Jeg fik vist aldrig delt min grundlovstale med alle jer på 180. Her er den:
Kære alle sammen
Det er en historisk dag i dag.
Som alle grundlovsdage jo er det.
Vores grundlov har rundet endnu et år – er blevet endnu et år ældre – og ligesom med alle andre fødselsdage, er det selvfølgelig værd at fejre.
For mig er det også en rigtig speciel dag, da det jo er første gang jeg holder en grundlovstale som konservativ folketingskandidat – men det er forhåbentlig ikke sidste.
Inden for det næste års tid godt og vel, så kommer vi ud i en hektisk valgkamp - ja faktisk er vi allerede godt i gang.
– og skulle jeg være så heldig at blive valgt, så håber jeg, at I engang senere vil invitere mig til at holde en grundlovstale igen.
Om ikke andet fordi jeg som medlem af Folketinget vil være glad for denne påmindelse om dét demokrati, dén frihed og dén folkelighed som den danske grundlov står for.
Jeg skal nok prøve selv at huske på det, når jeg en dag sidder bag Christiansborgs tykke vægge, men skulle jeg engang glemme det – og der er jo desværre eksempler på politikere der gør – så håber jeg, at I vil være med til at huske mig på det – om ikke andet så bare én gang om året... gerne på vores grundlovsdag.
Men en stor ære og fornøjelse er det at få lov at holde en tale for jer – og så på denne store nationale festdag.
Traditionen med at holde grundlovstaler er formentlig lige så gammel som grundloven selv, og det er en god og rigtig tradition. Derfor synes jeg, at det er dejligt, at vi kan stå i disse dejlige rammer, solen står højt – hvad kan man forlange mere.
Men som sagt, så er dagen i dag er ret speciel:
Vi fejrer "fars dag", hvor fædre landet over tilgodeses med en ny hæksaks eller en lækker æske chokolade
og så fejrer vi som sagt årsdagen for den Danske Grundlov.
At fejre Grundloven er for mig at se, lidt det samme som at fejre rammen om et maleri, som vi hver især med vort farvevalg og penselstrøg har været – og fortsat kan være - med til at skabe.
Normalt er rammen om maleriet jo ikke det man lægger mest mærke til. Det er mere maleriet selv. Og sådan er det vel også med Grundloven set i forhold til det, som den rammer ind – nemlig hele vores samfund.
Ikke desto mindre; når man tænker over det. Så har rammen om et maleri jo en enorm betydning – for uden rammen kunne maleriet ikke hænge på væggen, og ville ikke fungere som et maleri…
Og på præcis samme måde er det med Grundloven i forhold til samfundet: Det kan godt være, at vi ikke lægger så meget mærke til den, ikke tænker over den til hverdag – men uden den ville vores samfund ikke hænge sammen, det ville ikke fungere.
Men på sådan en Grundlovsdag, tager vi os tid til at fokusere lidt på rammen.. og det store spørgsmål er så, hvad det er, der er så fantastisk ved rammen – ved Grundloven.
Det der umiddelbart springer i øjnene er, at den sikrer os nogle helt almene frihedsrettigheder – rettigheder vi måske ikke tænker så meget over, men som vi alligevel benytter os af på nærmest daglig basis:
Ret til at tro
Ret til at tænke
Ret til at tale
Ret til ejendom
Ret til privatliv
Ret til at forenes.
Det er Ikke rettigheder i flæng, men rettigheder til den enkelte borger, til fri afbenyttelse - hvornår man vil. Rettigheder som det enkelte menneske - så forskelligt og farverigt dette måtte være – kan benytte på den måde mennesket måtte have lyst til.
- Så længe den enes rettighed ikke fratager andre deres tilsvarende rettigheder.
Ja, rent faktisk benytter vi os af flere af disse rettigheder af netop nu:
Vi er en forening…
Vi taler…
Vi tænker…
Vi tror måske endda…
Grundloven er altså i allerhøjeste grad nærværende på en dag som i dag.
