To historier:
Jeg kender til en familie i Thailand hvor datteren gerne ville have en uddannelse fordi hun var dygtig. Hun havde klaret en adgangsprøve til Thailands bedste universitet. De havde bare ikke råd til det. Men hendes mor mente at hun ikke ville lade hendes egne uforløste ønsker gå i arv til sin datter. I deres ellers hårdprøvede liv besluttede de sig for at lave en grisefarm hvilket krævede at datteren stod op kl 4 om morgenen inden hun gik på universitetet. Der er ikke meget tudekiks i den familie. De havde farmen i de 5 år det tog for datteren at tage uddannelsen. De havde få penge og på et tidspunkt syede de 500 pr bukser som de fik 1 TBH for per bukse (buks, busksere haha). De syede bukserne i en weekend og tjente altså 100 kr. De brugte pengene til at købe ny taske (godt nok kopi) til hendes afgangseksamen. Denne historie kender jeg fordi datteren arbejder i mit firma og der er stadig ikke nogen tudekiks, bare en vilje til at lykkedes. Alle opgaver løses med et smil og der bliver knoklet for at vi skal komme i mål.
I Danmark havde jeg en virksomhed og jeg hyrede en bistandsklient som hørte lidt til bekendtsskabskredsen fordi jeg syntes at det var synd for ham han ikke havde arbejde. Jeg ordnede en ansøgning om tilskud til lønnes hos arbejdsformidlingen så han kunne få 9000 kr om måneden af dem og jeg sagde til ham at jeg så ville give ham de andre 9000 kr og så ville han have en fuld løn. Han skulle hjælpe mig med fortfaldende arbejde i firmaet (som ikke var stort). Jeg foreslog at han så skulle lave noget grafik for kunder som han vidste havde brug for det og så tjene ekstra ind til firmaet. Min "deal" for ham var at når han så havde tjent de 9000 kr ind som jeg gav ham så kunne han beholde alt derudover. Jeg havde skabt en start-bane for ham.
Inden han så skulle starte kaldte jeg ham ind til en formel samtale, selvom jeg kendte ham godt, orden skulle jo være orden. Det blev han faktisk knotten over at sagde "at han fik jo ikke penge for at møde førend han var ansat". Han påstod også han havde brugt tid på at læse en bog om noget af det han skulle lave og så der var jo gået ekstra tid med det. Jeg ville ikke lade det skille os ad, så jeg tilbød ham 14 dages løn af den del som jeg betalte ham, altså 4500 kr for hans "ekstra arbejde" fordi nu skulle stemningen jo være god og han skulle med på teamet. Han sagde så at han slet ikke kunne få så mange kunder, så jeg sagde til ham at så ville jeg bruge 1 time hver morgen på at ringe rundt og skaffe ham de kunder så vi kunne slæbe mindst de 9000 kr hjem. Dette skulle jo nok være muligt på 1 måned . Første dag på arbejdet gik vi igang med vores opgaver. Efter to timer sagde han "jeg bliver nødt til at gå"....og jeg kikkede forbavset på ham og sagde "jamen hvorfor det". Han sagde at han skulle ud og bytte sin seng fordi den var gået i stykker og hans bror kunne køre ham. Jeg sagde at han måtte da blive og arbejde og så ordne det efter arbejdstiden. Så sagde han "jamen jeg skal også noget andet". Jeg blev så gal at jeg talte til ham i 15 min hvor hans hår stod lodret ud fra hovedet og så bad jeg ham om at gå.
To historier og problemet er at vi i Danmark har gjort det til et priviligie at være "fattig". Det er i Danmark en rettighed ikke at kunne betale for sig selv og derfor har man krav på de andres penge. Derfor er holdningen fra kontanthjælpsmodtagerene også arrogant i forhold til arbejdsgiverene og det er derfor vi i Danmark kan tale om at vi mangler arbejdskraft og staten vil løse det med flere indvandrere.
Løsningen er meget simpel - beslut at udfase kontant hjælpen og stå klar med jobbene når folk begynder at blive sultne nok til at de mener de vil arbejde. Og er de ukvalificerede så kan de jo løse opgaver som at "pudse sko", "stryge skjorter" og andet arbejde som aldrig bliver udført i Danmark fordi dem som er kvalificerede er så udslidte at de ikke orker det efter indkøbet i Netto, og ungerne i børnehaven er hentet og tøjet til imorgen er vasket.
Jeg bor i Malaysia og i mit skab hænger der 20 skjorter som er strøget, rene underbukser, sokker samlet i par og altid rene bukser. I Danmark lignede jeg en lazeron, og ikke en mand med et ledende job. Fordi de "ekstra ydelser" som jeg har brug for ikke findes. Derimod, gik mine skatte penge til at holde dem væk fra arbejdsmarkedet, som kunne udføre disse "ekstra ydelser". Endvidere er der skabt en overklasse af folk som sidder hjemme hos sig selv og for gode til overhovedet at ville røre den slags. De vil hellere være "dyrlæge hjælper", "direktions sekretær" eller "psykisk klima designer".
....nogle grimme ord.... (undskyld udtrykket men jeg mener det virkeligt)
