LÆSERBREV FRA DEN KORTE AVIS
Jeg vil gerne takke Arbejdstilsynet for udvist nidkærhed i sagen mod den 89-årige gårdejer Niels Kristensen fra Tvindelstrup ved Ringsted (DKA 11/2). Det er jo helt uacceptabelt, at ældre mennesker bryder loven og udsætter sig selv for fare og belaster samfundet med risikoen for et hospitalsophold.
Tak også til politimesteren i Roskilde for at have udarbejdet det omfangsrige anklageskrift. Det er velgørende at vide, at kriminelle lovbrydere bliver retsforfulgt, således at almindelige borgere kan åbne døren for postvæsenet uden risiko for at blive beskudt. Jeg har fuld forståelse for, at politiet ikke har ressourcer til at patruljere i gaderne og derfor bruger tilgængelig assistance fra Arbejdstilsynet.
Min tak skal også gå til Retten i Roskilde, som til fulde har vist sin kompetence ved at idømme lovbryderen en stor bøde for ulovligt at have renset sin tagrende ved at stå på skovlen af en frontlæsser. Sådan noget kan man bare ikke i et retssamfund! Hvor var vi henne, hvis alle og enhver kunne udsætte sig selv for fare ved at rense tagrender eller ved at udøve islamkritik?
Endelig skal min tak gå til folketinget og ministeriernes lovkontorer, som med utrættelig nidkærhed beskytter borgerne mod egen skødesløshed ved at skrive klare og entydige love og bestemmelser, som gør det strafbart at gå rundt med hobbyknive eller at kravle op på frontlæssere.
Danmark er i sandhed ved at blive et sikkert land at leve i. Tak!
J. C. Nørtoft Thomsen