Post har sendt et trusselsbrev til 174.000 husstande, hvor man gør opmærksom på at postkassen sidder ukorrekt i henhold til postloven. Det hedder i brevet at hvis forholdene ikke bringes i orden inden 1. marts, "vil vi begynde at returnere post til afsender." 4.000 har lavet telefonstorm hos Post, og på Jyllandspostens blog er der en del indlæg for og imod hele postyret, mest imod.
Nu gør selve antallet af breve, at truslen nok er ugennemførlig i praksis, og desuden vil pres på de berørte borgere givetvis føre til yderligere tilbagegang for Post. Der er mange der ikke bryder sig om at blive truet, og som alle bør vide, har trusler det med at befordre uhensigtsmæssige reaktioner.
Der er imidlertid et andet aspekt, der er endnu mere interessant end at 174.000 husstande åbenbart ikke synes videre godt om Folketingets lov, og det er at Post har monopol på udbringning af breve. Man har altså eneret, men samtidigt også pligt til at udbringe brevene. Nu trues med at tilsidesætte pligten med henvisning til loven. Jeg er ikke jurist, men der forekommer at være et problem her, for man kan vel ikke hævde et monopol, samtidtigt med at man tilsidesætter sin pligt, blot fordi der er kommet en temmelig ugennemtænkt lov?
Har vi nogle jurister her på linien, der kunne deltage?