Thorning taber - eller har tabt - kontrollen med økonomien

Den Korte Avis skriver idag at "Thorning taber kontrol med økonomi" i en af sine sædvanligvis læseværdige analyser

Christian Melgaard,

28/11/2012

Den Korte Avis skriver idag at "Thorning taber kontrol med økonomi" i en af sine sædvanligvis læseværdige analyser. Om der burde have stået "har tabt" i stedet for "taber", for at understrege det kritiske i situationen, er en mindre detalje.

På pressemødet efter det netop afholdte regeringsseminar havde regeringen stort set intet at sige om den økonomiske politik - med undtagelse af en opgivende og kyniske konstatering i forhold til dagpengedebatten, gående på at regeringen ikke kan gøre mere.

Det er ikke fordi der mangler gode og relevante emner at tale om, men kendsgerningen er desværre bare, at Helle Thorning har tabt kontrollen med den Danske økonomi. Regeringens politik smuldrer, og de evner tydeligvis ikke at sætte noget nyt i stedet.

I stedet for at arbejde med problemerne bruger de energi på at sende deres spindoktorer i marken med alle mulige og umulige emner - senest bankpakke II - som skal aflede opmærksommen fra det pinlige faktum at de er helt rundtossede.

Det gik galt allerede fra starten da trepartsforhandlingerne brød sammen før de var kommet i gang. Det var ellers en at Helle Thornings centrale "programerklæringer" at disse forhandlinger skulle gennemføres indenfor de første 100 dage. Trepartsforhandlingerne udgjorde selve krumtappen i regeringens 2020-plan og regeringen kunne meget bekvemt ikke udtale sig om forhandlingerne - herunder hvilke alternative planer de måtte have i skuffen. Nu faldt de så til jorden med et btag, og vi venter stadig i spænding på at høre hvordan regeringen vil lukket det hul de fejlslagne forhandlinger har efterladt i 2020-planen.

Der skulle skaffes arbejdskraft og penge ved at nedbringe sygefraværet, men det viser Finansministeriets egne beregninger nu er endnu et blålys. Flere indvandrere skulle i arbejde, men der er intet sket på den front. Hele kontanthjælpsområdet skulle reformeres, men heller ikke her er der bare antydningen af en plan fra regeringens side. På den positive side blev der gennemført en skattereform, men på den negative side tæller så den de facto tilbagerulnbing der er startet umiddelbart efter - i øvrigt, som en nyskabelse i Dansk politik, som en blanding af annoncerede indgreb og direkte skjulte og fortiede indgreb. 

Hvis regeringen er i tvivl om behovet for handling, så får de ingen hjælp fra OECD som med deres seneste  halvårsrapport om verdensøkonomien tvært imod kaster endnu en bombe mod Danmarks fremtidsudsigter. Rapporten viser, at landet står til at tabe yderligere konkurrenceevne i forhold til resten af Europa. I dag er vi det fjerde dyreste land at producere i målt i forhold til eurozonen - og i 2014 forventes vi at være "avanceret" til en lidet flatterende andenplads. Det øger naturligvis presset for, at vi skal styrke produktiviteten og holde lønnen nede.

I øjeblikket virker regeringen rådvild og passiv, og måske er det på tide at Helle Thorning tager den fulde konsekvens og overlader broen til nogen der i hvert fald vil forsøge at løse problemerne. Men det er vel for meget at håbe på?