Grundloven sikrer os en masse frihed. Og frihed er jo enormt vigtigt.
Vi hylder frihed som konservative. Men i den konservative tankegang har frihed altid en følgesvend.
Den følgesvend hedder ansvar.
Man kan ikke have en ret, en frihed, uden også at have et ansvar. Først og fremmest ansvar for andres tilsvarende ret, men også ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret.
Frihedsrettighederne er personlige rettigheder, som det enkelte menneske bliver tildelt, ud fra Grundlovens præmisser, og når frihedsrettighederne er personlige, så må ansvaret også være personligt.
Netop her kan jeg godt blive bekymret for udviklingen i vort samfund.
For er vi stadig parate til at påtage os et selvstændigt ansvar?
Eller er vi langsomt og snigende begyndt at forlange, at andre påtager sig vores ansvar?
Ansvaret for vores ældre generationer er lagt hos plejepersonalet, ansvaret for vores børn er lagt hos pædagoger og lærere, ansvaret for ulandene er langt i hænderne på staten og ansvaret for vores syge er lagt i hænderne på sygehuspersonalet – og i dag ligger Sygehusene jo desværre i mange tilfælde langt væk fra familien – i hvert fald, hvis man bor på Lolland.
Har vi placeret vores samvittighed hos staten?
Er det personlige ansvar, som man selv tog på sig i familien og med det frivillige arbejde, ved at forsvinde?
Mit svar er ja - og prisen for dette er så en tårnhøj skat!
Man kan sige, at jo mere vi betaler i skat, desto mere af det maleri grundloven danner ramme om, lader vi Folketinget udfylde. Hvorimod mindre i skat er mere frihed til selv at male maleriet, men dermed naturligvis også et større ansvar for hvordan billedet kommer til at se ud.
Når valget engang kommer, så skal vi ud og diskutere skat og velfærd / frihed og ansvar med venstrefløjen.
Vi skal ud og forklare borgerne, at en lavere skat skaber vækst. Vækst skaber velstand og velstand skaber velfærd.
Vi skal ud og forklare vælgerne, at en lavere skat giver frihed og incitament.
Vi skal ud og overbevise folk om, at mere beskatning er altså ikke lig med mere velfærd - Det er en skrøne, at de fattige får det bedre fordi de rige får det værre.
Vi skal ud og slås med Socialdemokraternes dobbeltmoral, og Socialistisk Folkepartis politiske kovendinger.
Vi skal ud og kæmpe for bedre velfærd til de svageste. Vi skal ikke give velfærd til alle – vi skal give det fra bunden – til de, der har brug for det.
Vi skal turde være borgerlige. Turde tale reformer. Turde kræve ansvaret tilbage til borgerne.
Nu har det jo til alle tider været populært at diskutere, hvad der kom først: "Hønen eller Ægget" – men det er i hvert fald klart, at uanset hvad så har politikerne – generelt – et væsentligt medansvar for at borgerne i dagens Danmark har meget svært ved at finde ud af, hvad der er det personlige ansvar og hvornår fællesskabet; samfundet - kan – vil – bør – træde til.
Politikere fra nærmest alle partier er ikke gode nok til at markere grundholdninger of idealisme, og til at stå fast – på trods af meningsmålinger, forsider i B.T. eller manglen på 90 mandater…
Vi skal alle – politikere som borgere - gøre os klart, at hvis vi frasiger os ansvaret – det personlige ansvar – for alting. Så er vi også i færd med at udhule vore egne rettigheder.
Når vi nu er et parti der bakker op om Grundloven, så bør vi også være det parti der ikke lader vores folkevalgte undergrave den.
De politikere som "befrier" borgerne for ansvaret for egne handlinger, er præcis de samme politikere som udhuler vores rettigheder, og som blot forstærker en kultur hvor borgerne fralægger sig mere og mere ansvar. Et ansvar der overtages af fællesskabet, af samfundet - og dermed bliver til store samfundsmæssige problemer.
