Hvad  har Zenia Stampe, Rune Engelbrecht, Bjørn Elmquist og mange andre til  fælles med Lars Hedegaards attentatmand. Temmeligt meget hvis man skal  følge Statsminister Helle Thorning-Schmidts fordømmelse af Hedegaard  attentatet til dørs.
“Et angreb på Lars Hedegaard er en afskyelig handling, som jeg fordømmer på det kraftigste. Og det gør det kun værre, hvis handlingen har baggrund i et forsøg på at forhindre Lars Hedegaard i et bruge sin ytringsfrihed”. Specielt skal man lægge mærke til det understregede.
Attentatmanden  har med en pistol forsøgt at hindre Lars Hedegaard i at bruge sin  ytringsfrihed. Det er nøjagtigt det samme, som de førstnævnte personer  gør når de sætter deres underskrift på en §266b anmeldelse.
I  begge tilfælde benyttes magtmidler for at lukke munden på en som man er  uenig med. Det er måske mere civiliseret at bruge §266B end en pistol,  men meningen er den samme. Man ønsker at begrænse ytringsfriheden for en  anden person. Og en retssag er og bliver et magtmiddel, som i yderste  konskvens håndhæves med politiets pistoler.
Intentionen  bag §266b er sikkert god nok, men i praksis er den blevet politiseret.  Paragraffen bliver ikke brugt for at beskytte minoriteter, men for at  begå karaktermord eller det der er værre mod en politisk modstander. 
Oprindelig var paragraffen i 1939 formuleret således og målet var at beskytte jøder: § 266 a. Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger forfølger  eller ophidser til Had mod en Gruppe af den danske Befolkning paa Grund  af dens Tro, Afstamning eller Statsborgerforhold, straffes med Hæfte  eller under formildende Omstændigheder med Bøde. Er Rygterne eller  Beskyldningerne fremsat i trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved de  er naaet ud til en større Kreds, er Straffen Hæfte eller under  skærpende Omstændigheder Fængsel indtil 1 Aar.
Men  i 1971 og senere er der sket en række stramninger af paragraffen,  specielt har man fjernet ordet “falske”, og en højesteretsdom har slået  fast, at man ikke har krav på at føre bevis for sin påstand. Dermed har man også åbnet en ladeport for intellektuelt misbrug. 
Der  er næsten ikke den islamkritiker, der har markeret sig uden på et eller  andet tidspunkt at være blevet anmeldt efter §266b. Det viser at  debatkulturen er generelt dårlig og usportslig. Kan man ikke ramme  modstanderen med ord, så kan man slæbe ham eller hende igennem en  tidskrævende retssag. Og det er en gratis omgang for anmelderen, selvom  der ret beset burde kunne køres en injuriesag på en faldet §266b sag.
Derfor  er det glædeligt fra statsministerens egen mund at høre en fordømmelse  af handlinger, der har baggrund i forsøg på at forhindre andre i at  bruge deres ytringsfrihed. Vil hun lægge handling bag sine ord, så er  hun nødt til at gå linen ud og afskaffe straffelovens §266b. 
 
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
         
            
        
        