Det vil være en god forretning for danske skatteborgere at betale indvandrere fra ikke-vestlige lande, der har permanent opholdstilladelse, og som er på kontanthjælp eller anden form for overførselsindkomst, et ganske stort beløb for at rejse hjem. Og blive der.
Der kan laves forskellige familietypeberegninger, men lad os se på et ”worst-case” tilfælde af en indvandrerfamilie: En familie bestående af to voksne på kontanthjælp med 3 børn på 1, 4 og 8 år. Kontanthjælp, skattefri børnefamilieydelse og boligsikring udgør årligt i 2012 godt 306.000 kr. efter skat for familien. Altså nettoudgift. Dertil skal lægges offentlige udgifter til folkeskole til den ældste af børnene, hvilket er i gennemsnit 65.500 kr. om året i 2012. De færreste indvandrere benytter vuggestuer og børnehaver. Dertil skal endvidere lægges udgifter til sundhedsvæsen og andet. Nettoudgiften per år for en sådan familie nærmer sig dermed 400.000 kr. Plus-minus. Hvis der er tale om personer på efterløn, dagpenge, ledighedsydelse, sygedagpenge eller revalideringsydelse vil nettoudgiften være endnu højere. Og mindre hvis den ene part er i beskæftigelse.
Tilbydes en sådan modelfamilie eksempelvis 600.000 kr. for at rejse hjem, uden fortrydelsesret, med fratagelse af opholdstilladelse, og med permanent forbud mod indrejse i Danmark for både forældre og børn, så vil det være en vældig god forretning for Danmark. Faktisk ville det være en god forretning, om de blev tilbudt 1 mio. kr. eller mere, såfremt alternativet er, at forældrene er permanent på kontanthjælp.
At foreslå noget sådant burde være oplagt for LA, der primært ser indvandring i et økonomisk perspektiv.
Det er tilmed en klar liberal og markedsmæssig løsning, der er baseret på frivillighed, og som derfor vil stille de indvandrerfamilier bedre, som vælger at tage imod tilbuddet, og som samtidig vil være en fordel for danske skatteborgere. Der er ikke noget umoralsk ved at give mennesker et godt tilbud, som de selv kan vælge, om de vil tage imod eller ej. Det er en win-win situation for både indvandrere og danskere:
- Det vil forbedre den finanspolitiske holdbarhed, hvis nutidsværdien af de samlede indkomstoverførsler og offentlige udgifter til skole, sundhed m.m. til familien overstiger det engangsbeløb, som familien modtager for at rejse hjem. Og det kan let sikres.
- Det vil være en samfundsøkonomisk gevinst for Danmark, hvor BNP per capita vil stige. Det kan meget muligt tilmed være en samfundsøkonomisk gevinst for hjemlandet.
Hvis indvandrerne er rationelle, så baserer de deres beslutning på en vurdering af deres samlede nytte/velfærd ved at vælge den ene frem for den anden løsning. Et éngangsbeløb på 600.000 kr. for at rejse hjem vil i de fleste tilfælde kunne give familien en langt højere levestandard i hjemlandet (de vil i mange tilfælde kunne genoptage et arbejdsliv), end de har i Danmark på kontanthjælp, og de vil i mange tilfælde få et bedre liv som relativt velstående i hjemlandet end som relativ fattig i Danmark. Det skulle således være et økonomisk attraktivt tilbud, som mange kontanthjælpsmodtagere kunne føle sig fristet til at tage imod.
For Danmark vil det være en god forretning, der i det konkrete eksempel vil betale sig hjem i løbet af halvandet år. Efter halvandet år vil nettobesparelsen være på 4 mia. kr. om året, hvis der er 10.000 familier som den angivne, der vælger løsningen. Det vil således klart forbedre den finanspolitiske holdbarhed. Samtidig vil forslaget lette problemerne med ghettodannelse og parallelsamfund, og der bliver færre 2G’ere og 3G’ere og mindre kriminalitet
Der er ikke så forfærdelig mange indvandrere, hvor begge er på kontanthjælp, men medregnes andre former for overførselsindkomst som førtidspension, efterløn m.m., så vil det trods alt være et relativt stort antal familier, der vil kunne finde det attraktivt at benytte sig af et sådant tilbud.
Ulempe: Der er en stor risiko for, at det pludselig bliver meget mere attraktivt for indvandrere i beskæftigelse at gå på kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension eller andet med henblik på at få rejse-hjem-tilbuddet. Men det problem må kunne håndteres ved at gøre det til et éngangstilbud, som kun gælder for de personer, der er på overførselsindkomst på tidspunktet for forslagets fremsættelse og med eksempelvis en frist på 6 måneder til at tage imod tilskuddet.
”Fremskridt” rejste denne debat her på 180grader, men jeg syntes der trængte til at blive sat lidt tal på. Derfor kiggede jeg lidt nærmere på, hvad det egentlig koster at have en familie på kontanthjælp. Efterskatbeløbene har jeg selv beregnet baseret på eksisterende skatteregler.