Forhåbentlig kommer den slags politikere ikke fra konservative rækker. Den konservative grundholdning er klar: Ansvaret for eget og andres liv er først og fremmest personligt, og statens vigtigste opgave er at sikre muligheden, friheden, til at kunne varetage ansvaret.
Konservative er ikke partiet for hverken de rige, de fattige, de selvstændige, middelklassen eller nogen anden gruppe – nej, de konservative er for alle der gerne vil tage et ansvar for deres eget liv. Man kunne fristes til at sige, at vi dermed er Folketingets ansvarlige parti.
Vores budskab til vælgerne må være, at hvis I er parate til at tage et ansvar, så er vi parate til at kæmpe for at sikre den frihed, som er nødvendig for at kunne påtage sig ansvaret.
Dét er ansvarlighed!
Det bringer mig tilbage til det, der er den egentlige grund til, at vi er samlet her i dag – nemlig Grundloven og fejringen af indførsel af demokrati i Danmark. For demokrati og det at kæmpe for ens politiske holdning hænger jo nøje sammen.
Det er grundloven og demokratiet
- som har givet mig mulighed for at stille op til folketingsvalget
- som har givet mig muligheden for at kunne drage rundt og forelægge mine politiske holdninger,
- og som giver vælgerne frit valg mellem mange kandidater med vidt forskellige holdninger.
For os der er hér, så er det jo en selvfølge at det er sådan – og derfor tænker vi normalt ikke så meget over det. For sådan har det jo været i 161 år.
Derfor er f.eks. den danske indsats i Afghanistan og i Irak af umådelig stor betydning – også i dag.
Det er et væsentligt signal til alverdens diktatorer, at vi – i den frie verden – ikke vil se på mens diktatorer undertrykker befolkningen og udrydder oppositionen. Vi kan desværre ikke være politibetjente over hele verden på en gang, men ingen diktator bør kunne vide sig sikker på, hvornår vi siger stop og reagerer med alle de midler der er nødvendige – i yderste konsekvens med våben.
De danske soldater i Afghanistan kæmper hver eneste dag for den frihed og det demokrati som vi i dag hylder herhjemme – de gør det med livet som indsats, og jeg er hver eneste dag enormt stolt som dansker over den indsats de yder. De betaler den ultimative pris for den frihed som vi i dag må nøjes med at hylde med ord.
Desværre er der politikere som ikke værdsætter den indsats, og som helst så, at vi lod den afghanske befolkning i stikken og tog hjem.
Det er en uansvarlig holdning, som er uforskammet overfor den afghanske befolkning, overfor demokrati og frihed, og i særdeleshed overfor den indsats som unge danske soldater gør.
Jeg synes, at vi skal benytte grundlovsdag, til at sende vores varmeste tanker og tak til vores soldater, som i praksis viser, at de ord om demokrati og frihed som vi i dag benytter, heldigvis ikke ALTID kun er ord, men også kan udmøntes i handling.
Mange spørger om krigen i Afghanistan er tabt – mit svar er nej.
På mange måder er krigen vundet og det er efterdønningerne, der nu arbejdes med.
Vi har set en succesfuld offensiv i Helmanprovinsen, Talebans magt er minimeret, og befolkningen er sat fri.
Hvor der tidligere var steninger på Kabul Stadion, er der i dag fodboldkampe.
Der er sket fremskridt i kvinderettigheder, personlig frihed, begyndende demokrati og ytringsfriheden.
Landet er ikke stabilt endnu, men det kunne man heller ikke forvente.
Midt i spareiveren må vi ikke glemme, hvad vi allerede har udført på de internationale missioner.
Danmark har ydet et væsentligt bidrag i Afghanistan via opførelse af mere end 23 skoler, udvikling af pensum og trykning af mere end 23 millioner skolebøger.
