Dagens danskere er skrællet rene for personligt ansvar.
Jeg kan rage rundt imellem uddannelser, uden at gøre nogen af dem færdige. Det er ligegyldigt - staten betaler. Jeg behøver ikke engang at arbejde, hvis jeg nogensinde bliver færdiguddannet. Det er ligegyldigt - staten betaler. Jeg kan køre mig selv halvt ihjel i en kæmpebrandert. Det er ligegyldigt - staten betaler.
Jeg kan bogstavelig talt tage en hammer og slå mig selv i hovedet til jeg besvimer af smerter. Staten skal nok komme og betale for at skaden kan blive udbedret.
Så længe vi lader staten tage alt skraldet, så længe vi vil have andre til at bestemme over vores liv, så bliver politikerne ved med at fremstå som hysteriske forældre, og vi bliver aldrig voksne, helstøbte, sunde og lykkelige mennesker.
Først nu forstår jeg min morfars svar, som han gav mig for mange år tilbage, da jeg spurgte ham om ikke livet var dødkedeligt og træls dengang han voksede op: "Næh. Der var ikke så mange muligheder som i dag, men der var meget mere mening."
For hvad er det smukke i at have alle de mulige valg i livet, som vi bryster os af, når konsekvensen af dem er fjernet? Hvis man sletter risikoen for at fejle, hvis man på forhånd fjerner nederlaget, så fjerner man også sejren, og så mister valget sin betydning.
Når man eliminerer ansvaret, eliminerer man også kernen i menneskesjælen, man fjerner meningen med tilværelsen. Vi er designet til som minimum at tage ansvar for vores eget liv. Hvis vi ikke længere har muligheden for det, mister vores liv sin mening. Det er derfor vi har så mange rastløse unge, så dårlig arbejdsmoral, så mange psykiske sygdomme og så mange folk som bruger deres liv på sofaen.
Når staten styrer vores liv ved at sætte regler og kvoter, ved at diktere hvad der er sundt og godt, og ved at beskytte os imod os selv, så er det politikerne der driver samfundet, og ikke borgerne. Vi mennesker bliver reduceret til tal i statistikker eller brikker som skal kategoriseres. Vi bliver lidt ligesom køer der skal malkes.
Vi har brug for en dansk Thatcher som kan komme og ruske grundigt op i sødsuppebutikken Danmark. For ingen af de siddende partier har tænkt sig at gøre hvad der kræves. Indtil videre er min simple bøn til mine medmennesker:
Giv os meningen tilbage. Lad os selv tage ansvar. Sæt individet tilbage i fokus.
