KOMMUNALE BEN. Aalborgs tidligere borgmester Henning G Jensen (S) har sørget godt for sig selv efter borgmesterkæden blev givet videre. Henning G har sikret sig pladsen som bestyrelsesformand for Aalborg Lufthavn, så han slipper for at gå tilbage til sit lærerfag. Der skal nemlig helst være højt til himlen, der hvor han er, for så trives han allerbedst, som det hedder i artiklen.
På Aalborg Lufthavns hjemmeside er det i øvrigt svært for skatteborgerne at finde information om hvem der sidder i bestyrelsen, ligesom man heller ikke taler højt om at lufthavnen er offentligt ejet af Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerlands kommuner.
Aalborg Lufthavn har i flere år ikke ønsket at offentliggøre sine årsrapporter, og regnskabet er ikke offentligt tilgængeligt på for eksempel proff.dk og cvr.dk. Det forklarer hvorfor lufthavnen er oprettet som et AMBA-selskab. Vi ved dog, at 2013-regnskabet gav et overskud på beskedne 145.000 kroner. Spørgsmålet er så hvorfor de kommunale ejere har valgt at hemmeligholde regnskaberne for de tidligere år.
Helt generelt finder jeg det påfaldende at se offentlige selskaber fortie deres ejerforhold og regnskabstal. Skatteborgerne har krav på indsigt i de offentlige selskabers økonomi for at forebygge lemfældig omgang med skatteborgernes penge.
Jeg kan derfor kun opfordre Aalborg Lufthavn og Henning G til at komme ud af busken og skabe åbenhed omkring lufthavnens ejerforhold og økonomi. Skatteborgerne skulle jo nødig tro, at den manglende åbenhed omkring regnskaberne dækker over et forsøg på at kamuflere underskud, fede bestyrelseshonorarer og forbrugsfest for bestyrelse og ægtefæller.