Hvad vi har gjort for at opbygge en stærk ramme om det afghanske samfund.
Vores indsats betyder rent faktisk, at langt flere får en uddannelse. Før vi gik ind i Afghanistan gik kun en enkelt million børn i skole – og slet ingen piger.
Nu er det seks millioner, hvoraf de to millioner er piger.
Flere uddannede afghanere betyder, at befolkningen er et skridt tættere på selvforsyning, hvilket jo igen kommer os til gavn herhjemme.
Der er således masser af grunde til, at vi skal fortsætte med den aktive udenrigspolitik. Og ser man på de positive historier fra Afghanistan, som desværre ikke altid fremhæves i medierne, så ser vi jo tydeligt hvor stor en forskel det danske forsvar gør – og alternativet har en helt anden pris, som vi ikke har råd til at betale.
Jeg vil runde af med at konstatere, at vores Grundlov i dag har 161 års fødselsdag.
En gammel sag bedømt på et menneskeliv, men alligevel stadig ung og levende.1
Nogle siger ganske vist, at den snart trænger til en revision, men det er jeg nu ikke så sikker på.
I hvert fald vil jeg gerne have en garanti for, at der ikke er et politisk flertal, der kunne finde på at benytte en sådan revision til at formindske de frihedsrettigheder, vi allerede har og dermed legitimere en række af de brud på ejendomsretten og andre rettigheder som vi allerede oplever i dag – sådan en revision vil jeg helst være foruden…
Jeg vil gerne komme med det håb her på Grundlovsdag, at politikerne vil begynde at tage Grundlovens frihedsrettigheder mere seriøse i stedet for blot at betragte dem som nogle ligegyldige rammer eller nogle interessante antikviteter som vi på denne ene dag tager frem, støver af og kigger på, men så i øvrigt stiller tilbage i skabet og ikke kigger mere på de næste 364 dage af året.
Det er desværre mit indtryk, at mange politikere har det sådan med Grundlovens frihedsrettigheder – at det er fint nok, at vi har dem, når blot de ikke forhindrer politikerne i at gennemføre de ting, der nu lige forekommer at være praktisk i situationen eller mest i overensstemmelse med en aktuel folkestemning.
En Grundlov er ikke praktisk – eller i overensstemmelse med en folkestemning – og det skal den heller ikke være!
En Grundlov skal netop få os til at tænke på, at der er ting, der er vigtigere end, hvad der i en aktuel situation kan være praktisk - såsom beskyttelsen af vores ejendomsret, retssikkerheden og lignende rettigheder som godt kan forekomme voldsomt upraktiske i nogle situationer, men som bør være det tætteste vi kommer på noget helligt i et frit og demokratisk samfund.
Jeg vil godt slå til lyd for, at vi får flere principper tilbage i politik.
Ganske vist blev Obama populær på at tale forandring i præsidentvalgkampen i USA – men jeg vil vove den påstand, at det ikke er forandring der er brug for i politik.
Der er masser af politikere der hele tiden forandrer synspunkt. Som hovedregel forandrer de deres synspunkt alt afhængig af hvad den seneste meningsmåling siger eller hvilken folkestemning der kan spores på forsiden af formiddagsbladene.
Den type forandring har vi masser af. Derfor vil jeg hellere tale om principper.
Hvilke principper, der skal gøre sig gældende når vi snakker politik.
Jeg har prøvet at fremlægge nogle af mine principper – en lavere skat, et større fokus på familien og det frivillige arbejde, en national og international kamp for demokrati og frihedsrettigheder og mere idealistiske politikere – og jeg håber bare, at jeg vil være bedre end så mange andre politikere til at holde fast i mine principper hvis jeg skulle blive valgt til Folketinget.
Det skylder jeg jer, vores forfædre og rammen om vort demokrati - Grundloven
Tak for ordet – og kan I alle have en fortsat god dag.
