dialektik skal have nogle rammer, eller nærmere nogle maksimer som ikke må overtrædes. Når en dialektik bevæger sig ind på det private domæne, så bliver folk ofte berørt på deres personlige frihed – altså, det som kun berører dem selv. Camilla Hersoms kommentar har taget brug af en dialektik som netop hersker og får sin næring på private folks domæner. Derfor har hendes kommentar overtrådt en særlig maksime der i vores tid oftere og oftere bliver overtrådt. Helt uagtet bidrager hun nu til sammen fejlslutning som mange andre totalitære og paternalistiske politikere i historien har begået. Skredet i dialektikken er zoneklar.
Så lad os alle rejse os og med et trefoldigt hurra hylde den gruppe paternalistiske tænkere der befinder sig på Christiansborg. For vi kan netop i dag begynde at glæde os over, at vores lands udvalgte har frabedt os alle ubekvemmet ved at tænke selv – det lader nemlig til at befolkningen snart ikke behøver denne færdighed. Dermed kan vi alle se frem til at livets kompendium snart er skrevet – for er det ikke indlysende at vi alle sidder og afventer spændt?
