For mig er troværdighed - ud over indsigt og viden, selvsagt - den vigtigste egenskab for en politiker. For at sige det ligeud kan jeg simpelthen ikke udstå vendekåber og opportunister som kamæleonkongen og Venstre-vejrhanen, Anders Fogh Rasmussen; vores ekstremt rejselystne statsminister, Helle Thorning-Schmidt, (som regeringsavisen, Politiken, i øvrigt er begyndt at tale åbent om risikerer at blive udskiftet på sin post af sine egne partifæller efter den australske model); vores joke af en udenrigsminister, sprogekvilibristen (han er endnu dårligere til sprog, end han har ry for at være) Villy Søvndal, der ligesom sin regeringschef satte de danske frihedsrettigheder på stand-by i de tre dage, den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark varede, til gengæld for 155 arbejdspladser i Danmark og danske milliardinvesteringer i Kina - ikke omvendt. Hvordan mon oppositionspolitikeren, Villy Søvndal, ville have set på en sådan ageren, hvis den var foregået under en borgerlig regering?
De nuværende borgerlige politikere kan selvfølgelig ikke sammenlignes med politiske prostituerede som Thorning-Schmidt og Søvndal, når det gælder manglende troværdighed, men man må nøgternt konstatere, at flere af dem anstrenger sig til deres yderste for at nå de uopnåeliges niveau. Mens Venstre-formand og oppositionsleder, Lars Løkke Rasmussen, imponerede under den sidste del af sin statsministertid ved bl.a. at stå bag Tilbagetrækningsreformen og derefter under den foregående valgkamp at være sig selv, sige, hvad han mente, gå i flæsket på Thorning-Schmidt, Søvndal og co. og udstille deres luftkasteller, har hans zigzagkurs i forløbet op til- og under skatteforhandlingerne/-sonderingerne med regeringen været deprimerende at følge. Jeg beklager, hvis jeg ikke har fået det hele med i den følgende fremstilling. I så fald må man have forståelse for, at der trods alt er grænser for den menneskelige - eller i hvert fald min - formåen: Under valgkampen kunne Løkke ikke se for sig, at der kunne blive råd til skattelettelser. I forlængelse af den udmelding udtalte han så som oppositionsleder i slutningen af januar til den første udgave af Den Korte Avis, at Venstre godt kunne forestille sig at deltage i en skattereform, selvom den ikke sænkede det samlede skattetryk, hvis bare skatten på arbejdsindkomster blev sat ned. I slutningen af maj lød der pludselig helt nye toner: Nu skulle der leveres 13 mia. kr. i skattelettelser fra regeringen, hvis den ville have Venstre med i en aftale, der i øvrigt skulle omhandle alle de områder, der i øjeblikket forhandles om, d.v.s. førtidspension, fleksjob etc. Beløbet baserede sig på tvivlsomme beregninger, og inden længe var Venstre kommet på andre tanker. Nu lød det til, at man ville være tilfreds med blot 5-6 mia. kr. i skattelettelser. Til gengæld skulle den nye aftale kun gælde til slutningen af denne valgperiode og kun omhandle skatteområdet. Det hele endte som bekendt med, at Løkke og Venstre forlod forhandlingerne under noget uklare omstændigheder. Til Løkkes forsvar skal siges, at også regeringen er kommet med temmelig forvirrende udmeldinger og, at de kuldsejlede trepartsforhandlinger betyder, at der, så at sige, er færre mia. i spil.
Hvorom alting er: Løkkes troværdighed er ikke ligefrem blevet styrket af de seneste dage og ugers forløb, og virakken om hans Rio-rejse har sandt for dyden ikke gjort tingene bedre. Det er rigtigt, at han allerede for en måned siden informerede regeringen om, at han søndag d. 17. juni ville rejse til a cidade maravilhosa (den vidunderlige by) via Michigan i USA. Ligeså uomtvisteligt er det imidlertid, at han i lørdags ved Folkemødet på Bornholm sagde, at han skulle flyve direkte til Rio om søndagen og i øvrigt tilføjede, at han ville lande nogenlunde samtidig med statsministeren, selvom hun fløj noget senere (en diskret hentydning til, at Thorning-Schmidt som sædvanlig fløj i Challenger-fly). I det konkrete tilfælde er der ikke tale om nogen stor sag, selvom især Løkke-foragteren, Henrik Qvortrup, har lugtet blod, på samme måde, som han gjorde, da han interviewede en noget vrissen og forsmået Lars Barfoed på det selvsamme ovennævnte Folkemøde. Qvortrup lignede en kat, der havde fået stillet en skål fløde foran sig, da han hørte Barfoeds slet skjulte angreb på Løkke, og siden da har han gjort, hvad han kunne for at holde gryden i kog, bl.a. med sin udtalelse om borgerkrig mellem de borgerlige.