/Det talte ord gælder
Kære alle sammen
Det er en historisk dag i dag.
Som alle grundlovsdage jo er det.
Vores grundlov har rundet endnu et år – er blevet endnu et år ældre – og ligesom med alle andre fødselsdage, er det selvfølgelig værd at fejre.
For mig er det også en rigtig speciel dag, da det jo er første gang jeg holder en grundlovstale som konservativ folketingskandidat – men det er forhåbentlig ikke sidste.
Inden for det næste års tid godt og vel, så kommer vi ud i en hektisk valgkamp - ja faktisk er vi allerede godt i gang.
– og skulle jeg være så heldig at blive valgt, så håber jeg, at I engang senere vil invitere mig til at holde en grundlovstale igen.
Om ikke andet fordi jeg som medlem af Folketinget vil være glad for denne påmindelse om dét demokrati, dén frihed og dén folkelighed som den danske grundlov står for.
Jeg skal nok prøve selv at huske på det, når jeg en dag sidder bag Christiansborgs tykke vægge, men skulle jeg engang glemme det – og der er jo desværre eksempler på politikere der gør – så håber jeg, at I vil være med til at huske mig på det – om ikke andet så bare én gang om året... gerne på vores grundlovsdag.
Men en stor ære og fornøjelse er det at få lov at holde en tale for jer – og så på denne store nationale festdag.
Traditionen med at holde grundlovstaler er formentlig lige så gammel som grundloven selv, og det er en god og rigtig tradition. Derfor synes jeg, at det er dejligt, at vi kan stå i disse dejlige rammer, solen står højt – hvad kan man forlange mere.
Men som sagt, så er dagen i dag er ret speciel:
Vi fejrer "fars dag", hvor fædre landet over tilgodeses med en ny hæksaks eller en lækker æske chokolade
og så fejrer vi som sagt årsdagen for den Danske Grundlov.
At fejre Grundloven er for mig at se, lidt det samme som at fejre rammen om et maleri, som vi hver især med vort farvevalg og penselstrøg har været – og fortsat kan være - med til at skabe.
Normalt er rammen om maleriet jo ikke det man lægger mest mærke til. Det er mere maleriet selv. Og sådan er det vel også med Grundloven set i forhold til det, som den rammer ind – nemlig hele vores samfund.
Ikke desto mindre; når man tænker over det. Så har rammen om et maleri jo en enorm betydning – for uden rammen kunne maleriet ikke hænge på væggen, og ville ikke fungere som et maleri…
Og på præcis samme måde er det med Grundloven i forhold til samfundet: Det kan godt være, at vi ikke lægger så meget mærke til den, ikke tænker over den til hverdag – men uden den ville vores samfund ikke hænge sammen, det ville ikke fungere.
Men på sådan en Grundlovsdag, tager vi os tid til at fokusere lidt på rammen.. og det store spørgsmål er så, hvad det er, der er så fantastisk ved rammen – ved Grundloven.
Det der umiddelbart springer i øjnene er, at den sikrer os nogle helt almene frihedsrettigheder – rettigheder vi måske ikke tænker så meget over, men som vi alligevel benytter os af på nærmest daglig basis:
Ret til at tro
Ret til at tænke
Ret til at tale
Ret til ejendom
Ret til privatliv
Ret til at forenes.
Det er Ikke rettigheder i flæng, men rettigheder til den enkelte borger, til fri afbenyttelse - hvornår man vil. Rettigheder som det enkelte menneske - så forskelligt og farverigt dette måtte være – kan benytte på den måde mennesket måtte have lyst til.
- Så længe den enes rettighed ikke fratager andre deres tilsvarende rettigheder.
Ja, rent faktisk benytter vi os af flere af disse rettigheder af netop nu:
Vi er en forening…
Vi taler…
Vi tænker…
Vi tror måske endda…
Grundloven er altså i allerhøjeste grad nærværende på en dag som i dag.
