Sjældent har en konservativ leder stået i en mere ramponeret og miserabel tilstand kort før et afgørende møde med sit bagland.Hvad kan Lene Espersen gøre? Det ubarmhjertige svar er: Ikke ret meget.
Det er en svir at være en udenrigsminister i medvind, men i modvind har man ikke en særlig effektfuld styrepind til rådighed. I de sidste måneder har Espersen rejst verden rundt i et tempo, som de færreste af forgængerne kan matche, ene og alene for at vise, at hun er seriøs og arbejder i alle døgnets timer. Det grumme paradoks er, at danskerne ikke tager notits af det, og rejserne gør hende samtidig usynlig på den hjemlige scene.
For at kunne få fremgang skal de konservative ministre – og det gælder især Brian Mikkelsen, Lars Barfod og Benedikte Kiær– profilere partiet tydeligere. Men det skal ske med en konsistent politik, som ikke repræsenterer nye overraskende kursskift og kommer til at ligne panik før lukketid. Dernæst skal Espersen selv trækkes ind i kampen igen. Hun skal markere sig i de mest afgørende indenrigspolitiske spørgsmål, for ellers vil hun kunne kæmpe sig tilbage til en tålelig udgangsposition før valgkampen. Endelig bliver de Konservative nødt til at tage bestik af virkeligheden.
Drømme om fremgang og vækst vil være en illusion. Alt tegner til, at de Konservative kommer til at indkassere et nederlag ved næste valg. Derfor er det realistiske succeskriterium at få begrænset skaderne og satse hårdt på at fastholde regeringsmagten, så man får fire år til at genopbygge partiet og ikke mindst partilederen.
Det er en svir at være en udenrigsminister i medvind, men i modvind har man ikke en særlig effektfuld styrepind til rådighed. I de sidste måneder har Espersen rejst verden rundt i et tempo, som de færreste af forgængerne kan matche, ene og alene for at vise, at hun er seriøs og arbejder i alle døgnets timer. Det grumme paradoks er, at danskerne ikke tager notits af det, og rejserne gør hende samtidig usynlig på den hjemlige scene.
For at kunne få fremgang skal de konservative ministre – og det gælder især Brian Mikkelsen, Lars Barfod og Benedikte Kiær– profilere partiet tydeligere. Men det skal ske med en konsistent politik, som ikke repræsenterer nye overraskende kursskift og kommer til at ligne panik før lukketid. Dernæst skal Espersen selv trækkes ind i kampen igen. Hun skal markere sig i de mest afgørende indenrigspolitiske spørgsmål, for ellers vil hun kunne kæmpe sig tilbage til en tålelig udgangsposition før valgkampen. Endelig bliver de Konservative nødt til at tage bestik af virkeligheden.
Drømme om fremgang og vækst vil være en illusion. Alt tegner til, at de Konservative kommer til at indkassere et nederlag ved næste valg. Derfor er det realistiske succeskriterium at få begrænset skaderne og satse hårdt på at fastholde regeringsmagten, så man får fire år til at genopbygge partiet og ikke mindst partilederen.
