Mens Helle Thorning kæmper med at sammensætte den umulige regering, garanterer hun nu, endnu før regeringsgrundlaget er på plads, de 2 første politiske tiltag:
For det første garanterer hun at "boligpakken" bliver gennemført. Der er tale om det "starthjælp" til boligmarkedet, som bygger på en naiv formodning om at nye boligkøbere vil kaste usikkerheden af sig blot fordi de kan spare nogle få tusinde kroner de første 1½-2 år.
Det bliver interessant at følge om lovforslaget ledsages af beregninger over hvad der sker for boligkøberne, når de første 1½-2 år er gået - og om fremsættelsen af et lovforslag også indebærer en garanti for at boligskatterne ikke hæves nu eller senere. Sker det ikke, kan boligpakken vise sig at være en regulær giftpille for dem som lader sig lokke. Når kombinationen af boligpakkens udløb og afskaffelse af loft over boligskatterne falder sammen vil boligudgifterne stige dramatisk.
Betalingsringen har også budt sig fast som en lille belønning til alle de vælgere der har svigtet Helle Thorning. På trods af de beregninger COWI har foretaget for Frank Jensen i Københavns Kommune viser, at det vil koste samfundet kr. 7-8 mia., så insisterer Helle Thorning angiveligt på at gennemføre det vanvittige forslag. Det er helt i tråd med Frank Jensens udtalelser om at det enorme tab COWI har regnet sig frem til ikke ændrer på hans holdning. Klassisk socialdemoktratisk tankegang; Vi befaler de andre betaler.
Som en ekstra krølle på skandalen får de Radikale måske deres ønske om en folkeafstemning opfyldt, således at vi først skal bekoste opførelsen af dyre anlæg for dernæst at (måske) opleve, at betalingsringen forkastes.
Man kan undre sig over at Helle Thorning kan udstede disse løfter/garantier før der er et samlet regeringsgrundlag på plads eller før der som minimum tegner sig et flertal for de konkrete forslag.