Grundloven sikrer os en masse frihed. Og frihed er jo enormt vigtigt.
Vi hylder frihed som konservative. Men i den konservative tankegang har frihed altid en følgesvend.
Den følgesvend hedder ansvar.
Man kan ikke have en ret, en frihed, uden også at have et ansvar. Først og fremmest ansvar for andres tilsvarende ret, men også ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret.
Frihedsrettighederne er personlige rettigheder, som det enkelte menneske bliver tildelt, ud fra Grundlovens præmisser, og når frihedsrettighederne er personlige, så må ansvaret også være personligt.
Netop her kan jeg godt blive bekymret for udviklingen i vort samfund.
For er vi stadig parate til at påtage os et selvstændigt ansvar?
Eller er vi langsomt og snigende begyndt at forlange, at andre påtager sig vores ansvar?
Ansvaret for vores ældre generationer er lagt hos plejepersonalet, ansvaret for vores børn er lagt hos pædagoger og lærere, ansvaret for ulandene er langt i hænderne på staten og ansvaret for vores syge er lagt i hænderne på sygehuspersonalet – og i dag ligger Sygehusene jo desværre i mange tilfælde langt væk fra familien – i hvert fald, hvis man bor på Lolland.
Har vi placeret vores samvittighed hos staten?
Er det personlige ansvar, som man selv tog på sig i familien og med det frivillige arbejde, ved at forsvinde?
Mit svar er ja - og prisen for dette er så en tårnhøj skat!
Man kan sige, at jo mere vi betaler i skat, desto mere af det maleri grundloven danner ramme om, lader vi Folketinget udfylde. Hvorimod mindre i skat er mere frihed til selv at male maleriet, men dermed naturligvis også et større ansvar for hvordan billedet kommer til at se ud.
Når valget engang kommer, så skal vi ud og diskutere skat og velfærd / frihed og ansvar med venstrefløjen.
Vi skal ud og forklare borgerne, at en lavere skat skaber vækst. Vækst skaber velstand og velstand skaber velfærd.
Vi skal ud og forklare vælgerne, at en lavere skat giver frihed og incitament.
Vi skal ud og overbevise folk om, at mere beskatning er altså ikke lig med mere velfærd - Det er en skrøne, at de fattige får det bedre fordi de rige får det værre.
Vi skal ud og slås med Socialdemokraternes dobbeltmoral, og Socialistisk Folkepartis politiske kovendinger.
Vi skal ud og kæmpe for bedre velfærd til de svageste. Vi skal ikke give velfærd til alle – vi skal give det fra bunden – til de, der har brug for det.
Vi skal turde være borgerlige. Turde tale reformer. Turde kræve ansvaret tilbage til borgerne.
Nu har det jo til alle tider været populært at diskutere, hvad der kom først: "Hønen eller Ægget" – men det er i hvert fald klart, at uanset hvad så har politikerne – generelt – et væsentligt medansvar for at borgerne i dagens Danmark har meget svært ved at finde ud af, hvad der er det personlige ansvar og hvornår fællesskabet; samfundet - kan – vil – bør – træde til.
Politikere fra nærmest alle partier er ikke gode nok til at markere grundholdninger of idealisme, og til at stå fast – på trods af meningsmålinger, forsider i B.T. eller manglen på 90 mandater…
Vi skal alle – politikere som borgere - gøre os klart, at hvis vi frasiger os ansvaret – det personlige ansvar – for alting. Så er vi også i færd med at udhule vore egne rettigheder.
Når vi nu er et parti der bakker op om Grundloven, så bør vi også være det parti der ikke lader vores folkevalgte undergrave den.
De politikere som "befrier" borgerne for ansvaret for egne handlinger, er præcis de samme politikere som udhuler vores rettigheder, og som blot forstærker en kultur hvor borgerne fralægger sig mere og mere ansvar. Et ansvar der overtages af fællesskabet, af samfundet - og dermed bliver til store samfundsmæssige problemer.
