Onsdag, halvt fuldt eller halvt tomt?
Man kan ikke andet et at glæde sig over at være indbygger i kongedømmet Danmark på sådan en regnfuld onsdag.
Gymnasiet ringer ind kl. 8.10, og der sidder man på sin plads. Heldigvis byder første modul på en historie lektion om lektien hedder: Velfærdsstatens udvikling, eller velfærdssamfundet som frænderne i VU kalder det. Tomato, tomato. Og fru. Lise gennemgår velfærdsstatens udvikling fra ende til anden. Overraskende nok viser det sig at være de stærke danske institutioner og arbejderbevægelsen der har muliggjort en velfærdsstat i verdensklasse, hvor kapitalen til at finansiere hele molevitten kommer fra, lader vi stå lidt perifert. Olie forekomster i Nordsøen, eller en verdensøkonomiens næsten uafbrudte vækst over de sidste 50 år, viser sig ikke at have noget at gøre med ovennævnte.
Nå, men heldigvis skriver skemaet samfundsfag i næste modul. Jeg er en ørn til det fag, kan nævne samtlige danske statsministres og amerikanske præsidenters politik over de sidste 100 år.
Aflevering retur. Velfærdsstatens udfordringer. Et solidt 4 tal. Som flittig gymnasieelev højner det ikke umiddelbart humøret, man sigter vel efter to cifret. Men årsagen til den ringe karakter er jo sole klar. Det er jo en komplet uholdbart antagelse at der forekommer braindrain i Danmark, hvem skulle dog forlade dette yndige land. Nå, det har hr. Leif nok ret i. På side tre har jeg forsøgt at beskrive hvordan Adam Smith argumenterede for at der vil være en omfordeling af goderne i et samfund gennem den usynlige hånd. Den usynlige hånd? spørger hr. Leif: "er det et begreb du selv har fundet på". Jeg slår op i min kopi af Wealth of Nations og finder flere nedslag med fænomenet den usynlige hånd. Men hr. Leif har jo en universitets uddannelse.
Men hva pokker! Der er fri i morgen og nu skal vi da ned og have en øl. Desværre har jeg spenderet mine 2.456 SU kroner på alt andet en studie, så kontoen stå endnu en gang i minus. Men heldigvis har man jo sit dankort, så hvorfor ikke bare følge eksemplet fra Villy og Helle? Jeg trækker det da bare mere i minus og så kan jeg jo vente og se hvad der sker derfra? Jeg kan jo altid bare arbejde 12 min. mere om dagen, så går det hele nok.
Så jeg køber en lækker sandwich med et godt lag Chorizo, velvidne om at jeg sætter tænderne i et produkt der højst sandsynligt har modtaget en andel af de ca. 1.054 mia. kroner som EU uddeler i landbrugsstøtte hvert år. Det gør det selvfølgelig noget svære for bønderne i Afrika at konkurrere med landbrugsvirksomheder hvis primære indtægt kommer fra en overstatslige institution, men hvis staten siger god, hvorfor så ikke? Jeg skal selvfølgelig have en tysk dåsecola dertil, hvorfor betaler 12 kr. når den koster 4 kr. sydover grænsen?
Jeg må hellere se at komme på arbejde, jeg ville nok hellere tage ud og træne golf sammen med min efterlønsmodtager venner, men de skal jo have deres frihed til at traske 10 kilometer, op og ned af bakke, der vel ikke for sjov at man er blevet nedslidt på arbejdspladsen!
Hvorfor så ikke?
Studerende på Silkeborg Gymnasium.
Man kan ikke andet et at glæde sig over at være indbygger i kongedømmet Danmark på sådan en regnfuld onsdag.
Gymnasiet ringer ind kl. 8.10, og der sidder man på sin plads. Heldigvis byder første modul på en historie lektion om lektien hedder: Velfærdsstatens udvikling, eller velfærdssamfundet som frænderne i VU kalder det. Tomato, tomato. Og fru. Lise gennemgår velfærdsstatens udvikling fra ende til anden. Overraskende nok viser det sig at være de stærke danske institutioner og arbejderbevægelsen der har muliggjort en velfærdsstat i verdensklasse, hvor kapitalen til at finansiere hele molevitten kommer fra, lader vi stå lidt perifert. Olie forekomster i Nordsøen, eller en verdensøkonomiens næsten uafbrudte vækst over de sidste 50 år, viser sig ikke at have noget at gøre med ovennævnte.
Nå, men heldigvis skriver skemaet samfundsfag i næste modul. Jeg er en ørn til det fag, kan nævne samtlige danske statsministres og amerikanske præsidenters politik over de sidste 100 år.
Aflevering retur. Velfærdsstatens udfordringer. Et solidt 4 tal. Som flittig gymnasieelev højner det ikke umiddelbart humøret, man sigter vel efter to cifret. Men årsagen til den ringe karakter er jo sole klar. Det er jo en komplet uholdbart antagelse at der forekommer braindrain i Danmark, hvem skulle dog forlade dette yndige land. Nå, det har hr. Leif nok ret i. På side tre har jeg forsøgt at beskrive hvordan Adam Smith argumenterede for at der vil være en omfordeling af goderne i et samfund gennem den usynlige hånd. Den usynlige hånd? spørger hr. Leif: "er det et begreb du selv har fundet på". Jeg slår op i min kopi af Wealth of Nations og finder flere nedslag med fænomenet den usynlige hånd. Men hr. Leif har jo en universitets uddannelse.
Men hva pokker! Der er fri i morgen og nu skal vi da ned og have en øl. Desværre har jeg spenderet mine 2.456 SU kroner på alt andet en studie, så kontoen stå endnu en gang i minus. Men heldigvis har man jo sit dankort, så hvorfor ikke bare følge eksemplet fra Villy og Helle? Jeg trækker det da bare mere i minus og så kan jeg jo vente og se hvad der sker derfra? Jeg kan jo altid bare arbejde 12 min. mere om dagen, så går det hele nok.
Så jeg køber en lækker sandwich med et godt lag Chorizo, velvidne om at jeg sætter tænderne i et produkt der højst sandsynligt har modtaget en andel af de ca. 1.054 mia. kroner som EU uddeler i landbrugsstøtte hvert år. Det gør det selvfølgelig noget svære for bønderne i Afrika at konkurrere med landbrugsvirksomheder hvis primære indtægt kommer fra en overstatslige institution, men hvis staten siger god, hvorfor så ikke? Jeg skal selvfølgelig have en tysk dåsecola dertil, hvorfor betaler 12 kr. når den koster 4 kr. sydover grænsen?
Jeg må hellere se at komme på arbejde, jeg ville nok hellere tage ud og træne golf sammen med min efterlønsmodtager venner, men de skal jo have deres frihed til at traske 10 kilometer, op og ned af bakke, der vel ikke for sjov at man er blevet nedslidt på arbejdspladsen!
Hvorfor så ikke?
Studerende på Silkeborg Gymnasium.
