Jeg skal lige love for, at revolutionen ikke er noget te-selskab, sådan som Erik Clausen formulerer det. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at siden den colombianske, konservative præsident Álvaro Uribe kom til magten og for alvor slog hårdt ned på terror-grupperne i landet, har nabodiktaturet Venezuela udviklet sig til en ægte rotterede for koldblodige, marxistiske terrorister, der især nyder godt af den enorme sympati fra den røde gorillas side. Da colombianske styrker ved grænsen til Ecuador havde held med at slå en fremtrædende leder fra FARC ihjel i 2008, tøvede Chabæstet ikke just med at sende flere tusinde soldater til grænsen med Colombia. Men nu er diktatoren gået skridtet videre og haft et personligt møde med de venstreradikale på selveste colombiansk territorium, alt imens den spanske præsident, Mr. Bean, med glæde sender spansk-producerede "anti-dissident værktøjer" til sin gode ven og politisk allierede i Latinamerika. Tak for kaffe, eller burde jeg sige te?