Forhåbentlig kommer den slags politikere ikke fra konservative rækker. Den konservative grundholdning er klar: Ansvaret for eget og andres liv er først og fremmest personligt, og statens vigtigste opgave er at sikre muligheden, friheden, til at kunne varetage ansvaret.
Konservative er ikke partiet for hverken de rige, de fattige, de selvstændige, middelklassen eller nogen anden gruppe – nej, de konservative er for alle der gerne vil tage et ansvar for deres eget liv. Man kunne fristes til at sige, at vi dermed er Folketingets ansvarlige parti.
Vores budskab til vælgerne må være, at hvis I er parate til at tage et ansvar, så er vi parate til at kæmpe for at sikre den frihed, som er nødvendig for at kunne påtage sig ansvaret.
Dét er ansvarlighed!
Det bringer mig tilbage til det, der er den egentlige grund til, at vi er samlet her i dag – nemlig Grundloven og fejringen af indførsel af demokrati i Danmark. For demokrati og det at kæmpe for ens politiske holdning hænger jo nøje sammen.
Det er grundloven og demokratiet
- som har givet mig mulighed for at stille op til folketingsvalget
- som har givet mig muligheden for at kunne drage rundt og forelægge mine politiske holdninger,
- og som giver vælgerne frit valg mellem mange kandidater med vidt forskellige holdninger.
For os der er hér, så er det jo en selvfølge at det er sådan – og derfor tænker vi normalt ikke så meget over det. For sådan har det jo været i 161 år.
Derfor er f.eks. den danske indsats i Afghanistan og i Irak af umådelig stor betydning – også i dag.
Det er et væsentligt signal til alverdens diktatorer, at vi – i den frie verden – ikke vil se på mens diktatorer undertrykker befolkningen og udrydder oppositionen. Vi kan desværre ikke være politibetjente over hele verden på en gang, men ingen diktator bør kunne vide sig sikker på, hvornår vi siger stop og reagerer med alle de midler der er nødvendige – i yderste konsekvens med våben.
De danske soldater i Afghanistan kæmper hver eneste dag for den frihed og det demokrati som vi i dag hylder herhjemme – de gør det med livet som indsats, og jeg er hver eneste dag enormt stolt som dansker over den indsats de yder. De betaler den ultimative pris for den frihed som vi i dag må nøjes med at hylde med ord.
Desværre er der politikere som ikke værdsætter den indsats, og som helst så, at vi lod den afghanske befolkning i stikken og tog hjem.
Det er en uansvarlig holdning, som er uforskammet overfor den afghanske befolkning, overfor demokrati og frihed, og i særdeleshed overfor den indsats som unge danske soldater gør.
Jeg synes, at vi skal benytte grundlovsdag, til at sende vores varmeste tanker og tak til vores soldater, som i praksis viser, at de ord om demokrati og frihed som vi i dag benytter, heldigvis ikke ALTID kun er ord, men også kan udmøntes i handling.
Mange spørger om krigen i Afghanistan er tabt – mit svar er nej.
På mange måder er krigen vundet og det er efterdønningerne, der nu arbejdes med.
Vi har set en succesfuld offensiv i Helmanprovinsen, Talebans magt er minimeret, og befolkningen er sat fri.
Hvor der tidligere var steninger på Kabul Stadion, er der i dag fodboldkampe.
Der er sket fremskridt i kvinderettigheder, personlig frihed, begyndende demokrati og ytringsfriheden.
Landet er ikke stabilt endnu, men det kunne man heller ikke forvente.
Midt i spareiveren må vi ikke glemme, hvad vi allerede har udført på de internationale missioner.
Danmark har ydet et væsentligt bidrag i Afghanistan via opførelse af mere end 23 skoler, udvikling af pensum og trykning af mere end 23 millioner skolebøger.
