DET GRELLESTE eksempel på denne profit-grådighed kan virksomheden Vestas levere – verdens største producent af vindmøller med nu over 40.000 opstillede vindmøller i 65 lande fordelt over fem kontinenter.
Vestas havde aldrig udviklet sig til verdens førende vindmølleproducent med en omsætning på omkring 50 milliarder kroner – på størrelse med den danske landbrugseksport – hvis ikke firmaet havde nydt godt af massiv politisk medvind – ikke mindst fra den visionære og magtfulde S-politiker, Svend Auken. Han fik som miljøminister hurtigt færten af et kommende, gigantisk, dansk eksporteventyr og stod i spidsen for en lovgivning, der gennem flere år støttede udviklingen af vindbaseret energi.