Kan du 100 procent overbevist sige til danskerne, at du har håndfaste beviser, der udelukker, at det kan have været andre end Assad?
- Jeg har jo ikke indsamlet de beviser, og vi har dem ikke i Danmark. Det har jeg heller ikke på noget tidspunkt sagt, vi har. Vi lytter nøje til vores allernærmeste allierede, som har stærke indicier for, at det er Assad, der har angrebet sin egen befolkning.
- Det gælder amerikanerne, og det gælder franskmændene. Hvis vi ikke skulle lytte til vores nærmeste allierede i den her sammenhæng, hvem skulle vi så lytte til?, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.
Hmm, hvad med os selv, som både bærer tvivlens nådesgave, og ansvaret for vores handlinger?
Endvidre:
Men borgerkrig eller ej, så skal beviserne for, at det er Assad, der har gjort det, vel være stensikre, for at vi kan støtte en militær aktion?
- Men vi får kun de beviser, vi har. Så vi må vælge, om vi vil tro på vores nærmeste allierede amerikanerne og franskmændene i den her sag.
Så det er en trossag, når det gælder beviserne?
- Nej, jeg stoler på vores nærmeste allierede i den her forbindelse. Alternativet er, at man siger, at det ikke er rigtigt, og man lader det her passerer, siger Helle Thorning-Schmidt.
Uskyldig til det det modsatte er bevist? Eller er det for gammeldags for flertalsdiktatur?
Diclaimer: Jeg er ikke fortaler for hverken Assad, Det muslimske Broderskab eller fiktive demokratiske strømninger skabt i vestlige jounalister og politikeres hjerner...