Hvad vi har gjort for at opbygge en stærk ramme om det afghanske samfund.
Vores indsats betyder rent faktisk, at langt flere får en uddannelse. Før vi gik ind i Afghanistan gik kun en enkelt million børn i skole – og slet ingen piger.
Nu er det seks millioner, hvoraf de to millioner er piger.
Flere uddannede afghanere betyder, at befolkningen er et skridt tættere på selvforsyning, hvilket jo igen kommer os til gavn herhjemme.
Der er således masser af grunde til, at vi skal fortsætte med den aktive udenrigspolitik. Og ser man på de positive historier fra Afghanistan, som desværre ikke altid fremhæves i medierne, så ser vi jo tydeligt hvor stor en forskel det danske forsvar gør – og alternativet har en helt anden pris, som vi ikke har råd til at betale.
Jeg vil runde af med at konstatere, at vores Grundlov i dag har 161 års fødselsdag.
En gammel sag bedømt på et menneskeliv, men alligevel stadig ung og levende.1
Nogle siger ganske vist, at den snart trænger til en revision, men det er jeg nu ikke så sikker på.
I hvert fald vil jeg gerne have en garanti for, at der ikke er et politisk flertal, der kunne finde på at benytte en sådan revision til at formindske de frihedsrettigheder, vi allerede har og dermed legitimere en række af de brud på ejendomsretten og andre rettigheder som vi allerede oplever i dag – sådan en revision vil jeg helst være foruden…
Jeg vil gerne komme med det håb her på Grundlovsdag, at politikerne vil begynde at tage Grundlovens frihedsrettigheder mere seriøse i stedet for blot at betragte dem som nogle ligegyldige rammer eller nogle interessante antikviteter som vi på denne ene dag tager frem, støver af og kigger på, men så i øvrigt stiller tilbage i skabet og ikke kigger mere på de næste 364 dage af året.
Det er desværre mit indtryk, at mange politikere har det sådan med Grundlovens frihedsrettigheder – at det er fint nok, at vi har dem, når blot de ikke forhindrer politikerne i at gennemføre de ting, der nu lige forekommer at være praktisk i situationen eller mest i overensstemmelse med en aktuel folkestemning.
En Grundlov er ikke praktisk – eller i overensstemmelse med en folkestemning – og det skal den heller ikke være!
En Grundlov skal netop få os til at tænke på, at der er ting, der er vigtigere end, hvad der i en aktuel situation kan være praktisk - såsom beskyttelsen af vores ejendomsret, retssikkerheden og lignende rettigheder som godt kan forekomme voldsomt upraktiske i nogle situationer, men som bør være det tætteste vi kommer på noget helligt i et frit og demokratisk samfund.
Jeg vil godt slå til lyd for, at vi får flere principper tilbage i politik.
Ganske vist blev Obama populær på at tale forandring i præsidentvalgkampen i USA – men jeg vil vove den påstand, at det ikke er forandring der er brug for i politik.
Der er masser af politikere der hele tiden forandrer synspunkt. Som hovedregel forandrer de deres synspunkt alt afhængig af hvad den seneste meningsmåling siger eller hvilken folkestemning der kan spores på forsiden af formiddagsbladene.
Den type forandring har vi masser af. Derfor vil jeg hellere tale om principper.
Hvilke principper, der skal gøre sig gældende når vi snakker politik.
Jeg har prøvet at fremlægge nogle af mine principper – en lavere skat, et større fokus på familien og det frivillige arbejde, en national og international kamp for demokrati og frihedsrettigheder og mere idealistiske politikere – og jeg håber bare, at jeg vil være bedre end så mange andre politikere til at holde fast i mine principper hvis jeg skulle blive valgt til Folketinget.
Det skylder jeg jer, vores forfædre og rammen om vort demokrati - Grundloven
Tak for ordet – og kan I alle have en fortsat god dag.
/Det talte ord gælder
