LEDER: Regeringen vil afskaffe den livsvarige tildeling af førtidspension for de fleste, der endnu ikke er fyldt 40 år. I stedet skal de yngre mennesker, som i dag stiller sig op i køen for at få sig en førtidspension, ind i et udviklingsforløb, der skal kunne resultere i et job.
Det lyder positivt, og hvis regeringen evner at få landets socialrådgivere, der ikke just er landets mest forandringsparate faggruppe, med på idéen, så kan det sikkert også blive positivt i virkeligheden.
Noget andet er så alle de unge mennesker, som allerede er blevet tildelt en førtidspension. Hvad skal der ske med dem? Indtil videre er der ikke kommet noget ud om, at regeringen vil noget her, så man kan frygte, at Venstre og Konservative har besluttet, at man ikke gider bøvlet med at forlange er revurdering af førtidspensionisternes arbejdsevne.
Hollandske erfaringer viser ellers, at man sagtens kan finde folk, som udmærket er i stand til at arbejde, selvom de engang har fået medhold af læge og sagsbehandler i, at de da trænger til en førtidspensionering. Af 55.000 hollandske førtidspensionister viste det sig, at hver tredje enten kunne stoppe med at modtage førtidspension eller kunne sættes ned i ydelse.
Det aspekt havde de Konservative øje for så sent som i august i år, hvor arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle udsendte en pressemeddelelse med bl.a. dette budskab: "Derudover bør en reform af førtidspensionen ifølge den konservative ordfører bestå af en landsdækkende revurdering af førtidspensionister under 40 år på den nuværende ordning."
Lad os håbe at det var andet end blot mundsvejr.