To be or not to be...

DET KONGELIGE TEATER sparer den ene turneforestilling væk efter den anden

Hans Christian Davidsen,

22/06/2011

DET KONGELIGE TEATER sparer den ene turneforestilling væk efter den anden. Mange danske teaterforeninger - herunder Sydslesvigsk Forening - må igen se langt efter Det Kongelige. Det eneste, mange teaterforeninger får at se, er et brev med et afslag på at spille.

Karin Goos er formand for teater- og koncertudvalget i Sydslesvigsk Forening. Hun kunne i maj 2011 i Flensborg Avis fortælle, at udvalget »arbejder på at få Det Kongelige til at indse en forpligtelse til at komme til Sydslesvig«.

DET LYDER MEGET sympatisk, og her i grænseområdet kan vi kun bakke op om de gode hensigter. Men der skal også skrappere midler til. Uanset hvilket økonomisk morads, de i København har bevæget sig ud i med nationalscenen og diverse prestigebyggerier, så er og skal det være en forpligtelse, at resten af Danmark får bare den mindste smule fornøjelse af Det Kongelige Teater.

DER ER LAVET utallige både morsomme og seriøse indslag i pressen om provinsboernes forhold til Det Kongelige Teater. De fleste fra yderegnene har aldrig sat foden i teatret og kommer heller aldrig til det, men betaler over skattebilletten til kunstarterne på nationalscenen. Derfor burde det være til at forstå, at teatret også skal på turné - og det gerne mere end førhen og da slet ikke mindre.

KAN MAN IKKE INDSE DET på Det Kongelige Teater og i teat rets bestyrelse (hvorfra mange vel oftere sætter deres fødder i Paris, London og New York end i Horsens eller Esbjerg), så må der lokale folketingspolitikere fra hovedlandet til at gøre dem det klart. Jo før, jo bedre.

NU KAN VI I SYDSLESVIG af gode grunde ikke bruge det stærke argument om »at vi også betaler skat«, men det kan man i provinsen i Danmark. Og dette stærke argument bør man for alvor bruge.

DER ER GOD NÆRING til populisme a la rindalismen i 1970erne, hvis ikke man lytter i København. Men det er bare ikke det, kunsten og kulturen har brug for.

Det er sket før, at magthaverne for sent har lyttet til, hvad det danske folk ville. Resultaterne kender vi, og de har ikke altid været for kønne. Så vidt kommer det næppe inden for kulturen. Det er jo pæne og besindige folk, der går i teatret.

VIL DET KONGELIGE TEATER ikke komme til truget, så må truget flyttes et andet sted hen, hvor det kan gøre større nytte: Nemlig til de teatre, der kalder sig turnéteatre og gør det til deres adelsmærke at tage på turné.

Kilde: