Manglen på politisk lederskab er det virkelige problem for blå blok. Nu - såvel som gennem de 10 år med VK-regeringen.
Ingen vil bestride, at Fogh havde styr på sin regering, og med kontraktpolitikken gennemførte en stor del af det, han havde lovet vælgerne. Problemet var, at Anders Fogh manglede bådedet politiske projekt og mod. Og ikke turde love vælgerne de store forandringer.
Foghs og Venstres projekt gik primært ud på at overbevise vælgerne om, at Venstre ikke udgjorde nogen trussel mod velfærdsstaten, og at de skulle overlade regeringsmagten til Venstre. Og det lykkedes. Venstre indførte en etårig barselsorlov, sænkede forældrebetalingen til børneinstitutioner, øgede den offentlige beskæftigelse og forbrug som andel af BNP og øgede antallet af personer på overførselsindkomst.
Men VK-regeringen havde ikke noget politisk projekt. Og hverken Fogh eller Løkke udviste politisk lederskab. Repræsentanter for V og K har mange gange undskyldt sig med, at de ikke havde 90 mandater. Det er rigtigt, og selvfølgelig kunne de ikke gennemføre alt, hvad de ville, med DF som reformstopklods, men det er ingen undskyldning for ikke at udvise politisk lederskab: At gå foran og argumentere for ens politiske projekt. Det gjorde hverken Anders Fogh eller Løkke nogensinde, og da Løkke endelig foreslog en reform af efterlønnen i nytårstalen 2011, var det efter at meningsmålinger havde vist flertal for en reform.
At udvise politisk lederskab forudsætter for det første politisk mod: at man tør gå foran vælgerne for at overbevise vælgerne frem for selv at følge vælgerstemningerne. For det andet forudsætter det et politisk projekt, så der er en retning for lederskabet, så der er noget, man skal overbevise vælgerne om er det rigtige. Uden et politisk projekt er det blot politisk administration.
Det er svært at se, hvad Helle Thorning-Schmidt og Corydons politiske projekt skulle være, men de har faktisk vist politisk mod til at gå foran deres egne vælgere og gennemføre reformer, der er upopulære i deres vælgermæssige bagland.
Et politisk projekt kræver ideologi, hvis det da ikke skal være et rent magtprojekt. Og der findes ingen store politiske ledere, der ikke er drevet af en stærk ideologisk overbevisning, principper og værdier.
Margaret Thatcher er et godt eksempel på en politiker, der udviste politisk lederskab. Det var ikke altid, hun fik gennemført det, hun ville, og politisk var hun mere pragmatisk end i sine ideologiske taler, men hun var en politiker, der både havde det politiske mod til at gå foran og som samtidig havde et politisk projekt: At genrejse England økonomisk og bekæmpe socialismen hjemme såvel som ude.
Kort tid efter at være valgt som de Konservatives leder besøgte hun det konservative partis tænketank, hvor hun skulle lytte til en oplægsholder, der argumenterede for, at de konservative skulle placere sig på en middelvej mellem højre og venstre. Det blev for meget for Margaret Thatcher, der rejste sig, hev Hayeks The Constitution of Liberty op af håndtasken, hamrede den i bordet og deklamerede: This is what we believe! Og så holdt hun ellers en improviseret monolog om alle Englands økonomis dårligdomme.
Løkke og Barfoed mangler både det politiske projekt og det politiske mod
Kun Liberal Alliance har et politisk projekt og en politisk leder, der har det politiske mod til at fastholde en klar ideologisk linje, selv om det ikke er vælgermaksimerende.
Men der er ingen grund til at have store forhåbninger til, at et regeringsskifte vil gøre den store forskel mht. den økonomiske politik. Hverken Venstre eller Konservative har noget politisk projekt, og ingen af de to partiledere har hidtil udvist politisk lederskab. Hverken Løkke eller Barfoed har modet til at gå foran vælgerne og udstikke en kurs, og de har nok heller ikke evnerne til at vinde vælgerne for et borgerligt projekt, selv om vælgerstemningen er skiftet markant i borgerlig retning i det seneste års tid. Hvilket mere er Helle Thornings og Joachim B.'s fortjeneste end Løkkes og Barfoeds.
Problemet for Danmark er, at vi har for mange politikere, der blot kæmper for at bevare eller tilbageerobre magten. Hvad vi har brug for, er politikere, der tør stille sig op i en forsamling af partimedlemmer og erklære: This is what we believe!