En anden politiker, hvis troværdighed ikke just er blevet styrket på det seneste, er Liberal Alliance-lederen, Anders Samuelsen. Han er som bekendt tidligere radikal, og som sådan var han - ifølge Marianne Jelved - kendt for, når han skulle tage stilling til et udspil, lovforslag etc., altid at lægge vægt på, at det både var socialt og liberalt. Det ændrede sig som et lyn fra en klar himmel, efter Liberal Alliance var blevet dannet. Pludselig var Samuelsen meget liberal (ultraliberal, ville man, fejlagtigt, sige på venstrefløjen).
Fred være med det, kunne man sige. Jeg er også selv blevet mere liberal de seneste år - mon ikke det har noget at gøre med, at jeg læser 180 Grader hver dag? - men Samuelsen og hans parti lever ikke altid op til de fine idealer. F.eks. har det skuffet mig og mange, mange andre læsere af denne brugerstyrede netavis, at LA med åbne øje lavede en aftale med regeringen, der - ud over at medføre en forventet årlig stigning på ca. 1000 familiesammenførte i Danmark - vil koste statskassen ca. 210 mio. kr. årligt. I det liberale dilemma mellem åbne grænser og lavere offentlige udgifter - de to ting kan ikke forenes - har LA altså valgt at sætte sine kræfter ind på det førstnævnte område. At de nytilkomne så senere måske kan vise sig også at være med til direkte at underminere frihedsrettighederne her i landet, er endnu et aspekt, der udstiller dilemmaet for det liberale parti.
I løbet af de seneste to dage har Anders Samuelsen endnu engang vist, at han er meget fleksibel i sine holdninger. Først udtalte han, at finansminister Bjarne Corydon slet ikke behøvede at ringe for at invitere Liberal Alliance til forhandlinger om skattereformen, hvis ikke han på forhånd accepterede kravet om, at de offentlige udgifter i fremtiden ikke må stige med mere end 0,3 % om året. Dagen efter var tallet pludselig steget til 0,5 %, og søreme om ikke Liberal Alliance i dag indvilliger i den samme stigning, som regeringen har lagt op til: 0,8 %! Der kan være mange gode grunde til Samuelsens hvalvendinger - såsom, at det er bedre at føre regeringen et lille stykke i den rigtige retning på andre områder, end slet ikke at få indflydelse - men det her er for tykt og for meget for et parti, der har det som intet mindre end sin eksistensberettigelse at reducere størrelsen på den offentlige sektor.
Når det drejer sig om at stå fast på sine principper og holdninger har Lars Løkke og Anders Samuelsen meget at lære af den radikale leder, Margrethe Vestager, og den konservative formand, Lars Barfoed. Selvfølgelig har også de to skiftet- og modereret holdninger på en række områder i tidens løb, men i forhold til de fleste andre toppolitikere fremstår de ikke desto mindre markant mere troværdige. Jeg har sandt at sige aldrig kunnet fordrage Margrethe Vestager, især fordi, hun i sit privatliv udviser en meget hyklerisk adfærd i forhold til de udmeldinger, hun kommer med som politiker, men man må anerkende, at hun på de fleste områder mener det samme, som hun altid har ment, det være sig om udlændinge-, skat eller økonomisk politik. På samme måde er der grund til at rose Lars Barfoed. Også han har - især på det økonomiske område - stået på mål for de samme holdninger i al den tid, han har været i politik. Som det er blevet fremhævet mange gange før i diverse medier, forekommer det temmelig bizart (og ufortjent?), at De Konservative er blevet gradvist mindre og mindre... og mindre, alt imens deres, gamle, dagsorden om afskaffelse/forringelse af efterlønnen, højere pensionsalder, skattelettelser etc. langsomt bliver ført ud i livet af skiftende regeringer.
Man kan være enig eller uenig i min fremstilling, men for mit eget vedkommende skal der ikke herske nogen tvivl om mit håb for fremtiden i dansk politik: Det er tid til troværdighed - ikke til vendekåber og slet ikke til politiske prostituerede.
